Karagan manke: medicinske egenskaber og kontraindikationer

For den løvfældende busk Karagan manke har folk fundet på flere navne, den kaldes mankekrat, kamelhale eller bare mankebusk. Alle disse navne er inspireret af plantens grenform, som botanikere klassificerer i bælgplantefamilien. Udseendemæssigt er karagan ganske almindelig, men den har mange nyttige egenskaber.

Kemisk sammensætning

Hver del af Karagan manke indeholder et helt sæt af stoffer, der er gavnlige for mennesker.

1. I grenene og bladene findes garvestoffer, eller tanniner, som har en gavnlig effekt på fordøjelsen: de hjælper kroppen med at løse alle tarmproblemer, udskille forskellige giftige aflejringer og bedre optage nyttige stoffer.
2. Plantens rødder er rige på saponiner. Disse komplekse forbindelser, der tilhører glykosiderne, har en slimløsende effekt ved at stimulere åndedrætssystemet, fremskynde dannelsen af slim, hvilket bidrager til hurtigere rensning af bronkierne og fjernelse af infektion. Derudover har saponiner vanddrivende og afførende effekter, stimulerer hormonsyntese og hjælper med at rense blodet for kolesterol, der danner plaques på karvæggene.
3. Den overjordiske del af planten indeholder en række nyttige stoffer, og de første i rækken er flavonoider – quercetin, myricetin og isorhamnetin, som har evnen til at aktivere enzymer, der deltager i fordøjelsen. Derudover er de fremragende antioxidanter og anticarcinogener. De hjælper med at tilføre væv og organer ilt, styrker blodkar og reducerer hævelser, har immunmodulerende, karstyrkende og blodkarudvidende effekter.

Sådanne komponenter i Karagan manke som alkaloider er ved overdosering farlige på grund af negativ indvirkning på den mentale tilstand, men i acceptable doser udfører de samtidig en fremragende funktion med at beskytte menneskekroppen mod skadelige bakterier, der forårsager sygdomme. De deltager i udviklingsprocesserne i nervesystemet, hjerte-kar-systemet og åndedrætssystemet. Disse stoffer viser effektivitet i behandlingen af ondartede tumorer.

Kumarinerne, der findes i plantens grene og blade, har en lang række gunstige virkninger, herunder at de dræber sygdomsfremkaldende flora som mikrober, svampe, bakterier og vira, og derfor kan de bruges til behandling af både bakterielle og virale sygdomme. Kumariner har evnen til at udvide blodkarrene, lindre smerte, udskille toksiner og affaldsstoffer samt berolige nervesystemet. Derudover anses kumariner for at være et godt middel mod kræftproblemer, da de hæmmer udviklingen og delingen af kræftceller.

En anden ingrediens i karegan er organiske syrer. Disse er anerkendte antioxidanter. Desuden forbedrer de aktivt tarmfunktionen ved at hæmme væksten af forrådnelsesbakterier, reducere gæringen i tyktarmen, stimulere peristaltikken og dermed normalisere afføringen samt 'sætte skub i' dannelsen af mavesaft.

Sukkerstoffer indgår også i planten, og de giver kroppen energi.

Den næste vigtige komponent i lægeplanten er steriner. Mangel på steriner i menneskekroppen viser sig hurtigt gennem svækket immunforsvar, markant forringelse af tænder, negle og hår. Ved mangel på steriner føler man sig udmattet, nervesystemet bliver udtømt, hvilket viser sig som voldsomme humørsvingninger eller fuldstændig apati, og de første tegn på tidlig, for tidlig aldring opstår. Aterosklerose kan også skyldes mangel på steriner.

Blandt vitaminerne i karegan skal der nævnes karoten og ascorbinsyre.

Hvordan ser den ud, og hvor vokser den

Ved første øjekast ser det ud, som om de opadgående, let bøjede, sabellignende og ikke-forgrenede stammer er tæt besat med blade. Ved nærmere eftersyn på de mørkegrå grene-stammer ses ud over de unge blade også tæt placerede, allerede døde bladstilke fra året før. De er skarpe som torne og når undertiden en længde på 7 cm.

