Anabasis: medicinske egenskaber og kontraindikationer

Anabasis (piggræs) er en plante fra salturtfamilien. Planterne ser ud som halvbuske eller urter med svagt udviklet løv. I medicin er den bladløse anabasis blevet udbredt. Den udmærker sig ved sine antiseptiske egenskaber og evne til at reducere nikotinafhængighed. Planten er dog meget giftig, så den må kun tages på eget ansvar efter konsultation med en læge.

Kemisk sammensætning

Hver del af planten indeholder alkaloider. De findes mest i de årlige grønne skud. I blomster og frugter er der færre, og i rødderne kun spor. Derfor anvendes de overjordiske dele af planten til medicinske formål. Planten indeholder følgende alkaloider:

• anabasin;
• afyllin;
• affyllidin;
• oxyafyllin;
• oxyafyllidin.

Den vigtigste alkaloid er anabasin. Den udgør ca. 55-60% af den samlede mængde stoffer. Det er en farveløs væske, der let opløses i vand. Ved reaktion med organiske opløsningsmidler danner den organiske og mineralske syrer. Ved oxidation af anabasin dannes nikotinsyre. Den ligner på alle parametre, herunder sammensætning og virkning på organismen, nikotin. Men denne alkaloid gør planten giftig.

Ud over alkaloider indeholder anabasis proteiner, fedtstoffer, fibre og stivelse. Der er også fundet pektinstoffer, aske, natrium, kalium og nogle andre sjældne stoffer.

Hvordan ser den ud, og hvor vokser den

Planten ser ud som en lille kugleformet halvbusk, højst 70-80 cm høj, og dens diameter kan nå op på 140 cm. Den har et kraftigt rodsystem, hovedroden kan blive op til 20 m lang, hvilket giver den mulighed for at optage fugt fra grundvandet. Planten har mange stængler, der begynder at forgrene sig ved basis. Den nederste del af stænglerne er forveddede. Fra dem vokser unge grønne skud, de er cylindriske og grønne. Bladene hos anabasis er svagt udviklede, næsten usynlige.

Anabasis' blomster er små, danner tætte akslignende blomsterstande. I den øverste del af planten sidder frugterne. De er rød-orange og runde, fladtrykte på siderne.

Anabasis formerer sig med frø. Blomstringsperioden falder i slutningen af sommeren til begyndelsen af efteråret. Blomsterne modner midt på efteråret. Normalt begynder kunstigt plantet Anabasis ikke at blomstre i det første vækstår.

Denne art er vidt udbredt på sletterne i Kasakhstan, i Østasien og i Aserbajdsjan. Den findes også i de sydøstlige regioner af Rusland. Anabasis foretrækker at vokse på sletter og ved foden af bjerge, oftest på lerjord. Den kan også findes på skråningerne af bjergtoppe, i højder op til 350–400 m. Enkelte buske kan findes i ukrudtskrat, mens større grupper findes i flod- og sødale. I Centralasien dyrkes planten kunstigt i industriel skala.

Anabasis er tilpasset til at vokse i ørkenområder under stærk varme. Det vokser godt ved temperaturer op til 45 grader og i tilfælde af ingen nedbør i flere måneder. Det skyldes et kraftigt rodsystem, som gør det muligt at bruge fugt sparsomt og nå ned til dybt grundvand. At finde Anabasis om sommeren i ørkenen er meget let – det er en af de få planter, der forbliver grøn.

Arter

Der findes flere hovedvarianter af denne plante. De vokser alle hovedsageligt i Centralasien, men nogle arter har tilpasset sig til liv i visse regioner i Sibirien.

