Iris: helbredende egenskaber og kontraindikationer

En fantastisk plante, kendt i folkemunde som »hanekam«, har været udbredt på vores planet i over 4.000 år. Denne blomst er den mest genkendelige blandt gartnere over hele verden, da den store artsdiversitet gør, at den kan vokse på alle kontinenter. Ud over sin fascinerende fremtoning gemmer planten på utallige helbredende egenskaber og unikke kemiske elementer, som mennesket har brugt i medicinen i flere tusinde år.

Kemisk sammensætning

Planteolien udsender en unik duft af violer. Dette skyldes indholdet af æterisk irisolie i blomstens rod. Dens vigtigste bestanddel er ketonen iron, som netop giver denne specifikke aroma. Rodstokke samlet om foråret indeholder mest af dette helbredende stof. Procentdelen stiger fra 0,3 til 0,42.

Ud over ketoniron er der noter af linalool og geraniol i duften af irisæterisk olie. Sammensætningen af den unikke æteriske olie er meget rig og består af 140 forskellige komponenter, heriblandt:

• methylestere;
• aldehyder – nonyl-, eddike- og m-decylaldehyd;
• phenol;
• keton med mynteduft;
• furfural.

Og desuden syrer: undecansyre, oliesyre, laurinsyre, benzoesyre, tridecansyre, myristinsyre.

Derudover er der fundet et højt indhold af stivelse (ca. 57%) og fed olie (omkring 9%) i plantens rødder. Der er også harpiks- og garvesyrer, slimstoffer, organiske syrer, isoflavonglykosidet iridin. De grønne irisblade indeholder aminosyrer og omkring 0,25% ascorbinsyre.

Hvordan ser den ud, og hvor vokser den

Iris er en flerårig urt, der maksimalt når 90 cm i højden. På let bøjede, fladtrykte stængler kan der udvikles op til 14 blomster. Evolutionen har omdannet plantens stængel til en jordstængel. Dette ses tydeligt på vækstpunktet i spidsen af roden (som på en almindelig stængel). Desuden udvikles der ikke vegetative knopner på rødderne. Den kraftige jordstængel når en diameter på 3 cm. På snittet begynder en mættet brun farve at vise sig. Plantens stængler vokser sidelæns på grund af rodens horisontale placering. Jordstænglen forgrener sig konstant, fletter sig og kryber, hvilket er hovedårsagen til, at iris hurtigt erobrer nye områder.

Bladene er brede, sværdformede, op til 2 m lange, og ligner i udseende kalmusblade. Farverne på blade og stængel varierer fra dybgrøn til blågrå. Hen mod midten af sommeren begynder plantens blomstringsfase. På høje, hårde stængler udvikles blomsterbundter – normalt 4–7 stykker samme sted. Bægerbladene har en ægformet plade og hænger nedad. De er blegt gule, midten er markeret med en ildfarvet ring, og ribberne er purpurfarvede. De indre bægerblade er linjeformede og meget kortere end griflen. De tråde, som støvdragerne sidder på, har en let cremet tone. Hver blomst lever kun omkring 2–6 dage.

Efter blomsten visner, dannes der en frugt hos iris. Den er en lille kapsel med tre kanter. Kapslen er aflang og oval, og i toppen har den et skarpt næb. Inde i kapslen dannes omkring 40 frø. De er alle store, med karakteristisk glans og mange ribber, og farven varierer fra de lyseste brune nuancer til de mørkeste. Frugterne modnes midt i august. Iris, som kan formere sig både vegetativt og med frø (generativt), er nøjsom i pleje, vokser ret hurtigt og efterlader hurtigt afkom.

Den nøjsomme iris er ret udbredt over hele kloden. Dens vækstområder omfatter næsten hele Europa (bortset fra de nordligste dele), Asien, Syd- og Nordamerika samt delvist afrikanske regioner. Den iris, der vokser i naturen, foretrækker ret fugtige engjorde med et meget varieret indhold af sure substrater. Den fugtelskende plante findes ofte på bredden af forskellige vandområder samt i floddale.

Arter

På vores planet findes den unikke plante i over 240 arter. Egenskaberne afhænger af klimaet og forholdene på de steder, hvor de vokser. Forskellene kan være meget store, men selv de mest fjerne slægtninge af den medicinske plante har grundlæggende fællestræk.