Bladene er på 'bagsiden', dvs. undersiden, dunhårede og hvidlige, på forsiden er de dybgrønne. Små blade, der sidder parvis med 4–6 stykker, er samlet i større blade.

Plantens enkeltstående blomster er omgivet af akselblade, der ligesom bladene er dunhårede med hvide hår. Selve blomsterne har klokke- og rørformede bægere, de er normalt i lyserøde, gullige og hvide nuancer, ikke for store – omkring 3 cm. Planten blomstrer i juni og begyndelsen af juli, derefter modnes frugten – en håret bælg på op til 4 cm i længden, 5 til 7 mm i bredden, med en hård og skarp spids. Indeni sidder runde frø, som modner i august, og på det tidspunkt får de en brun farve.

I naturlige omgivelser på Den Russiske Føderations territorium kan planten findes i Burjatiet, Østsibirien – i Krasnojarsk-regionen og Transbajkal, Altaj, Sajanbjergene, Jakutien, republikken Tyva og i Fjernøsten. Den vokser også i områder, der grænser op til Rusland – i Centralasien, Tibet, Mongoliet, Kina, Bhutan, Nepal og Indien, samt i en række amerikanske delstater.

Karagana bliver 30 til 100 cm høj. Den foretrækker solrige steder og tåler ikke skygge; den vokser på tørre og stenede, sandede eller lerholdige jorder. Den findes normalt på skråninger af bakker og bjerge, i højtliggende stepper, nåleskove, i krat og på grusbanker nær floder. Planten er usædvanlig hårdfør og livskraftig og genopstår efter tørke.

Karagana jubata betragtes som en sjælden og truet plante, derfor er den opført i rødlisterne for en række regioner, herunder Irkutsk oblast og Burjatien.

Arter

I slægten Karagana findes der ifølge forskellige kilder mellem 70 og 80 arter. Karagana jubata anses for at være en af de højeste; den bliver normalt op til 1 m. Og det er den eneste af alle arter, der bruges til medicinske formål. Nogle folkemedicinere dyrker den endda med vilje i deres haver for at bruge den i behandlingsøjemed.

Men meget større er den sibiriske ærtebusk. Denne art kan både være en løvfældende busk og et lille træ, der når en højde på 4 til 7 m. I 1800-tallet kaldte man den ærtebusk, ærteakacie og sibirisk akacie. Dens udbredelsesområde er skovområderne i Altaj, Sajanbjergene, det sydlige Ural, Kaukasus, herunder regioner i Georgien. Det er heller ikke svært at finde den i det centrale og østlige Kasakhstan. I modsætning til Karagana jubata er den sibiriske ærtebusk ganske tolerant over for let skygge, derfor vokser den i skovbryn, parker og underskov.

Denne karagana-art er mere dekorativ takket være de ret store gule blomster; i blomstringsperioden kan man bogstaveligt talt ikke se bladene på grund af dem, så planten ser helt gul ud. I denne periode flyver alle bier fra nærområdet til busken; planten værdsættes af biavlere og skovbiavlere for sine gode honningegenskaber. Og på grund af sin prydværdi har den slået rod i haver og parker; gartnere har lært at klippe den godt, og den bliver til smukke, tætte levende hegn. Sådanne hegn kan endda stabilisere skråninger med deres rødder.

Der er endnu et anvendelsesområde for denne variant af karagana: takket være dens stærke og bøjelige træ bruges grenene til at flette kurve og forskellige ting; man laver koste og riskoste af den.

Skythisk karagana. Denne planteart er lav – ikke mere end 40 cm. Den er mindre tornet end sine slægtninge og betydeligt mere grenet, og grenene er tynde og bøjelige. Skythisk karagana vokser i det sydlige Østeuropa – i Moldova, i regionerne ved Sortehavet og ved den Nedre Don. Som jordbund vælger den normalt kalkholdige bjergarter, men den findes også på sortjord og jord med et højt saltindhold. Den tåler tørke godt, men er meget udsat for insektskadedyr, derfor har den ikke fået stor udbredelse.