1. Saltmarksanabasis. Det er en lille plante med stængler. I højden overstiger den sjældent 25–30 cm. Grenene er træagtige, og hvert år kommer der etårige skud, som dør i slutningen af efteråret. De nederste blade er veludviklede, men deres størrelse overstiger ikke 5 mm. De midterste er lidt dårligere udviklede, de øverste er svagt udviklede. Blomsterne hos denne Anabasis er små, samlet i aksformede blomsterstande. I den øverste del af planten vokser frugter, de har en rund, lidt aflang form. De indeholder meget væske af en klar rød farve. For det meste er denne art udbredt i Centralasien, men den kan findes i Kaukasus, i den vestlige del af Rusland og i det vestlige Sibirien.
2. Anabasis Syr-Darja. En flerårig plante med en lang rod, hvorfra der vokser forgrenede skud op til 30 cm lange. Bladene er runde, aflange, og overstiger ikke 5 mm i længden. Blomsterne sidder i bladhjørnerne. Der er ingen frugter. Den findes kun i Centralasien.
3. Anabasis kortbladet. En halvbusk, ikke mere end 15 cm høj. Skuddene er forgrenede, tætte, cylindriske i form. Selve planten er nøgen. De få blade er aflange, lidt konvekse på undersiden, kødfulde. Deres længde overstiger ikke 5 mm. Blomsterne sidder i bladhjørnerne. Plantens frugter er ægformede, tørre.
4. Kridt-anabasis. En lille plante, der ikke overstiger 15 cm i højden. Den har talrige stængler, der sidder meget tæt sammen. Deres diameter overstiger ikke 3 mm. Bladene er ægformede, og i bladaksene sidder blomsterne. Frugten kan være purpurfarvet eller orange, og den er ægformet. Denne art er udbredt i Europa, Centralasien og endda Sibirien. Den findes også i det sydlige Rusland. I nogle regioner er planten optaget på rødlisten.

Indsamling og opbevaring

Råmaterialet bør indsamles i den periode, hvor koncentrationen af anabasis og andre bestanddele er højest. Normalt falder denne periode om sommeren. Det medicinske råmateriale skal indsamles i solrigt vejr, væk fra veje og fabrikker. Før indsamling af planterne anbefales det at beskytte hænderne med handsker, da de indeholdte stoffer kan forårsage forgiftning selv gennem huden. Med et skarpt værktøj skal man skære plantens top af i en længde på op til 25 cm. For at undgå at udrydde arten er det vigtigt at overholde visse regler:

1. Klip ikke buskene helt ned. Man skal efterlade mindst 1/3 af skuddene.
2. Tag en pause hvert 3–4 år. Det giver planten mulighed for at forny sig.

Først skal alle afskårne skud lægges i en bunke. Man kan efterlade dem direkte på marken. Derefter forbereder man planten før den endelige tørring – skær den i små stykker, højst 3 cm lange og højst 4–5 mm tykke. Dette kan gøres med en ensilagehakkemaskine. Anabasis skal tørres i et godt ventileret rum. Om sommeren er et loft et glimrende valg. I godt vejr kan man sprede råmaterialet udendørs i skyggen af et træ. Man skal vælge et sted, hvor det ikke får direkte sollys. Man kan også bruge specielle tørremaskiner til tørring af råmaterialet.

Tørt råmateriale er egnet til brug som medicinsk præparat i højst 2 år. Det er også vigtigt at overholde alle regler for opbevaring af giftige planter. Det anbefales at opbevare det adskilt fra andre planter og fødevarer. Det kan opbevares både i en stofpose og i en glaskrukke, men det er en god idé at notere indsamlingsdatoen for at kunne bestemme holdbarheden præcist.

Industriel indsamling af planten
Denne plante blev indsamlet i stor skala allerede fra Sovjetunionens tid. Efter krigen steg efterspørgslen, og behovet nåede op på 16.000 tons. I dag er der stadig stor efterspørgsel efter denne plante.

I øjeblikket foregår indsamlingen i Kasakhstan i flere oblaster. For længe siden blev der udført særligt arbejde for at finde forekomster af anabasis. Nu er de kendte, men den dyrkes også kunstigt. På sletterne forekommer anabasis som enkelte buske. Store forekomster blev fundet i floddale, selvom de er fåtallige. Desuden er de ikke egnede til industriel behandling, da de indeholder lidt af den vigtigste alkaloid – anabasin.

Med tiden opdagede man også, at plantens lagre gradvist blev mindre, så der blev indført regler for indsamling. Gennem forsøg fandt man ud af, at for at genoprette anabasissen er det nødvendigt at holde en pause i indsamlingen af råmateriale hvert 3.–4. år. Pausens varighed er ét år. For nogle områder er en sådan pause utilstrækkelig, og den må forlænges.

På andenpladsen med hensyn til indsamling af anabasis kom Turkmenistan, eller rettere sagt den nordlige del af landet. Ifølge nogle data blev mere end 30 hektar af denne plante opdaget, men efterhånden faldt arealet. Der blev dog ikke foretaget industriel høst her, hvilket gjorde det muligt at bevare lagrene til fremtiden.

På Aserbajdsjans territorium blev der opdaget omkring 3 hektar anabasis. Råmateriale blev heller ikke fremstillet af det på grund af lav rentabilitet på grund af transport.