1. Gul og Kempfer. Disse sorter er 'japanske', vokser ved vand og har konstant brug for dækning. Deres blade er stærkt aflange og smalle, og blomsterne har en usædvanlig form og sjældne farver.
2. Sibirisk. Den eneste repræsentant for iris, der danner en tæt, stærk tue. Dets stængler og blade er linjeformede, og de små blomster er usædvanligt smukke. Det har mange hybrider, hvoraf den mest interessante er Spuria. Alle hybrider har en unik egenskab – vinterhårdførhed. Blomsten er udbredt i en bred stribe over Eurasien: fra de nordlige områder af Italien til bredden af den russiske Bajkalsø. Derudover kan man finde sjældne forekomster i Tyrkiet, Republikken Komi og i Kaukasus.
3. Børste-iris. Den adskiller sig fra alle andre repræsentanter ved sin klart violette blomsterfarve. Bladene har den standard sværdformede form. Blandt dem findes der lavtvoksende planter, hvis højde ikke når 20 cm. Deres blomster er store og klare. Et eksempel er den bladløse iris.
4. Dværgiris. Dværgiris er unik på grund af sin tørketolerance, og betragtes derfor som en steppeplante. Dens højde er lav og kan maksimalt nå 10, sjældnere 15 cm. Blomsterne er klart gule eller lilla, og de store blade er altid brede.
5. Tysk (skægget). Dette er den mest populære type iris, hvor der skelnes mellem tre sorter: lavtvoksende, mellemhøje og høje. Denne opdeling sker afhængigt af stænglens højde, hvorpå blomsterstandene er placeret. Den maksimale stængellængde kan nå 80 cm, og den minimale 20 cm. Opdelingen sker også efter blomsternes farve. Her skelner man mellem ensfarvede, tofarvede, kantede og mange andre.
6. Hollandsk. Denne blomst elsker rigeligt varme og har svært ved at tåle vinteren, så den kræver dækning i de kolde årstider. Den adskiller sig fra de andre ved at have særlige underjordiske frugter i stedet for jordstængel. Hvert år danner planten under jorden flere store løg, hvori der opbevares rigeligt med næringsstoffer. Den tykke stængel, hvorpå blomsterstandene udvikles, kan maksimalt nå 90 cm i højden. På den sidder smalle, hårde blade, der har form som en rende. Blomsterne er enten ensfarvede eller tofarvede.
7. Sump-iris. Denne repræsentant for iris er det mest gigantiske eksemplar, da dens højde kan nå 1 m. Sorten er unik ikke kun på grund af sin størrelse, men også på grund af blomstringsperioden, som begynder i maj og slutter allerede i juni, samt blomsternes farve. Blomsterne på stænglerne har altid en klar gylden farve, som fortyndes med brune årer. Planten elsker direkte sollys. En anden egenskab er, at den på trods af sin varmekærlighed også tåler vinterkulden godt. Sump-iris er udbredt over hele kloden, og i naturen kan den kun findes i floddale eller nær vandområder.
8. Sværdformet. Sværdformet iris adskiller sig fra sine artsfæller ved sin sene blomstringstid. De grønne blade på stilken er altid smalle og lave. Blomsterne har også markante kendetegn: deres indre del er meget lille, og de øverste kronblade er enorme. Stilken har en standardstørrelse på omkring 80 cm. Generelt har blomsten en fladtrykt, flad form. Udbredelsen af blomsten er begrænset til de japanske øer, Korea og Kina.

Indsamling og opbevaring

I plantens første leveår må der ikke foretages høst. I denne periode passes og dyrkes den til den nødvendige alder. I det andet år (eller bedre tredje) efter plantning begynder høsten af iris. Dette skal gøres i den sidste sommermåned eller i begyndelsen af efteråret. For at gøre dette skal man forsigtigt grave rhizomet op, derefter grundigt rense det for siderødder, skylle det med vand, og derefter tørre de længdeskårne frugter i solen eller i specialudstyr. Man må ikke glemme at røre jævnligt rundt i stykkerne.

Det høstede materiale skal opbevares på et mørkt, tørt og især køligt sted. De tørrede dele skal lægges i glasbeholdere eller papirposer på forhånd. Disse betingelser gør det muligt at opbevare irisrødder i flere år. Roden indeholder mest æterisk olie, men på trods af dette er blomsterne også genstand for høst. Derefter udvindes helbredende olie fra dem ved ekstraktion.

