Lyng: medicinske egenskaber og kontraindikationer

Lyng er en plante, som officielt ikke betragtes som farmakopé. Men i folkemedicinen anvendes den med stor succes til behandling af mange forskellige sygdomme.

Kemisk sammensætning

Lyngens helbredende egenskaber skyldes den kemiske sammensætning af dens blomster og skud. I folkemedicinen anvendes plantens rødder også nogle gange, men oftest dens overjordiske del. De mest værdifulde råmaterialer anses for at være blomsterne, som vokser på skudspidserne. De indeholder:

1. Flavonoider (hovedsageligt quercetin og dets derivater) med antiinflammatoriske og antioxidative egenskaber.
2. Fytosteroler, dvs. plantehormonlignende stoffer (i dette tilfælde med egenskaber til at erstatte steroidforbindelser).
3. Organiske syrer, hovedsageligt chlorogensyre og koffeinsyre. Førstnævnte reducerer risikoen for hjerte-kar-sygdomme, har aktivitet mod Staphylococcus aureus og Escherichia coli, og har hepatobeskytende og antitumoreffekt. Koffeinsyre har til gengæld antiinflammatoriske samt immunmodulerende egenskaber. Den hæmmer også carcinogenese.
4. Glykosider, hovedsageligt arbutin, som er et naturligt antiseptisk middel. I kosmetik bruges det også til at lysne huden, men i afkog og infusioner af lyng er indholdet lige nok til at genoprette en sund hudfarve.
5. Garvesyrer, vitaminer, mineraler, der deltager i forskellige biokemiske processer i kroppen.

Som medicinsk råmateriale kan de øverste dele af skuddene også anvendes. De indeholder den allerede nævnte flavonoid quercetin og herbacetin, som har lignende egenskaber. De indeholder også garvesyrer. Skuddene indeholder også organiske syrer, men hovedsageligt citronsyre og fumarsyre, som i deres egenskaber er ringere end koffeinsyre og chlorogensyre.

Hvordan ser den ud, og hvor vokser den

I naturen er lyng en relativt lav, krybende busk. Højden er kun 30-100 cm. Bladene på denne plante er små, trekantede, ca. 2 mm brede og op til 2,5 mm lange. Bladstilk mangler.

Lyng blomstrer meget smukt, dets klokkeformede blomster er samlet i en ensidig klase. De kan være bleglilla eller have en mættet nuance, der findes også hvid lyng, men den betragtes som en sjældenhed (måske er det derfor, den i gamle dage blev tillagt særlige magiske og helbredende egenskaber).

Lyngens frugt er en lille kapsel, der indeholder mange små frø. Men denne plante formeres ikke med frø, men ved deling af rødder, der opstår på buskens sidegrene. Når de brækker af, slår de rod og bliver med tiden selvstændige buske.

For de fleste mennesker forbindes lyng med England og Skotland. Storbritanniens lyngheder udgør bestemt et meget malerisk syn (og er i øvrigt unikke økosystemer). I naturen vokser lyng dog også i andre europæiske lande, samt i Nordafrika, nogle områder af Grønland, Nordamerika og endda i Asien. I Rusland findes den vildtvoksende i Sibirien og på den europæiske del af territoriet. Men i dag dyrkes lyng ofte bevidst i haver.

I naturen findes den sjældent på heder, men foretrækker tætte krat, fyrreskove og mosemarker.

Arter

Det skal bemærkes, at almindelig lyng set fra et botanisk synspunkt er den eneste repræsentant for slægten Lyng. Men selve slægten tilhører en temmelig stor familie, som omfatter omkring 4.000 buske, træer og endda urter.

