Vintergæk: helbredende egenskaber og kontraindikationer

Som en smuk legende fortæller, drev Gud Adam og Eva ud af Paradiset om vinteren. Eva led under kulden og sneen, og da naturen så hendes lidelser, besluttede den at opmuntre pigen og forvandlede nogle af de blide snefnug til lige så blide og elegante blomster. Siden da, i slutningen af vinteren eller det tidlige forår, bliver jorden dækket af velduftende, fine, raffinerede vintergækker.

Vintergækken er en typisk forårsblomst. Den blomstrer under snesmeltningen, og da denne periode falder på forskellige tidspunkter i forskellige regioner, kan den glæde med elegante miniatureblomsterstande fra den sidste uge af februar til midten af april – afhængigt af hvilken klimazone den vokser i.

Vintergækkens videnskabelige navn er Galanthus, det er dannet af to græske rødder – gala og anthos, som oversat betyder 'mælkeblomst'.

Kemisk sammensætning

Man skal være på vagt over for denne smukke, skrøbelige blomst: sagen er, at hver del indeholder en hel gruppe af alkaloider bestående af 37 stoffer – dette er nivalin, lycorin, galantin, tazettin samt den mest efterspurgte galantamin. Den største koncentration findes i løget. Galantamin har evnen til at påvirke centralnervesystemet ved at stimulere aktiviteten i hjerne- og rygmarvsceller, hvorfor denne plante bruges i officiel medicin.

Nivalin er også blevet brugt i medicinsk øjemed i lang tid. Især brugte tibetanske munke det til at lindre kramper i benenes blodkar og til at behandle kræft, hvilket dog ikke har fundet anvendelse i officiel medicin.

Hvis man ser på den samlede fordeling af alkaloider i planten, skal det bemærkes, at tazettin dominerer i løgene, mens lycorin dominerer i bladene.

Den næste bestanddel af vintergækken er garvestoffer. Deres særlige egenskab er evnen til at neutralisere kræftfremkaldende stoffer, befri tarmen for toksiner og beskytte mave-tarmkanalen mod betændelse samt standse blødninger.

Organiske syrer, som også er en ingrediens i denne lægeplante, understøtter immunsystemet og syre-base-balancen i den menneskelige krop, forbedrer tarmfunktionen og stimulerer syntesen af mavesaft.

I forskellige dele af vintergækken findes der også mineralske forbindelser, sukkerarter, lipider og vitaminer, men deres egenskaber bliver ikke brugt i praksis.

Hvordan ser den ud, og hvor vokser den

Botanikere klassificerer vintergæk som en flerårig løgplante. Dens vækstsæson er kort – kun få uger. Først glæder den med sarte blomster, efter et par uger visner de, og derefter visner også bladene hurtigt.

Vintergækkens løg er lille – 2 til 3 cm. Det er dannet af sidste års og forrige års skæl, og det har også en fornyelsesknopp. Skællene dannes hvert år – tre pr. sæson. I deres aksler gemmer løgets yngelløg sig.

Hvert forår kommer der lange, lineære blade i en tæt buket fra løgene. Samtidig dukker knopperne frem. Deres blomsterstilke vokser højere end bladene, som nærmest træder i baggrunden for at lade verden beundre de første smukke blomster. Men efter afblomstringen begynder bladene at vokse aktivt og kan nå en længde på 20 cm og en bredde på op til 3 cm. Bladspidserne hos forskellige vintergækarter er enten spidse eller afrundede.

Bladfarven kan være både lysegrøn, endda med et let gulligt skær, og mørkegrøn. Bladpladerne ser matte og skinnende ud, som om de er dækket af et fedt- eller vokslag. Nogle plantearter har glatte blade, andre har rynkede blade.

Blomsterstilken er rørformet, normalt skinnende. Dækbladet består af tre ydre, hvide kronblade, ret lange – op til 3 cm – og tre indre.

Støvdragerne sidder dybt inde i blomsten. Planten bestøves af de første tidlige insekter – bier, fluer, sommerfugle. Allerede i maj modner frugten – en ret kødfuld, saftig kapsel, inden i hvilken, bag klapperne, gemmer sig runde frø.