Busket karagana vokser som en kugleformet busk og når en højde på 2 m. Dens bark er meget karakteristisk: den er gullig-grå eller grønlig-grå og helt dækket af tynde lyse, næsten hvide striber. Den er ret udbredt i hele den europæiske del af Rusland, såvel som i Sibirien, Fjernøsten, Centralasien og i nogle amerikanske stater. Den optager normalt store områder, hvor den vokser tæt, og foretrækker skov- og skovsteppezoner samt bjergrige områder.

Usurikaragana er også en busk, men mere kompakt end busktypen. Den bliver ikke højere end 1 m. Blomstringsprocessen er meget interessant: først får de gule blomsterstande næsten en rød farve. I naturen findes den kun ét sted – i Rusland, i Primorje.

Dværgkaragana. Navnet siger sig selv: denne busk med tynde, sarte grene kan ikke blive højere end 1 m. Den blomstrer længe, næsten fire måneder – fra maj til slutningen af august. En anden egenskab er dens skinnende, glatte gyldne bark og blade, som har en lysere nuance end beslægtede planter. Dens hjemsted er Altaj kraj, hvor denne busk vokser på bjergrige, grusede skråninger langs bjergbække.

Tornet karagana. Denne busk er af gennemsnitlig højde, omkring 1,5 m. Dens forgrenede skud er ret tæt besat med torne på op til 5 cm lange. Den vokser på stenede jorder, sand, saltjord, findes i bjergområder i Altaj kraj, i Sajanbjergene, i de sydlige dele af Burjatien, og slår sig ned på stenede skråninger eller grusede skred.

Orange karagana. En lav plante, ikke over 1 m høj. Den er speciel, fordi bladene har en gulgrøn farve, når de folder sig ud, og derefter får en naturlig grøn tone. Blomsterne hos denne art af karagana er gule med et orange skær, deraf navnet. Den danner tætte krat på flodbredder med grus i det nordvestlige Kina og i Tien Shan-bjergene. Gartnere og landskabsdesignere bruger orange karagana til dekorative formål.

Turkestan-karagana varierer i højde fra 1 til 2 m. Den ligner udadtil meget den manede karagana, bortset fra barkfarven: hos turkestan-karagana er der tydelige grønne nuancer. Træarbejdere bruger det hårde, tætte, tunge træ fra denne planteart til indlægningsarbejde og fremstiller også drejede genstande af det. Turkestan-karagana vokser højt oppe i kløfter: i Pamir og Altaj, i det vestlige Tien Shan, i de nordlige og vestlige dele af Kina.

Træagtig grædekaragana (pendula). Denne art er frembragt af gartnere ved at pode en busk med smidige, elegante grene på en stamme. Den er usædvanlig smuk både i maj, når den er gul af blomster, og om vinteren, når dens grene er dækket af en hætte af sne. Grædekaragana kan tåle skygge og er ikke kræsen med hensyn til jordens sammensætning.

Caragana arborescens Lorberga – endnu en art, frembragt gennem havearbejde. Den betragtes som en busk, men dyrkes oftest på stamme og bliver op til 3 m. Kronen ligner meget en skål, med fleksible grene, der hænger ned langs kanterne. Bladene på Caragana Lorberga er lange og tynde, som lærkens nåle. Alt i alt ser kronen let og luftig ud, og der er stort set ingen skygge. På grund af udseendet kaldes planten nogle gange for nordpalme.

Indsamling og opbevaring

Som lægemiddelråstof bruges alle dele af Caragana jubata – både overjordiske dele og rod. Indsamling af planten foregår hele året rundt, også i vintermånederne. Men det mest værdifulde råstof anses for at være det, der indsamles om foråret i de to uger, hvor Caragana blomstrer, og om efteråret, når den har opbygget ekstra næringsstoffer.