Alle de lyngarter, der findes i haver i dag, er specielt fremavlede sorter, der adskiller sig i højde, blomsterfarve og blomstringstid. Eksempler herpå er:

1. Prydlyng, som når en højde på 50 cm. Dens blomster kan være purpurrøde, lilla eller hvide. Det er en lav busk, og den dyrkes ofte indendørs – under sådanne forhold blomstrer den fra efteråret til januar.
2. Trælyng er snarere et træ, selvom det ligner en busk. Det kan blive op til 5 m højt. Det blomstrer i marts-april med hvide blomsterstande, der har en behagelig duft. Det er en af de ældste havesorter, fremavlet allerede i 1658.
3. Rosa lyng er en smuk busk, som kan være op til 50 cm i diameter. Højden når højst 90 cm. Stammen er tynd, og grenene er stive. Den blomstrer i april-juni med klokkeformede blomster samlet i lange klaser af mættet rød eller lyserød farve. Den anses for at være en fremragende honningplante.
4. Elegant lyng. Dens hjemland anses for at være Sydafrika. Det er en lav busk (50 cm). Blomsterne er bægerformede, meget talrige, og de er samlet i en blomsterstand, der mere minder om en kugle. Denne sort tåler ikke frost godt; den dyrkes oftere i en vinterhave.

Blandt de populære sorter findes også lyng Carmen og Hamilton. Den første af disse sorter har rosa-violette blomster og er en lavtvoksende plante – dens højde overstiger ikke 40 cm. Hamilton er en engelsk sort, fremavlet i 1935. Den anses også for at være lavtvoksende, og dens vigtigste kendetegn er blomsternes fyldige struktur. I alt findes der over 300 sorter af denne plante.

Indsamling og opbevaring

Som medicinsk råmateriale indsamles plantens overjordiske del. Det menes, at blomsterstandene har de stærkeste helbredende egenskaber. Men de skæres normalt af sammen med skudspidserne, hvortil der bruges en beskæresaks. Råmaterialet skal samles i plantens aktive blomstringsperiode, for de fleste sorter er det august.

Råmaterialet sorteres nødvendigvis og tørres derefter ved at sprede det i et tyndt lag på bomuld eller papir (men ikke på aviser, for at undgå at tryksværte kommer på kronbladene). Råmaterialet tørres bedst under åben himmel, men i skyggen. Et loftsrum (forudsat at det er godt ventileret) duer også. Efter et par dages tørring falder blomster og blade let af grenene. De er det mest værdifulde råmateriale. Senere skal det opbevares i papirposer eller lærredsposer et mørkt og tørt sted.

Sjældnere bruges rødderne som medicinsk råmateriale. Men hvis det er dem, der er brug for, graves de op i slutningen af oktober. Man skal handle forsigtigt for ikke at beskadige jordstænglen. Rødderne renses for jord, vaskes og tørres derefter på sædvanlig vis.

Hvad er forskellen mellem lyng og enebær

Faktisk er hedelyng og enebær to helt forskellige planter. Udseendemæssigt ligner de slet ikke hinanden, og forvirringen opstår, fordi det gamle slaviske navn for enebær – veres – stadig er i brug i mange regioner.

Enebær er et nåletræ. I varmt klima kan det blomstre to gange om året, hvorefter der kommer kogler med en karakteristisk duft og blågrå nuance. Nålene er mørkegrønne, og hver nål er 5–25 mm lang, så de er endda længere end hedelyngens blade.

Lyngens medicinske egenskaber

Hedelyng har helbredende egenskaber, hvoraf mange er bekræftet af videnskabelige undersøgelser. Især er det fastslået, at planten:

1. Fremmer udskillelsen af overskydende urinsyre, hvilket er meget nyttigt ved urinsyregigt (podagra).
2. Har antiinflammatorisk og antibakteriel virkning, hvilket gør det muligt at anvende det ved pyelonefritis og andre nyresygdomme.
3. Har egenskaber som et mildt vanddrivende middel, hvilket gør det i stand til at håndtere hævelser.
4. Har slimløsende og sveddrivende egenskaber. Derfor kan afkog og teer af hedelyng anvendes ved akutte luftvejsinfektioner og sygdomme i luftvejene, som ledsages af hoste.
5. Forbedrer blodets koagulation.
6. Har en mild beroligende virkning og bekæmper søvnforstyrrelser.

Garvesyrerne og visse andre forbindelser i denne plante har sammentrækkende og omsluttende egenskaber. Derfor anvendes den i den farmaceutiske industri til fremstilling af forskellige lægemidler, herunder dem, der er beregnet til behandling af fordøjelsesorganerne. Desuden bruges hedelyng, på grund af det relativt høje indhold af glykosider, som råmateriale til medicin, der stimulerer hjerte-kar-systemet. Dets ekstrakt anvendes også til behandling af inflammatoriske sygdomme i mundhulen.