Vintergækken vokser i hele Europa, undtagen i de barske nordlige områder, samt i regionerne i Lilleasien. Især mange varianter af planten findes i Kaukasus. Det er netop Kaukasus' forland, der anses for at være vintergækkens hjemegn, hvorfra den har spredt sig til andre områder.

Arter

Vintergækken omfatter 19 varianter, hvoraf mere end halvdelen – 12 – vokser i Rusland og de nærliggende lande.

Voronovs vintergæk har fået sit navn efter den store kender af Kaukasus' planter, botanikeren J. N. Voronov. Det er netop denne variant af planten, der dyrkes og anvendes til medicinske formål. Den udmærker sig ved skinnende, klart grønne blade med et let gulligt skær. Bladene er let foldet på langs, så der på undersiden er en såkaldt køl. Efter blomstring vokser bladene op til 22 cm, bøjer væk fra midten, hvor blomsterstilken befinder sig, og krøller i den retning, de bøjer.

Blomsterstilken vokser op til 15 cm høj, på den sidder en blomst på omkring 4,5 cm. Blomstringsperioden for Voronovs vintergæk er februar eller begyndelsen af marts. Frugterne modner i maj, og allerede i juni dør planten.

Denne variation af vintergæk findes kun i Kaukasus. Dens udbredelse strækker sig langs Sortehavets østkyst og en smule ind i Tyrkiet. Den holder sig tæt på grænsen mellem vand og land, men tættere på de sydlige områder kan den stige op i bjergene omkring 40 km fra kysten. Dens element er fugtige løvskove.

Hvid vintergæk karakteriseres af blågrønne blade, der synes dækket af et voksagtigt lag. Efter blomstring strækker de sig op til 25 cm. I enden af de hvide kronblade er der en grøn plet i form af en hestesko.

Da dens udbredelsesområde er ret bredt – fra landene i Central- og Østeuropa til Transkaukasien – er blomstringstiden strækket, efterhånden som man bevæger sig fra syd til mere nordlige regioner – fra januar til april.

I naturen beundres den af indbyggerne i mange europæiske lande – fra Tyskland, som er den nordligste stat, hvor hvid vintergæk vokser, til Italien, inklusive Sicilien. De sydligste breddegrader, hvor denne plante ikke er sjælden, er Tyrkiet. I Rusland er den let at finde i regionerne ved den sydlige del af Don-floden.

Hvid vintergæk kan ses både i skovbryn eller i kratbuske og på åbne områder – fra foden af bjergene til den alpine bjergzone. Denne plante er den tidligste honningplante i naturen, hvor bier indsamler nektar allerede i februar.

Smallbladet vintergæk ligner meget sin slægtning – hvid vintergæk – men er mere miniature. Den findes kun i Kabardino-Balkaria – vokser blandt buske på nordlige skråninger af bjerge i en ret høj højde – op til 700 m over havet. På grund af massiv indsamling til buketter er planten truet af udryddelse og er derfor opført i Ruslands Røde Bog.

Elwes' vintergæk er opkaldt efter den engelske botaniker Henry John Elwes. Det var han, der i 1874 først fandt og beskrev denne plantevariant. Dens blade kan være både grønne og blågrønne, med en lille hætte i toppen. Blomsterne er små, med kronblade op til 2 cm lange, med en grøn plet i bunden og i toppen. Den er udbredt i Bulgarien, i de østlige områder af det tidligere Jugoslavien, i alle undtagen de østlige regioner af Tyrkiet og på øerne i Det Ægæiske Hav. Den bruges bredt i havearbejde som prydplante.

Fladbladet vintergæk kan kun findes på bjergenge og kløftskråninger i Nordossetien og Georgien; andre steder i verden vokser den ikke. Dens løg er et af de største blandt alle vintergækarter – op til 5 cm langt og omkring 4 cm i diameter, med hvide skæl. De skinnende blade er mørkegrønne, flade og brede med en tydelig bladstilk. De vokser efter blomstring op til 25 cm, med en bredde på over 3,5 cm. Blomsterstilken fortsætter efter blomstring at vokse og når op til 22 cm, mens den normalt ikke overstiger 15 cm. Blomstringsperioden for fladbladet vintergæk er april og maj.