I industriel skala høstes planten ved hjælp af specialudstyr. De øverste dele af skuddene skæres af for ikke at skade planten. Ved høst med maskiner efterlades en lille stribe uberørt. De afskårne skud lægges i små bunker, og efter tørring hakkes de grundigt. Derefter sigtes råmaterialet for at undgå urenheder. Sigtningen fjerner også træagtige skud, som ikke er egnede til brug.

Høst af planten foregår i løbet af sommeren og efteråret, indtil frosten sætter ind. Fra en busk kan man få op til 2,4 kg skud. I værste fald 600–800 g. I Kasakhstan kan man samle omkring 1000 kg skud pr. hektar. I mere sparsomme krat kan det nogle gange ikke lykkes at samle selv 50 kg.

I hele blomstringsperioden ændres mængden af anabazin i anabasis. For eksempel om sommeren observeres den højeste koncentration, om efteråret falder indholdet. Men samtidig øges den grønne masse, så man samler omtrent samme mængde råmateriale på alle årstider.

Anabasis' medicinske egenskaber

Anabasis har fundet bred anvendelse både i traditionel og folkemedicin. Planten er ikke i sig selv en bestanddel af medicin, men ud fra dens alkaloider (oftest anabazin) syntetiseres mange lægemidler.

Det vigtigste aktive stof er alkaloidet anabazin. Det har en stimulerende effekt på nervesystemet, men i store mængder kan det føre til lammelse. Afyllin, der indgår i sammensætningen, er kendetegnet ved sin bedøvende effekt.

Af plantens bestanddele fremstilles et præparat, som gør det muligt at bekæmpe skadedyr i haven. Det har giftige egenskaber og bruges til at sprøjte beplantninger med henblik på desinficering.

I folkemedicinen bruges den eksternt. Indtagelse kan være farlig. Lægemidler baseret på anabasis bruges til at behandle sår ved visse sygdomme. Planten har en anti-flåte, antimikrobiel og bakteriedræbende effekt. Det skyldes dens evne til at trænge ind i huden. Den kan nå selv de parasitter, der sidder dybt i huden, og andre præparater kan ikke påvirke dem. Men selv ved ekstern brug skal man håndtere planten forsigtigt.

Derudover kan anabasis lindre symptomer forårsaget af flåtsmitte. Den indeholder antioxidanter og svampedræbende komponenter. Det er dog ikke et mirakelmiddel og kan kun fungere som et supplement til hovedbehandlingen, ikke erstatte den helt.

Anabasis kan også være en hjælp for folk, der holder op med at ryge. Fra denne plante syntetiseres anabasinhydrochlorid, som sælges i form af tabletter eller tyggegummi. Det kan mindske trangen til rygning og lindre tilstanden efter at have stoppet denne dårlige vane.

Anabasis i folkemedicin

På grund af plantens høje toksicitet er dens anvendelse i folkemedicinen stærkt begrænset. Ved helbredsproblemer bruges kun tinktur eller afkog. Der laves også pulver til sår, men man kan ikke fremstille det selv. Derudover bruges den til bekæmpelse af skadedyr i haver.

Opløsning mod skadedyr

Du skal bruge 800 g skud, der er samlet ind før blomstring, 41 L vand og 50 g vaskesæbe. Skuddene fra anabasis skal være friske. De skal tørres let, hakkes, hvorefter de hældes med vand og efterlades til at trække i et døgn under jævnlig omrøring. Derefter tilsættes yderligere 10 L vand, og sæben rives. Bland derefter grundigt, hvorefter midlet er klar til brug. Det kan bruges til at behandle grøntsagsafgrøder. Dette middel er fremragende mod bladædende larver, forskellige lopper og nogle blomsterbiller.

Afkog mod demodikose

Til fremstilling af lægemidlet skal du bruge blade af anabasis. Når du samler dem, skal du være opmærksom på, at koncentrationen af anabasin er højest om sommeren. Om efteråret falder den lidt, men forbliver stadig i farlige mængder. For at lave afkoget skal bladene hældes med varmt vand, derefter bringes i kog og stå på komfuret i 10-15 minutter. Den angrebne hud aftørres højst 3 gange om dagen. Det anbefales at lade midlet sidde i højst 2 timer, hvorefter huden skylles grundigt. Afkoget kan også bruges til ansigtsvask, i så fald kan behandlingsforløbet vare, indtil fuld helbredelse.