For kvinder

For kvinder er lyng interessant, fordi den indeholder mange antioxidanter, herunder provitamin A og anthocyaniner (som giver de lilla blomster deres karakteristiske farve). Alle disse stoffer hjælper med at bremse processerne for tidlig aldring.

Lyngens antiinflammatoriske egenskaber gør det også nyttigt til behandling af visse sygdomme i bækkenorganerne.

Fytosterolerne i blomsterne gør denne plante til et fremragende middel ved overgangsalder eller smertefulde menstruationer (oftest brygges dette råmateriale som te i sådanne tilfælde).

For mænd

Som bekendt står det stærke køn oftere over for sygdommen podagra. Den er forårsaget af overskydende produktion af urinsyre og ledsages af meget smertefulde fornemmelser i de små led, især på tæerne. Det særlige ved lyng er netop, at den undertrykker overskydende produktion af urinsyre, dvs. fjerner selve årsagen til sygdommen. Og samtidig har den smertestillende egenskaber, hvilket gør det muligt at forbedre patientens tilstand.

Desuden hæmmer de organiske syrer i lyng tumorens vækst, hvilket er meget vigtigt ved sygdomme som adenom og prostatitis.

Under graviditet

Vordende mødre står ofte over for problemer med hævelse og nyresygdomme forårsaget af, at den voksende livmoder komprimerer alle indre organer. I sådanne tilfælde er det farligt at tage færdige farmaceutiske præparater, da de kan påvirke barnets tilstand negativt. Men lyng har ingen kontraindikationer, samtidig lindrer den betændelse og har en mild vanddrivende effekt, hvilket hjælper med at bekæmpe pyelonefritis og eliminere hævelse.

For børn

Til små børn anbefales det ikke at give lynginfusioner og -afkog samt honning for ikke at fremkalde en allergisk reaktion. Man kan først begynde at bruge disse midler, når barnet er mindst 3 år gammelt. Derefter gives lyngte til let ophidsede børn som et mildt beroligende middel. Det bruges til at behandle luftvejssygdomme.

Lyng i folkemedicinen

Selvom officiel videnskab fortsætter med at forske i lyng og endnu ikke har optaget den på listen over lægeurter, har den været brugt i folkemedicinen siden oldtiden. Herunder anvendes lyng ved følgende sygdomme:

1. Blære- og nyrebetændelse, kronisk pyelonefritis. I sådanne tilfælde tilberedes afkoget som følger – 2 teskefulde tør knust råmateriale hældes med et glas lige kogende vand og trækkes i 15 minutter i vandbad, derefter lader man det stå under lukket låg, indtil det er kølet af. Midlet drikkes lidt efter lidt i løbet af dagen.
2. Ledpatologier af inflammatorisk karakter (artritis, gigt, polyartritis). Man kan drikke et afkog tilberedt efter opskriften ovenfor. Men til behandling af disse patologier anvendes også kompresser. Til dem tager man 1 spsk. tørrede blomster til 300 ml kogende vand (det er halvanden kop) og lader det trække i en termokande i 2 timer. Kompressen laves af gazesvøb foldet i flere lag, som dyppes i den varme infusion, vrides let og lægges på det angrebne led, fikseret med en elastisk bandage og dækket med uldent stof eller et tørklæde. Kompressen efterlades i 30–60 minutter. Proceduren gentages dagligt.
3. Stomatitis, inflammatoriske sygdomme i tandkød eller tunge. Afkoget tilberedes således: 2 spsk. tørrede blomster hældes med 0,4 L kogende vand, holdes i vandbad i 15 minutter og afkøles. Tilberedningsmetoden er den samme, men afkoget bliver mere koncentreret. Med dette middel skylle man hals og mundhule hver 2-3 time. Man kan også lave mundbade ved blot at tage væske i munden og holde den i 3-5 minutter (derefter spytte den ud, tage en ny portion og gentage proceduren).
4. Halsbetændelse, tonsillitis, andre halssygdomme. Man bruger også varmt lyngafkog til skylning.
5. Bronkial astma og luftvejsinflammationer. Lyngte tilberedes som følger: 1 tsk. blade og blomster hældes med en kop kogende vand og trækker i 10-15 minutter. Selvom det menes, at det er bedre at drikke en kop af denne te om aftenen, da den har en beroligende virkning, bør man ikke gøre det lige før sengetid (drikken har en vanddrivende effekt). Det er bedre at drikke teen et par timer før sengetid.
6. Colitis, diarré, mavesmerter relateret til irritabel tyktarm. I sådanne tilfælde drikker man også lyngte – højst en kop om dagen.
7. For at opnå en vanddrivende effekt indtages 100 ml lyng-honning tilberedt efter opskriften nedenfor. Dette middel anses også for effektivt til at fjerne sten fra blære og nyrer, men kun hvis stenene er små.
8. Lidelser i nervesystemet, hudsygdomme, artritis og gigt. Anbefales bade baseret på lyng. Til dem kræves en infusion i store mængder og med høj koncentration. Til tilberedning tages en halv kop tørret blomstermateriale til 5 L varmt vand, der lige har kogt. Infusionen trækker i en halv time, filtreres derefter gennem gaze og hældes i badekarret. Vandbehandlingens varighed bør ikke overstige 20 minutter. Det er bedst at gøre det om aftenen, gerne hver dag, da det ikke har nogen bivirkninger.
9. Hudsygdomme. Til behandling kan der anvendes pulver af tørret lyng. Hertil bruges både blomster og blade, som males næsten til støv. Dette pulver drysses på et sår, der ikke heler, og der lægges en steril bandage ovenpå. Lyngpulveret virker som en naturlig antibiotikum. Proceduren gentages dagligt, indtil såret heler. Dette pulver kan også blandes i helbredende salver, som bruges til heling af forbrændinger.