Foldet sneklokke karakteriseres ved bruskagtige, foldede, stumpe, blågrønne blade. De synes dækket af et vokslag, og efter blomstring bliver de fedtede. Blomsterstilken er også som dækket af voks, blomsterne er store med kronblade op til 5 cm. I starten er kronbladene betydeligt længere end blomsterstilken, men den fortsætter med at vokse under blomstringen og når til sidst den rette længde.

Sneklokken blomstrer i marts og april og har en dyb og stærk duft. Dens udbredelsesområde er bjergene og forbjergene i Moldova, Krim og Rumænien, hvor den vokser på skovbryn og i krat. Denne variant er så populær blandt gartnere, at de har udviklet 10 sorter af prydsneklokke på dens basis, som har slået sig godt ned i russiske haver.

Dronning Olgas sneklokke har et meget lille ovalt løg – ikke mere end 2 cm i længden og 1,5 cm i diameter. Denne sneklokkeart adskiller sig ved, at bladene kommer frem ikke om foråret, men om efteråret, langt efter blomstringen, i september og oktober. Blomsterne er mellemstore, med kronblade op til 2,5 cm lange. Denne sneklokke vokser på skovbryn af gran- og ædelgraneskove i det sydlige Grækenland.

Indsamling og opbevaring

Fra et medicinsk synspunkt anses sneklokkens løg for at være mest værdifuldt; det indsamles i april eller maj. Men da sneklokken anerkendes som en truet plante, og mange af dens arter er opført i den føderale og regionale Rødliste, er det bedre at samle de overjordiske dele – blomster og blade. De har også mange helbredende egenskaber.

Det er vigtigt ikke at tage fejl og kun plukke planten, hvis man er helt sikker på, at det er en sneklokke. Den bedste fremgangsmåde er at tage til steder, hvor sneklokken vokser i massevis, ret tæt og kompakt.

Før man tager af sted for at indsamle lægeplanten, skal man anskaffe sig handsker, som man samler råmaterialet i, for ikke at blive forgiftet af de potente stoffer, der findes i løg, blade og blomster.

Vælg solrigt, varmt og klart vejr til indsamlingen. Det er bedst at begynde arbejdet før middag, når duggen er fordampet.

Den præcise dato for indsamling af lægemidleråmateriale skal bestemmes ud fra, i hvilken stadium blomsten er ved at springe ud. Det er bedst ikke at vente for længe og begynde indsamlingen, lige når knopperne er sprunget ud. Man må under ingen omstændigheder vente, til blomstringen nærmer sig sin afslutning, og frøkapslerne begynder at dannes.

Man skal ikke samle alle planter i træk – i så fald vil bestanden af sneklokke på stedet aldrig komme sig. Løgene rystes grundigt fri for jord efter optagning, rødderne klippes af med en beskæresaks, råmaterialet skylles og bruges friskt. Man kan lave saft eller vand- og spritudtræk af løgene.

Den grønne del af planterne skal også klippes under blomstringen, spredes ud på papir eller bomuldsstof på en godt ventileret veranda eller blot under et halvtag, så regn ikke kommer på. Når det er tørret, males det til pulver, som man derefter kan lave afkog og vandudtræk af. Opbevares i godt lukkede glasbeholdere i et år.

Før du tilbereder helbredende blandinger af lægeurter, skal du sikre dig, at urten ikke er fordærvet. Når du åbner beholderen, hvor pulveret opbevares, skal du lugte til det. Der må ikke være nogen fremmed lugt – kun plantens aroma. Du skal også være opmærksom på udseende og farve og kun bruge det råmateriale, der er fejlfrit bevaret.

Vintergækkens helbredende egenskaber

I vintergækken er alkaloidet galantamin af størst medicinsk interesse. Det er den vigtigste bestanddel af planten, som behandlingsmetoderne er baseret på.