Alkoholtinktur til huden

En alkoholtinktur er mindst lige så effektiv mod demodikose som et afkog. I modsætning til tinkturer på andre urter er den klar på kun 4–6 dage. Vodka duer dog ikke; der skal bruges en 70% alkoholopløsning. Bland knust anabasis med alkohol i forholdet 1:2. Rør grundigt, dæk med låg, og stil på et mørkt sted. Efter 5 dage tages tinkturen frem og filtreres. Den må ikke opbevares i samme beholder som den blev trukket i, så find en ny beholder, mærk den, og opbevar den utilgængeligt for børn. Det er strengt forbudt at indtage tinkturen internt.

Påfør tinkturen i ansigtet med en vatpind højst 2 gange om dagen. Forbedringer kan ses inden for en til to uger. Det er også vigtigt at påføre tinkturen i små mængder for at undgå forbrændinger fra alkoholen, og vask den af ansigtet efter 60 minutter.

Afkog mod parasitter

Der skal bruges 800 g tørret urt og 5 liter vand. Hæld vandet over urten, og lad det stå på et mørkt sted med låg på for at trække. Næste dag bringes det i kog og koges i 30 minutter. Filtrér og afkøl. Sprøjt afkoget på planter mod spindemider, æbleviklere eller snudebiller.

Pulver mod mider

Det laves af stænglerne fra den tørrede plante. For at lave medicinen skal du male råmaterialet til pulver og påføre små mængder på de beskadigede hudområder. Pulveret lindrer også symptomerne på demodikose. Det er dog meget farligt, da anabasin kan optages gennem blodet, så det er bedst at konsultere en læge for dosering, før du bruger dette middel.

Typer af helbredende blandinger

I modsætning til andre giftige lægeplanter er anvendelsen af anabasis begrænset. Af liljekonval laves der for eksempel endda te. Sagen er, at anabasin, som findes i denne plante, er ekstremt giftigt; 2 eller 3 dråber betragtes som en dødelig dosis. Derfor anvendes kun syntetiserede stoffer fra dette grundstof internt. Et afkog af anabasis laves heller ikke på grund af dets lave effektivitet ved ekstern brug. I denne henseende er en tinktur mere effektiv.

Tinktur

Tinkturen laves på alkohol. Den må kun anvendes eksternt. Til tinkturen kan du bruge enhver del af planten, men blade eller blomster er bedst. Knus først råmaterialet grundigt, hæld derefter stærk alkohol over, og stil det på et mørkt sted i 5–7 dage. Det anbefales at trække medicinen i en glasbeholder. Filtrér derefter gennem et tæt stof, f.eks. flere lag gaze (smid gazen ud efter brug).

Brug tinkturen i små mængder; den er effektiv mod demodikose, som forårsages af mider. Gnid de angrebne områder med små mængder morgen og aften.

Afkog

I Centralasien brugte man et afkog af anabasisrødder til behandling af tuberkulose. Roden indeholder nemlig en minimal mængde alkaloider. Først skal rødderne vaskes rene for jord, hakkes og overhældes med kogende vand, hvorefter de sættes på varme og koges i yderligere 30 minutter. Dette middel blev dog brugt for længe siden, og der er ingen omtale af moderne anvendelse af denne medicin til behandling af tuberkulose.

Kontraindikationer for brug

På grund af plantens høje giftighed har den en række kontraindikationer. Anabasin er en meget stærk gift for kroppen. Det kan forårsage forgiftning ved at trænge ind gennem huden, så selv ved udvortes brug skal man huske doseringen. Den dødelige dosis for et menneske anses for at være 3 dråber ren anabasin. Symptomer på mild forgiftning er sædvanlige: kvalme, opkastning, øget spytsekretion, hurtig vejrtrækning og øget hjerterytme. Ved alvorlig forgiftning kan der observeres kramper, koldsved og respirationssvigt samt vrangforestillinger. Det er vigtigt at give hjælp rettidigt. Det anbefales straks at foretage en maveskylning. Det er også en god idé at have præparater, der fremkalder opkastning, og i tilfælde af forgiftning straks indtage dem. Derefter skal man tage aktivt kul. Ud over dette kræves en række yderligere behandlingsforanstaltninger, herunder forskellige lavementer (saltvand, afførende og rensende).

Det er også forbudt at indtage det i enhver form for gravide kvinder, ammende mødre, ved forhøjet blodtryk, dårlig blodkoagulation og åreforkalkning.

Anabasis er et fremragende middel mod nogle hudsygdomme og haveinsekter. Man må dog ikke glemme plantens store fare. Det er et tilfælde, hvor selvmedicinering kan være dødeligt farlig.

Billede af anabasis