Roden tages ved at grave let på den ene side af planten, skære et lille stykke af og fylde hullet igen. Man skal være særlig forsigtig med indsamlingen af roden, for det er den, der afgør, om denne art, som er opført på rødlisten, vil fortsætte med at vokse eller dø. På roden kan man se små hvide kugleformede udvækster. Det er normalt; i dem ophober Caragana kvælstof. Sådan en rod er helt sund og fuldt ud egnet til at blive medicin. Den rystes fri for jord, vaskes grundigt under rindende vand og lægges i et tyndt lag på rister i skygge med gennemtræk, så råstoffet blæses og tørrer på alle sider på én gang.

Der er to meninger om, hvordan man samler kviste med blade. Nogle urtelæger siger, at man ikke må bruge metalredskaber, andre klipper forsigtigt med en beskæresaks eller kniv, et stykke fra jorden, for ikke at skade roden. Derefter bindes det afskårne råstof i små bundter, som hænges på snore i et rum, der er varmt, tørt og med god luftgennemstrømning.

Hvis man samler planten med egne hænder, kan man være sikker på, at det er den rigtige Caragana jubata og ikke den gule akacie, som uærlige sælgere nogle gange tilbyder på markederne.

Lægeplanten bevarer sine helbredende egenskaber i et år – forudsat at den opbevares på et tørt sted i en bomuldspose.

Medicinske egenskaber ved Karagan manke

Officiel medicin anvender ikke Caragana jubata, og den er ikke optaget i den russiske farmakopé på grund af utilstrækkelig forskning samt manglende data fra kliniske forsøg. Men den har længe været brugt i traditionel tibetansk medicin såvel som af folkemedicinere. På grund af det brede spektrum af helbredende egenskaber og den stærke sundhedseffekt har mongolerne kaldt denne plante for gylden Caragana.

1. I Tibet har den helbredende plante siden oldtiden været brugt som feberdæmpende middel og til at fortynde blodet. For urtelæger i Burjatien og Irkutsk er caragana uundværlig til behandling af betændelsestilstande af forskellig oprindelse, de mest almindelige er betændelse i mundhulen, tandkød og hals, hud og slimhinder i kønsorganerne. Udvortes bruges den ved fistler, kraftige blå mærker, og på den måde behandles hudsygdomme som eksem, pustler, akne samt neurodermatitis og dermatoser. Caragana fjerner ikke kun disse problemer, men forhindrer også dannelse af ar og sår på sårstedet.
2. Influenza, akutte luftvejsinfektioner, halsbetændelse og tonsillitis – alle disse sygdomme, som folk uden medicinsk baggrund forbinder med forkølelse, behandles også med caragana.
3. Dens antiinflammatoriske og sårhelende egenskaber har vist sig fremragende i behandlingen af gynækologiske sygdomme. Med den helbredende plante bekæmper man erosion af livmoderhalsen og godartede formationer i livmoderen, adnexitis og endometriose, menorragi, den ordineres for at slippe af med udflåd, genoprette regelmæssig menstruation og løse andre delikate kvindeproblemer. Især ordinerer folkhelbredere midler fremstillet af denne plante til kvinder for hurtigere at opnå graviditet, da de ikke kun hjælper med at slippe af med træge betændelsesprocesser, der er årsag til infertilitet, men også stabiliserer den hormonelle balance i kvindekroppen.
4. Ud over sin antiinflammatoriske egenskab har caragana grivastaja også antitumor- og smertestillende samt radioprotektive virkninger – dvs. evnen til at beskytte kroppen mod bivirkninger ved kræftbehandling. Planten er særlig effektiv mod tumorer i kønsorganerne, fordøjelsessystemet og åndedrætssystemet. Derfor anbefales præparater baseret på caragana grivastaja som supplement til den primære behandling med farmaceutiske lægemidler, som er ordineret af en onkolog. Erfarne onkologer hilser som regel brugen af infusioner fra denne lægeplante velkommen under intensiv kræftbehandling med stråleterapi og kemoterapi.
5. Plantens rod anbefales for at forbedre blodforsyningssystemet – med den kan man sænke blodtrykket og forbedre blodgennemstrømningen.
6. Lægeplanten anbefales ved sygdomme i fordøjelseskanalen forbundet med slimhindeforstyrrelser og betændelse, såsom mavesår eller duodenalsår. I nogle tilfælde er behandlingen så vellykket, at man kan stoppe sygdommens udvikling i de tidlige stadier kun med midler baseret på caragana grivastaja, uden farmaceutiske lægemidler.
7. Caragana anvendes til at lindre træthed, hæve humøret og genoprette arbejdsevnen. Og på grund af den beroligende effekt er planten gavnlig for personer med intellektuelt arbejde og sportsfolk, der oplever høje psykiske og fysiske belastninger. Den styrker immunforsvaret og forbedrer kroppens evne til at modstå sygdomme, hvilket især er værdifuldt i forårs- og efterårsperioder med forkølelse og virussygdomme, og den kan lindre tandpine.
8. Forsøg udført af forskere på dyr har også afsløret caraganas leverbeskyttende egenskaber. Derfor anses det for lovende at fortsætte studiet af den helbredende plante som en metode til at helbrede hepatitis eller levercirrhose.