De ovenfor beskrevne kompresser anvendes også ved allergisk udslæt, dermatitis og eksem. De anses for at være et effektivt middel mod helvedesild, forbrændinger og overfladiske sår.

Lynghonning (et biavlsprodukt, ikke en drik lavet på planten) kan virke som et beroligende middel. Det er nok at tage 1 teskefuld om dagen, helst om aftenen.

I folkemedicinen kan også lyngsaft anvendes, som fås fra friskt materiale, ikke tørret. Den bruges hovedsageligt til skylning af munden og halsen og til behandling af stomatitis og tandkødssygdomme. Samtidig tages den også internt – den anses for at være et godt middel til at normalisere blodsukkerniveauet. Men den kan også bruges eksternt, herunder til behandling af konjunktivitis.

Typer af helbredende blandinger

Lyng bruges hovedsageligt i form af vand- og spritudtræk samt som afkog eller te (de varierer i koncentration).

Infusion

Dette er et universalmiddel, som hjælper mod alle inflammatoriske sygdomme. Det tilberedes på følgende måde: Man tager 10 g tørrede blomster og hælder et glas kogende vand over. Midlet opvarmes i vandbad ved svag varme i en halv time, hældes derefter over i en termokande i endnu en time, hvorefter det sies. Det kan anvendes til behandling af hjerte-kar-sygdomme, gastritis og andre inflammatoriske processer i mave og tarm. Man drikker 20 ml af midlet fire gange om dagen før hvert måltid.

Tinktur

Til spritudtræk bruges oftest plantens rødder. Det tilberedes således: Til 10 g råmateriale anvendes 50 ml medicinsk sprit. Midlet efterlades på et tørt og mørkt sted i 2 uger, og beholderen tages frem og rystes med mellemrum. Det færdige udtræk sies. Det tages til behandling af prostatitis og tuberkulose, 30-40 dråber 3-4 gange om dagen, umiddelbart før mad, helst fortyndet med en smule vand. Dette middel kan også bruges som et styrkende tilskud ved forkølelse eller bronkitis.

Afkog

I den klassiske version tilberedes det som følger: tag 2 spsk. (20 g) knuste tørrede blade eller blomster og hæld et glas kogende vand over. Afkoget holdes i vandbad i 15 minutter, men må ikke bringes i kog (det er vigtigt, ellers ødelægges de medicinske stoffer i råvaren). Det færdige middel afkøles i 40–45 minutter og filtreres derefter. Dosis afhænger af, hvilken sygdom det bruges til. For eksempel ved nyresten eller leversygdom deles den samlede mængde i 3 lige store portioner og drikkes 2–3 gange om dagen en halv time før måltider.