Iris' helbredende egenskaber

Alle de helbredende egenskaber, som iris besidder, er forbundet med den unikke æteriske olie og mange andre kemiske elementer, der findes i plantens rod. Irisolie anvendes bredt i parfumeri, kosmetologi og medicin. I plantens grønne blade er der fundet et højt indhold af C-vitamin. Det er netop dette vitamin, der forsinker den for tidlige aldring af biologiske celler og er en meget stærk antioxidant. Derudover forbedrer vitaminet i bladene mærkbart immunforsvaret hos enhver organisme.

De fenoliske stoffer i roden gør det muligt at helbrede forskellige inflammatoriske sygdomme i åndedrætssystemet samt urinvejene og mave-tarm-kanalen. Flavonoiderne i plantens kemiske sammensætning kan styrke hjertemusklen og normalisere blodtrykket. Dette sker ved at øge styrken af blodkapillærerne. Andre kemiske stoffer i iris kan normalisere kvindekroppens funktion i overgangsalderen og supplere manglende kønshormoner.

Brugen af iris ved forskellige sygdomme i leveren, mave-tarm-kanalen og halsen muliggøres af bitterstoffer og æterisk olie, som findes i roden og er et kraftigt antiseptisk middel.

Planten anvendes også i vid udstrækning i kosmetologi, hvor den også har en helbredende effekt på ansigts- og hovedbundens hud. Kosmetiske præparater med iris har regenererende egenskaber og er velegnede til pleje af følsom hud.

I oftalmologi bruges også dele af en urteagtig plante. Dets ekstrakt, som findes i mange øjendråber, har en bakteriedræbende effekt og hjælper dermed med at helbrede selv alvorlige øjensygdomme.

Iris i folkemedicinen

Menneskeheden har kendt den smukke blomsts magiske egenskaber siden oldtiden. I folkemedicinen anvendes forskellige dele af planten i vid udstrækning, fra jordstængler til frø. Der fremstilles forskellige helbredende tinkturer til udvendig brug, infusioner og afkog til indvendig brug af iris. Det tilsættes også ofte til tandpasta, og der laves medicinske omslag af planten.

Infusion af irisrod, til indvortes brug

Den tørrede rod af planten skal knuses til pulver. Forbered 2 fulde glas varmt vand, nedsænk 1 teskefuld af det helbredende pulver. Derefter, efter grundig omrøring af opløsningen, lad det stå i et par timer. Den færdige infusion indtages 3 til 4 gange om dagen umiddelbart før måltider, 100 ml ad gangen.

Infusion af irisrod, til udvortes brug

En sådan infusion er god til åbne sår og mavesår. I sådanne tilfælde skal det helbredende vand bruges til at vaske, skylle og lægge omslag på de berørte områder. Infusionen tilberedes som følger. Tør jordstænglen knuses til pulver. Derefter nedsænkes 1 lille ske af det forberedte råmateriale i 250 ml vand ved stuetemperatur, helst koldt. Efter omrøring af den resulterende infusion, lad det stå i 9 timer på et mørkt sted. Derefter er den klar til passende brug.

Afkog til behandling af akut epidemisk hepatitis

For at gøre dette skal du koge vand. Tag cirka 10 frø af en tyndbladet plante og hæld et glas kogende vand over dem. Tænd derefter for komfuret og sæt den tilberedte blanding af frø og vand over ilden. Reducer varmen til minimum. Kog afkoget i cirka 6 minutter. Fjern derefter medicinen fra varmen og lad den trække i mindst 4 timer. Efter denne tid skal afkoget filtreres grundigt. Først derefter kan medicinen indtages indvendigt. Det skal gøres på følgende måde. Fyld et glas cirka 40% med afkog. Tag den mængde hver gang 2 timer efter et måltid, og helst 2 til 3 gange dagligt.

Infusion af irisfrø ved epidemisk hepatitis

Mal frøene af den tyndbladede iris til pulver. Hæld derefter en tredjedel af en lille ske irispulver i et glas isvand. Sæt derefter blandingen over ilden, hvor den skal bringes i kog. Så snart medicinen koger, noter tiden. Efter kogning koges opløsningen i nøjagtig 10 minutter. Lad det færdige produkt afkøle og trække i en time, først derefter kan det bruges efter hensigten. Tag det anstrengte afkog en halv time før måltider. Hver gang skal du drikke en tredjedel af et glas. Gør dette om morgenen, ved frokosttid og om aftenen.