Karagan manke i folkemedicinen

Ved en række problemer – for eksempel sår og skrammer – anvendes præparater af Caragana jubata kun udvortes, ved mavesår kun indvortes. Og ved visse sygdomme anbefaler urtelæger en kombination af indvortes og udvortes brug af midler fremstillet på basis af caragana.

Mod radikulitis

Læg 2 store spiseskefulde fint knækkede caraganagrene i et glas vand, sæt på komfuret og lad det simre i 4–5 minutter, og lad det derefter trække i en time. Filtrer og drik en kvart glas 3 gange om dagen før måltider. Ud over radikulitis hjælper infusionen med at berolige nerverne, genoprette normal søvn og sænke blodtrykket ved hypertension.

Ved forkølelse

Hak 10 g caraganarødder fint, kom dem i et glas vand og sæt på ilden. Kog i 5–6 minutter ved svag varme, lad trække i en time og filtrer. Det anbefales at drikke ved forkølelsessygdomme, akutte luftvejsinfektioner og influenza efter skema: 3 gange om dagen uanset måltider – et par spiseskefulde. Behandlingen bør fortsættes i mindst en uge.

Ved sepsis

Opskriften minder meget om den foregående, men i stedet for rod skal man bruge caraganagrene. Hæld 200 ml vand over 10–12 g råvare, bring i kog og kog i 7 minutter, lad derefter trække i en time, filtrer og drik tre gange om dagen før måltider – 2 spiseskefulde. Det hjælper mod sepsis som et antiinflammatorisk middel og bruges som et supplerende præparat til den primære medicinske behandling.

Mod mundbetændelse

Hæld 300 ml kogende vand over 2 store spiseskefulde af den hakkede rod af den helbredende plante. Lad det trække under tæt lukket låg i to timer, indpakket i et varmt håndklæde. Filtrer og brug til mundskylning mod stomatitis, gingivitis. Denne blanding kan bruges til behandling af laryngitis, pharyngitis og halsbetændelse. For at gurgle skal infusionen varmes op til en lun temperatur, og gurgleproceduren udføres hver halve time i mindst tre dage.

Som et lokalt middel anvendes det ved betændelseslignende problemer i kønsorganerne og til at afhjælpe hudproblemer.

Mod fremskredne hæmorider

Fremstil et afkog af manet caragana: Hæld 1 spiseskefuld fint knuste kviste i en kasserolle med 250 ml kogende vand, der står på ilden. Kog i 10 minutter, lad det trække i halvanden time, svøb kasserollen i et tørklæde for at holde varmen. Si væsken og del den i 3 portioner, som du drikker jævnt fordelt over hele dagen. Samtidig kan du lave omslag med afkoget: fugt en blød bomuldsklud i den helbredende væske og læg den på det ømme sted i 15-20 minutter.