Te

Lyngte bruges ikke altid til medicinske formål. Nogle gange drikkes det bare for fornøjelsens skyld, og så passer lyngen godt sammen med andre planteindholdsstoffer, for eksempel tørrede jordbær, tyttebær, hindbær eller endda hyben. Men man skal huske, at sidstnævnte forstærker lyngens vanddrivende virkning, så man bør ikke overdrive med sådan en drik.

Til medicinske formål brygges lyngte på klassisk vis, det vil sige tag 1 tsk. tørrede blomster pr. glas kogende vand og lad det trække kort, bogstaveligt talt 10–15 minutter, og filtrer det altid før indtagelse.

Olie

I denne form bruges lyng hovedsageligt til kosmetiske formål samt til behandling af hudsygdomme. Tag en glaskrukke, fyld den 2/3 med friske eller tørrede lyngblomster og hæld helt op med en raffineret planteolie (man kan bruge både olivenolie og solsikkeolie). Lad midlet trække i 15 dage, og ryst det jævnligt.

Anvendelse i kosmetikken

Af blomsterne fremstilles et ekstrakt, som anvendes i vid udstrækning inden for kosmetik, da det indeholder flavonoider, garvesyrer, organiske syrer og æteriske olier. På grund af dette har lyng sårhelende og antiinflammatoriske egenskaber, og det kan desuden bremse ældningsprocessen. Det er også bevist, at lyng er en slags naturlig fotobeskytter, da det kan beskytte huden mod solskoldning. Og generelt kompenserer det for virkningen af ultraviolette stråler, som ofte er årsag til for tidlig aldring. Det er, for så vidt angår hudpleje.

Men lyng er også godt for håret. Det værdsættes hovedsageligt for sin antiseborrheiske effekt. Lyng hjælper jo med at normalisere talgproduktionen, også i hovedbunden, så det er meget gavnligt for fedtet hår, som efter en sådan lotion ser sundt og skinnende ud.

Så inden for kosmetik anvendes produkter baseret på lyng:

• til antibakteriel beskyttelse;
• fjernelse af hudirritation;
• toning af ældende hud;
• stimulering af regenerative processer;
• behandling og forebyggelse af seborré;
• styrkelse af håret;
• som rensende, antiseptisk og sammentrækkende middel ved tilstedeværelse af acne og andre udslæt.

I hjemmekosmetik kan lyng kombineres med andre ingredienser. For eksempel med ekstrakter og æteriske olier af lavendel, malurt, cikorie, mynte, citronmelisse – de bruges ofte sammen til hudpleje. Men i kombination med afkog af brændenælde, humle eller burre vil lyng være meget gavnligt til hårpleje.

I hjemmekosmetik anvendes planten på følgende måde:

1. Til pleje af tør og slap hud bruges lyngolie, tilberedt efter følgende opskrift – en glasbeholder fyldes 2/3 med plantens blomster, derefter hældes oliven-, drue- eller mandelolie på, og den trækker i to uger ved stuetemperatur. Olien bruges til massage. Den smøres på hududslæt, eksem, sår og forbrændinger.
2. Ved akne bruges lynginfusion, tilberedt efter den ovenfor beskrevne opskrift. Huden aftørres med den i stedet for toner to gange dagligt – morgen og aften.
3. På basis af lyngafkog laves omslag, som påføres de berørte hudområder – for eksempel ved eksem eller udslæt.
4. Til bekæmpelse af seborré gnides lynginfusion, tilberedt på den ovenfor beskrevne måde, ind i hovedbunden. Dette gøres cirka en halv time før hårvask. Ved tørt hår gnides lyngolie ind, men den skal derefter skylles meget grundigt ud.
5. For at håret bliver skinnende og sundt, bruges lyngafkog til skylning. Det er nok at gøre dette efter hårvask 1-2 gange om ugen.

I butikker kan man købe lynghydrolat (det vil sige et vandigt ekstrakt), som bruges til at fugte huden og tilsættes forskellige kosmetiske produkter – fra masker og salver til skrub til ansigt og krop.

Derudover bruges lyngafkog eller -infusion til mundskyl – som et terapeutisk og forebyggende middel mod inflammatoriske sygdomme og dårlig ånde.