Opskrift på forebyggende infusion af gaffel-iris

For at forberede den næste infusion skal du tage en stængel af sværdiris. Den tørrede stængel skæres først i små stykker og derefter males til pulverform. Herefter lægges 4 g pulver i et glas eller en anden beholder, helst af samme størrelse, og overhældes med varmt vand. Den resulterende blanding koges i 2-4 minutter. Derefter trækker afkoget i mindst en time og filtreres derefter godt. Den resulterende forebyggende infusion indtages højst 4 gange dagligt. Gør det på følgende måde: fyld glasset halvt hver gang, tilsæt en spiseskefuld honning, bland det hele grundigt og indtag det.

Spiritustinktur af irisrod

For at lave alkoholtinktur er det vigtigt kun at bruge nyopgravede rødder af planten. De skal vaskes grundigt og derefter hakkes med en kødhakker. Den resulterende masse blandes i forholdet 1/1 med vodka eller alkohol (ikke over 70 %). Den friske alkoholtinktur opbevares i køleskabet eller et mørkt, køligt sted i mindst 3 uger. Når medicinen er helt klar, kan den indtages på to måder.

1. Du skal tage et stykke gaze og skære et lille stykke af til en forbinding. Derefter vædes det grundigt i alkoholtinkturen og vikles rundt om fødderne på det sted, hvor der er sporer, mens det dækkes med plastfolie ovenpå. Lad det sidde på det ømme sted hele natten. Om morgenen fjernes forbindingen. Om aftenen, inden du går i seng, smøres det ømme sted grundigt med vaseline, og det masseres grundigt. Denne behandling fortsættes i tre uger, hvor den helbredende forbinding skiftes med massage hver anden dag.
2. Indtagelse af alkoholtinktur på irisrødder er også gavnligt for patienter med tuberkulose eller bronkitis. Tilsæt 1 teskefuld tinktur til et glas kamilleinfusion før brug. Den resulterende infusion bruges til gurgling, som skal foretages hver 2. time.

Vandtinktur af irisrod

Tørre rødder af planten skæres i små stykker, som derefter males til et helbredende pulver. Kom derefter 2 spiseskefulde med top af det resulterende pulver i en termokande. Fyld termokanden med kogt vand og luk den. Blandingen skal trække hele natten. Derefter filtreres den grundigt. Nu er præparatet klar til brug. Der er flere måder at bruge den helbredende irisinfusion på.

1. Bruges ved svær hoste. Patienten skal drikke en tredjedel af et glas infusion om morgenen, ved frokosttid og om aftenen.
2. Den, der har vattersot eller flere hævelser, vil også have gavn af irisinfusion. Folk skal indtage 1 spiseskefuld af præparatet 3 gange dagligt.
3. Mennesker med forskellige svulster og mastitis vil have god nytte af gaze-forbindinger eller vatrondeller, der er grundigt vædet i opløsningen. De skal lægges på det syge sted i mindst 40 minutter.

Opskrift på afføringsmiddel af irisstængler

For at tilberede et universelt afføringsmiddel skal man bruge en lille, ung stængel af planten. Den skal skæres godt i små stykker, og man tilføjer en halv teskefuld honning. Den resulterende masse indtages.

Opskrift på omslag af irisblade

Varme omslag af irisblade er meget effektive til at fjerne ligtorne på hænder og fødder. Til dette bruges blade fra netop bleg iris. Opskriften er ekstremt enkel. Man skal blot skære bladene fint og overhælde dem med kogende vand. Derefter lægges plantedelene på det ømme sted i mindst 3 timer. Det er vigtigt ikke at glemme at gentage denne procedure 2 gange mere.

Medicin af iris mod tandpine

For at tilberede denne medicin skal man tage 40 g tørrede rødder af vandiris. Råmaterialet finhakkes grundigt og lægges i en passende beholder. Hæld et glas rødvin over pulveret. Rør det hele grundigt sammen, og luk beholderen tæt. Derefter stilles blandingen et helt uge i et tørt, mørkt sted, f.eks. et skab. Det er vigtigt ikke at glemme at ryste blandingen dagligt i beholderen. Når tiden er gået, filtreres opløsningen grundigt gennem almindelig gaze, som lægges i flere lag. Gennem dette hældes væsken over i en anden ren beholder. Det færdige lægemiddel bør ikke bruges ofte. Det må heller ikke anvendes forebyggende. Brug er kun tilladt, hvis personen har tandpine. I så fald skal den syge hver 3. time indtage ca. 20 ml af infusionen.