1. Galantamin anses som det eneste middel til behandling af symptomer på polio og cerebral parese. Alkaloidet er også anerkendt for sin effektivitet mod lidelser som radiculitis, polyneuritis, myopati samt til genoptræning efter alvorlige skader på bevægelsesnerver, især under heling efter trafikulykker. Dets anvendelse skyldes galantamins evne til at genoprette forbindelsen mellem nervesystemet og musklerne, hvilket spiller en vigtig rolle i at forbedre mobiliteten af arme og ben. Vintergækkens effektivitet blev desuden bekræftet mange gange i praksis under polioepidemien efter Anden Verdenskrig, hvor der simpelthen ikke fandtes andre midler mod denne frygtede sygdom.
2. Præparater baseret på vintergække, tilberedt af alle dens dele – fra løg til blomster – hjælper med at reducere hyppigheden af epileptiske anfald, lindre kramper, berolige nerverne, dæmpe hysteriske tilstande, kurere søvnløshed og fremme en sund og dyb søvn.
3. Takket være galantamins evne til at sænke blodtrykket, bruges det til behandling af tidlige stadier af forhøjet blodtryk. Hjertesygdomme er et andet anvendelsesområde for denne lægeplante.
4. Galantamin fremmer tarmens peristaltik og stimulerer spytproduktionen, så det kan bruges til at forbedre fordøjelsen. I gynækologi er vintergækkens alkaloid også efterspurgt: det hjælper med at lindre betændelse i de kvindelige kønsorganer og afhjælpe problemer med menstruationscyklussen, især når de er forbundet med sparsomme og smertefulde menstruationer.
5. Vintergækken viser gode resultater som middel mod hudproblemer som svampeinfektioner eller skab, da denne lægeplante har antimykotiske egenskaber.
6. Præparater baseret på vintergække klarer også godt furunkler og bylder, idet deres virkning er baseret på den antiseptiske effekt, som er karakteristisk for alkaloidet galantamin. Til at eliminere disse problemer anvendes der udvortes afkog og tinkturer af vintergække. Takket være den antiseptiske effekt bruges de også indvortes – de anvendes som et supplement til behandling af forkølelse og bronkitis. Ved ondt i halsen kan man gurgle med præparater fra denne plante.

Vintergæk i folkemedicinen

Mest almindeligt ordinerer folkemedicinere præparater af vintergæk eksternt, og det er normalt alkohol- eller vandekstrakter af løg eller grønne dele af planten. Men i deres helbredende arsenal er der også midler til intern brug.

Det er vigtigt ikke at glemme efter ekstern brug af helbredende præparater baseret på vintergæk at skylle de påførte områder og hænder med vand – for at undgå ubehagelige symptomer på forgiftning.

Mod bylder og fnat

Til fremstilling af denne tinktur skal du bruge vintergækløg. Til 10 g løg tages 1 liter ufortyndet medicinsk alkohol. Hak løgene let med en kniv (gør dette med handsker for at undgå forgiftning) og hæld alkohol over i en ren glasbeholder – for eksempel en krukke. Luk krukken tæt og stil den til at trække i en måned på et mørkt, køligt sted. Når tinkturen er klar, si den og opbevar den, og sørg for at mærke krukken, at det er et giftigt stof.

Denne blanding bruges til at behandle huden ved svampeinfektioner samt ved bylder eller fnat.

Mod ledsmerter

Til fremstilling af en tinktur, der lindrer smerter i store og små led samt ved iskias, kan du tage 50 g løg eller 100 g blade. Hak det medicinske råmateriale og hæld ren medicinsk alkohol over (én liter). Stil til side på et mørkt, koldt sted i en måned for at trække. Filtrer derefter og brug som kompress. For at undgå at brænde huden, må kompressen ikke påføres i mere end 15 minutter. Du kan også blot gnide tinkturen på de ømme steder.