Hvad er lynghonning godt for

Som regel, når man taler om lynghonning, mener man en drik baseret på denne plante – ligesom den, der nævnes i Robert L. Stevensons ballade. At lave hjemmelavet lynghonning er en ret arbejdskrævende sag. Men resultatet er det værd, da det betragtes som et af de bedste midler mod migræne, som i sin effektivitet og sikkerhed langt overgår ikke-steroide antiinflammatoriske lægemidler.

Lyng honning har også en beroligende effekt og kan endda bruges som et mildt søvnmiddel. Det har en foryngende virkning og giver et energiboost.

I klassisk form tilberedes lyng honning på følgende måde. Man tager tørrede lyngblomster – 2 spsk., blander med 1 spsk. ildurtblomster og 2 spsk. af enhver blomsterhonning. Det hele overhældes med 0,6 L kogende vand og trækker i to døgn.

Den anden version af drikken tilberedes anderledes – man tager 3 håndfulde friske lyngskud med blomster, hælder 2 liter kildevand (eller meget godt renset vand) og koger det længe ved svag varme, indtil plantematerialet falder til bunds. Når afkoget er kølet lidt af, filtreres det, og man tilsætter blomsterhonning (dette gøres i den sidste fase for ikke at ødelægge dens gavnlige stoffer). Honning tilsættes efter smag, så drikken ikke bliver bitter. Det hele blandes, beholderen dækkes med et rent klæde og stilles et mørkt sted ved stuetemperatur, så drikken kan begynde at gære. Først vil den være uklar, men efter nogle måneder bliver den klar – det betyder, at den er færdig. Den drikkes med forsigtighed, fordi den er stærkt berusende.

Nogle lyngsorter er fremragende honningplanter. Ægte lyng honning, den der er et biprodukt, er meget sund. Den har en smuk rødlig farve, en stærk aroma og en let skarp smag. Man kan også kende den på de mange små bobler i dens struktur. Ægte lyng honning betragtes som et fremragende antiseptisk middel. Den bruges også mod bronkial astma og endda lungebetændelse. Urteleger mener, at den effektivt renser blodet for toksiner, og moderne videnskab har bevist dens antimikrobielle egenskaber (selvom den ikke erstatter syntetiske antibakterielle midler). Honningen har også alment styrkende egenskaber.

Kontraindikationer for brug

Lyng anses for at være en sikker plante, den fremkalder sjældent allergiske reaktioner, men man kan ikke helt udelukke denne mulighed. Derfor, hvis symptomer på individuel overfølsomhed opstår (udslæt, hævelse osv.), skal man stoppe med at bruge midlet.

Infusioner og afkog af lyng må ikke bruges mod forstoppelse, da de forværrer situationen. Af samme grund er disse midler kontraindiceret ved gastritis med lav mavesyre – de vil sænke syreniveauet yderligere.

Ved store nyresten eller blæresten anbefales det ikke at bruge midler baseret på lyng, da de ikke kan fjerne stenene, men kun kan bidrage til at blokere kanalerne.

Lyng bruges heller ikke ved gastritis og mavesår, hvis disse sygdomme er i en akut fase. Generelt bør man overveje, at inden man tager nogen af de nævnte midler, bør man først konsultere en læge.

Interessante fakta om lyng

Selvom Skotlands officielle symbol er tidsel, forbinder de fleste faktisk landet med lyngheder. Det er ikke overraskende, da denne plante ofte blev besunget i digte af den skotske digter Robert Burns, og lyngheder optræder også i værker af Brontë-søstrene – for eksempel 'Jane Eyre' og 'Stormfulde Højder', hvor de skaber en romantisk baggrund for de dramaer, der udspiller sig i disse bøger. Men den største berømmelse fik balladen om lyng honning af Robert L. Stevenson.

I lang tid blev opskriften på en sådan mjød (eller skotsk ale) anset for at være tabt. I det 20. århundrede lykkedes det at genoprette fremstillingsteknologien, og drikken bliver lige så aromatisk med en let bitterhed, som forfattere og digtere fra fortiden beskrev.