Opskrift på tandpasta af tysk iris

Til at begynde med skal 4 g cellulose og 40 ml glycerin blandes godt. Derefter laves der pulver af tørre irisrødder ved at male de forinden finhakkede stykker til støv. Til pasten skal der bruges 20 g pulver. Det blandes med 20 dråber æterisk olie. Nu samles de to blandinger til én, og alle ingredienser æltes grundigt sammen. Mens blandingen røres forsigtigt, hældes langsomt 70 ml kogt vand i. Derefter kan man efter ønske tilsætte 200 ml konserveringsmiddel samt 0,4 ml mælkesyre til pasten. Alt røres godt sammen igen, og pastaen er klar. Takket være de ingredienser, der indgår i tandpastaen, vil den have en let abrasiv virkning.

Afkog ved kraftig menstruation

For at tilberede den helbredende drik skal man bruge 50 g irisrod, der forinden er malet til pulver. Det hældes over med et glas koldt, renset vand. Derefter sættes opløsningen i vandbad i 15 minutter, hvorefter den er klar til grundig filtrering. Derefter fyldes afkoget op til den oprindelige mængde ved at tilsætte kogt vand. Indholdet af glasset deles i tre lige store dele. Om morgenen, ved frokost og om aftenen indtages en del hver gang i langsomme, afmålte slurke. En sådan forebyggende behandling kan hjælpe med at undgå kraftig blødning fra kroppen.

Pulver af irisfrø

For at fremstille helbredende pulver skal man bruge frø fra den tyske iris. Tag kornene ud af kapslen, hæld dem i en porcelænsmorter og knus dem grundigt til pulver. Drys derefter pulveret på blødende, åbne sår.

Opskrift på vandbehandlinger med iris

I et badekar fyldt med varmt vand tilsættes cirka 10 dråber æterisk iris-olie. Det er vigtigt ikke at glemme at hælde 30 dråber emulgator i. Et sådant bad hjælper kroppen med at slappe af og har en regenererende effekt på huden.

Typer af helbredende blandinger

Den helbredende urteplante anvendes i forskellige former, sammensætninger og blandinger. Fremstillingen af et lægemiddel fra iris afhænger af den sygdom, der skal behandles. Den brede anvendelse af planten skyldes dens unikke kemiske sammensætning, som indeholder mange gavnlige elementer.

Infusion

Infusion på forskellige dele af iris kan anvendes både internt og eksternt. Ekstern anvendelse er mulig i form af omslag og skylning af sår og ulcerationer, der kan være inficerede. Infusionen tages internt ved kræft, mavesygdomme og skjoldbruskkirtelsygdomme.

Tinktur

Iris-tinkturer kan være på alkohol eller vand. De bruges til behandling af forskellige sygdomme i luftvejene og organerne, ved akut bronkitis, lungebetændelse og astma. Tinkturen har også en meget god blodstillende virkning.

Afkog

Helbredende irisafkog hjælper ved forskellige sygdomme. Det bruges oftest mod tandpine. Til dette skylles munden med det helbredende afkog. Afkoget hjælper mod skæl, kræft og forskellige tumorer.

Te

Den mest almindelige anvendelse af iris-te er for dem, der har sygdomme i brysthulen eller mastopati. I sådanne tilfælde har teen en helbredende effekt.

Olie

Iris-olie giver mærkbar hjælp ved alvorlige sygdomme i mave-tarm-kanalen og leveren, mavesår, kolik, gastritis og endda galdesten.

Anvendelse i madlavning

Den dejlige duft af violer, som rødderne af den urteagtige iris udsender, har gjort denne vidunderlige plante til en ingrediens i forskellige retter. Oftest bruges tørrede og pulveriserede irisrødder til fremstilling af forskellige konfektureprodukter. Af roden fremstilles også mel og stivelse til bagning. Men udover dette er plantens anvendelsesområde i madlavning meget bredt. Pulveret indgår i mange krydderier til fisk og kød, det er en unik krydderi, der kan fremhæve den fantastiske smag. Blomsterekstrakt bruges ofte som smagsgiver, tilsat til drikkevarer, is, kandiserede frugter, syltetøj og marmelade. Iris bruges også meget i likørproduktion.

På trods af iris' brede anvendelsesområde i madlavning, bruges det oftest i eksklusive restauranter. Planten er nemlig meget specifik og kræver særlig håndtering, som kun kokke mestrer.

Kontraindikationer for brug

Den vigtigste faktor for at undlade at bruge forskellige lægemidler, der indeholder nogen form for iris, er individuel intolerance. Men ud over det bør også dem med høj blodkoagulation afholde sig. Og iris kan også skade små børn, gravide og ammende kvinder.

Foto af iris