Til forbedring af binyrefunktionen

Med henblik på at normalisere binyrefunktionen anvendes en tinktur af blomster. Saml en hel del – omkring 80 g blomster inklusive blomsterstilke. Hæld frisk materiale i en glas- eller keramikbeholder med en halv liter kvalitetsvodka. Lad det trække på et sted, hvor beholderen ikke udsættes for sollys, i 40 dage. Si derefter tinkturen og tag den 3 gange dagligt før måltider. Den enkelte dosis er højst 20 dråber. For at forbedre smagen kan du kombinere indtagelsen med en halv teskefuld honning.

Til behandling af svamp

I lang tid har kloge folk brugt en kold vandinfusion af vintergæk til at bekæmpe svampeinfektioner i huden. Til fremstillingen skal du hælde 3 liter koldt vand over friskplukkede blade (tre små bundter) og lade stå i 12 timer. Herefter er blandingen til fodbade klar. Forbered det bedst om morgenen, så du kan bruge det hver aften – indtil symptomerne på svampeinfektionen forsvinder. Behandlingens varighed er op til 20-30 minutter. Før du sætter fødderne i midlet, skal det varmes op til en behagelig temperatur.

Mod smerter i led

Et afkog af plantens blade og blomster er effektivt mod ledsmerter – både store og små. Til at lave det skal du bruge plantens overjordiske dele – blade og blomster. Kog en god håndfuld af planten i en kvart time i en halv liter vand. Når det er afkølet til lunt, si det, fugt gaze eller et bomuldsklæde i den helbredende blanding, og læg det som en kompres på problemområderne. Lad ikke kompressen sidde i mere end 15 minutter – der kan opstå forbrændinger. Det er bedst at udføre proceduren inden sengetid, så du derefter straks kan pakke det ømme led ind i et varmt sjal eller tørklæde hele natten.

Mod blærebetændelse og nyrebækkenbetændelse

Vintergæk bruges af folkemedicinere til behandling af inflammation i udskillelsessystemet – nyrer og blære – såsom blærebetændelse eller pyelonefrit. Denne blanding kan også hjælpe mod enurese eller hyppig og ukontrolleret vandladning. For at lave den skal du bruge pulver af tørrede blade og blomster fra planten. Hæld 300 ml kogende vand over 10 g af det helbredende pulver, og sæt blandingen i vandbad i 20 minutter. Tag det af, afkøl og si det. Drik 5 g (eller en teskefuld) 3 gange dagligt. Samtidig med at du tager denne medicin, skal du drikke rigeligt med væske. Resultatet vil være en vellykket udskillelse af infektion fra nyrer og blære.

Salve mod ledsmerter

Med alle forholdsregler skal du rive eller blend et glas løg af lægeplanten. Bland den resulterende grød med gedefedt (5 glas) i et varmebestandigt fad. Dæk til og sæt i ovnen i 3 timer ved cirka 150 grader. Når salven er afkølet, kan den bruges ikke kun til at lindre ledsmerter, men også til behandling af hudproblemer – fnat, svampeinfektioner, bylder. Den skal bruges dagligt – inden du går i seng om natten. Antallet af behandlinger afhænger af sygdommens varighed; fortsæt indgnidningen, indtil symptomerne forsvinder.

Til behandling af hudproblemer

Saml vintergækblomster (et glas), og kør dem gennem en kødhakker. Fordel den resulterende grød i et jævnt lag på et bomuldstykke, og læg det som en kompres på det ømme led eller på den svampeinficerede hud. Dæk med plastfolie. Behandlingens varighed er 15 minutter.

Mod akutte ledsmerter

Blend en håndfuld vintergækblomster (med blomsterstilke). Læg grøden som en applikation på det led, der giver dig ubehag. Efter 15 minutter skylles det helbredende middel af med rent vand. Vintergækken fjerner smerte og reducerer inflammation.

Mod tandpine

Hvis du har ondt i tanden, eller kinden hæver, efter at tandlægen har fjernet en tand, kan en mundskylning med fortyndet drivåbentinktur hjælpe. Dette middel skal tilberedes på en særlig måde. Hæld vodka (0,5 l) over 80 blomster af lægeplanten. Stil flasken med blandingen på en solrig vindueskarm i 40 dage. Ryst tinkturen dagligt. Når den er klar, filtrer væsken og opbevar den – nu på et mørkt og køligt sted. Til mundskylning fortyndes en teskefuld af midlet i kogt vand. På den ømme tand kan du lægge en kompres af gaze vædet i tinktur i 15 minutter.