Der findes endnu en legende om lyng i Skotland. Den fortæller, at ingen plante ønskede at slå sig ned på den golde jord i det bjergrige område undtagen lyngen. Men for dette gav Gud busken ikke kun sejhed, men også en fin aroma og en forunderlig skønhed i blomsterne. Lyngen er faktisk næsten den eneste plante, der blomstrer smukt på sandjord, selvom den næsten ikke indeholder nitrogen og fosfor.

I Skotland blev disse blomster dog også brugt til praktiske formål. Man fik gult farvestof fra dem til traditionelle ternede tartans.

I Skotland mener man, at lyng bringer held. Det er derfor, det ofte indgår i brudebuketter. Desuden bærer man ofte små lyngkviste med sig for held.

Lyng er meget populært i Norge. Her betragtes det også som en heldsblomst, og det symboliserer ungdom og endda udødelighed. I gamle dage troede man, at disse blomster kunne stoppe selv stærke blødninger.

Lyng blev endda brugt i slaviske ritualer. Dog blev det samlet længe før blomstring. Man skulle skære unge skud af om påskeaften for at brænde dem i ovnen (for held). Kviste blev også brugt som beskyttelsesamulett – i så fald blev de sat fast mellem bjælker eller hængt op i loftet.

Lyngens magiske egenskaber

Som enhver anden lægeurt har lyng også magiske egenskaber. Siden oldtiden har man ment, at en pige, der bærer en kvist af denne plante i sin taske, heldigvis undgår voldtægt. Hvis man derimod ritualistisk brænder lidt lyng sammen med bregneblade, kan man fremkalde regn, men denne evne hos planten vil sandsynligvis være nødvendig for dig, når du bliver shaman for en afrikansk stamme.

I gamle dage tilskrev man lyngen magiske egenskaber. Den skulle beskytte mod onde kræfter. I keltiske magiske ritualer brugte man den til at rense gård og hjem for onde ånder.

Hos kelterne brugte man også lyng til at dekorere altre og magiske cirkler, som blev dannet ved visse hedenske højtider - for eksempel på Brigits dag, det vil sige 2. februar, på Lammas, som blev fejret 1. august, og på Halloween (hos kelterne kaldet Samhain) - 31. oktober.

I gamle dage tilskrev man hvid lyng særlige beskyttende egenskaber. Man mente, at den ikke kun bragte held, men også beskyttede kvinder mod voldtægt.

Gamle legender siger, at hvis en person planlægger at gå et sted hen, hvor man kan blive udsat for hekseri, skal man lægge nogle lyngkviste i lommen (men så ingen ser det). Den samme ritual udføres, når det er nødvendigt, at personen heldet følger ved et møde. I nogle gamle bøger står der, at lyng skal bæres i pungen, for at pengesummen deri forøges.

Man mente, at hvis alt konstant gik i stykker i huset, hvis det var umuligt at lufte ud (der var stadig en muggen lugt), hvis der regelmæssigt kom væggelus og lopper, så var der blevet kastet en forbandelse over det. Og det kunne kun afhjælpes med lyng – man røgede rummet med det. Desuden mente man, at dette skulle gøres flere gange. Første gang skulle denne procedure udføres den første aften af fuldmånen, derefter fire gange mere med to afters mellemrum, altså på den tredje aften.

Ritualet ser sådan ud. Man tager flere små hvide underkopper, en til hvert rum (inklusive selv toilettet, vaskerummet og opbevaringsrummet). På hver underkop lægger man en bunke tørret lyng. Man starter fra hoveddøren og bevæger sig mod urets retning. Man bærer underkoppen med lyng ind i rummet, sætter ild til den og går rundt i hele rummet tre gange, igen mod urets retning. Derefter efterlader man underkoppen med den stadig ulmende lyng i det yderste højre hjørne (set fra døren). Derefter gør man det samme i næste rum osv. Tidligt om morgenen samler man alle underkopperne ind, hvor der på det tidspunkt kun er lyngaske tilbage. Denne aske spreder man på en mark tæt ved huset. I de følgende dage gentager man den beskrevne procedure.

Man mente også, at lyng kunne bruges til at fremkalde regn. Om man tror på det eller ej, må hver især selv afgøre. Men lyngens helbredende egenskaber er en ubestridelig kendsgerning, bevist af videnskaben.

Foto af lyng