For at forstærke den helbredende effekt suppleres proceduren med indtagelse af midlet internt: 3 gange dagligt, før måltider, drik 20 dråber. Skyl ned med vand med honning opløst deri (en halv teskefuld per 100 ml væske).

Mod lumbago

Dette middel bruges ikke kun mod iskias og gigt, men også mod atoni i tarmen. Tag 20 g tørt pulver af lægeplanten, hæld 0,5 l kogende vand over og hold det i vandbad i 15 minutter. Afkøl, filtrer og tag en teskefuld 2-3 gange dagligt. Behandlingens varighed afhænger af sygdommens fremskredenhed og sværhedsgrad. Stop indtagelsen efter fuld helbredelse. Den samme blanding kan også bruges til at lindre tilstanden ved polio, cerebral parese og kræftsygdomme – men kun som supplement til apoteksmedicin, ordineret af den behandlende læge.

Typer af helbredende blandinger

Infusion

Koldt udtræk af drivåben bruges til bade, der anbefales til behandling af hudsygdomme. Til 5 l vand tages 3 store bundter af blade og blomsterstilke med blomster af lægeplanten. Hæld vand over og lad det trække i 12 timer. Før badet filtreres væsken og hældes i badevandet. Læg dig i det helbredende vand i 15 minutter ved en behagelig temperatur. Meget varmt vand er ikke egnet til badet. Efter behandlingen skyl dig under bruseren.

Tinktur

To små buketter drivåben enten kværnes i en kødhakker eller blendes til en grødet masse. Hæld et glas god vodka over. Lad midlet trække i 10 dage på et køligt, mørkt sted. Filtrer og gnid den resulterende tinktur på ømme knæ, skulder- eller albueled, lænd, fingre. Denne helbredende blanding hjælper både mod akutte smerter og trækkende smerter, og lindrer også tilstanden, hvis benene føles tunge.

Afkog

En kop hakket frisk drivåbengrønt (blade og blomster med stilke) koges i 15 minutter i en halv liter vand, med tæt låg. Efter afkøling filtreres, væd gaze eller blødt bomuldsstof i afkoget og læg det som en bandage på betændte led eller hudområder, der er ramt af svamp eller fnat. Efter 15 minutter fjernes bandagen. Hvis midlet blev brugt til behandling af et led, er det bedst at pakke det ind i et varmt tørklæde efter proceduren. Der er ikke behov for varm indpakning, hvis der behandles hudproblemer.

Kontraindikationer for brug

Før du begynder at behandle dig selv derhjemme med helbredende præparater baseret på vintergæk, bør du rådføre dig med din læge.

Ved intern brug af midlet fra lægeplanten er det vigtigt at overholde præcis dosering og administrationsplan. Overdosering er ekstremt farlig, fordi planten indeholder alkaloider.

Midler baseret på vintergæk må ikke anvendes af patienter, der for nylig har haft et epilepsianfald, eller til dem, der er diagnosticeret med følgende: angina pectoris, hypertension i andet eller tredje stadium, iskæmisk hjertesygdom – det kan forårsage hjerterytmeforstyrrelser. I stedet for gavn vil præparater med vintergæk skade dem, der har bronkial astma eller ofte lider af tarmkolik og hyperkinesi.

Vintergæk må absolut ikke anvendes af gravide kvinder og ammende mødre. Børn under 16 år må heller ikke bruge midler baseret på det.

Ekstern brug af præparater med vintergæk kan forårsage forbrændinger hos personer med følsom hud. Derfor bør du ikke lade kompresser sidde i mere end et kvarter.

Præparater baseret på denne lægeplante må under ingen omstændigheder bruges blot til forebyggelse; det er et stærkt lægemiddel.

I tilfælde af overdosering kan der ske alvorlig forgiftning på grund af galantamin, som findes i vintergæk. Dette vil straks vise sig som svimmelhed, savlen og langsom hjerterytme.

Foto af vintergæk