Til styrkelse af hjertemusklen

Skær eller bræk plantekvistene meget fint. Tag 2 topfyldte spiseskefulde af dette materiale, tilsæt til et krus med 250 ml vand, og bring i kog over svag varme. Når det koger, lad det simre i 5 minutter. Fjern kruset fra varmen, pak det ind i et varmt håndklæde og lad det trække i en time. Si det og tag 50-60 ml indvendigt én gang om dagen, helst om natten. Drik midlet og gå straks i seng, så du ikke spiser noget i 8 timer efter indtagelse. Dette middel hjælper ikke kun med at styrke hjertemusklen, men også med at sænke blodtrykket ved hypertension og genoprette søvnen, der er forstyrret af stress. Behandlingens varighed tilpasses individuelt efter patientens behov.

Til behandling af hudproblemer

Du skal forberede en alkoholisk tinktur af caragana: tilsæt 10 g knust materiale til 100 ml af en god 40° vodka. Lad det trække i et varmt og mørkt rum i en lukket uigennemsigtig keramisk eller glasbeholder i 8-10 dage, omrør indholdet 2-3 gange dagligt. Til at smøre på acneudslæt, sår eller hud med dermatitis, fortynd tinkturen med vand i forholdet 1:10. Det samme fortyndede middel hjælper mod ondt i halsen, stomatitis, gingivitis eller parodontose; du skal skylle halsen eller munden efter hvert måltid og igen om natten.

Ved infertilitet

Hvis årsagen til infertilitet er en sløv inflammatorisk proces, skal du hælde 2 store skeer tørret og finthakket rod af manet caragana med 300 ml kogende vand og lade det trække i 2 timer. Si derefter infusionen og brug den til udskylning. Det er bedst at behandle i weekender eller under ferie, mens du er hjemme, da proceduren skal gentages 4-5 gange dagligt. Behandlingsforløbet er 10 dage.

Febernedsættende middel

Infusion af caragana kan bruges mod forkølelse, hvis der er feber. Det skal tilberedes som almindelig te: skyl tekanden med kogende vand, hæld 2 spiseskefulde lægeurt i (du kan bruge både rødder og kviste). Når det har trukket i 20-30 minutter, kan du hælde det op og drikke det med honning.

Hvis feberen er meget høj, kan du under brygningen tilsætte 10-15 tyttebær eller pilebark (gedepile) til tekanden. Den forhøjede temperatur falder hurtigt.

Typer af helbredende blandinger

Infusion

1. Ved mavesår. En infusion fremstillet af 10 g tørre knuste caragana-kviste og 200 ml kogende vand har en helende effekt. Hæld vand over planten, lad det trække i en halv time i vandbad, og si det derefter straks. Tag 1 spiseskefuld efter måltiderne (3-4 gange dagligt).
2. Mod halsbrand. Knus 2 spiseskefulde tørrede blade. Hæld 250 ml kogende vand over dem og lad det trække i 2 timer under tætsluttende låg. Filtrér derefter omhyggeligt og drik 2 spiseskefulde 2-3 gange dagligt.

Tinktur

Mod hæmorider. Til 100 ml 70% alkohol skal du tage 10 g tørre, fint knækkede kviste af karagana. Hæld alkoholen over planten og lad den stå i en mørk glasbeholder i 10 dage. Drik 30 dråber fortyndet med en smule vand et kvarter før måltider.

Tinkturen kan bruges til mundskylning eller til at smøre på huden ved urenheder, sår eller dermatitis. Fortynd midlet med vand i forholdet 1:15.

Afkog

Mod hypovitaminose. Til afkoget skal du bruge tørret bark og rødder. Hæld 10 g finthakket materiale med en kop kogende vand og sæt det over varmen. Kog i 8–10 minutter, lad det trække i 3 timer. Si det. Varm midlet op inden brug, så det er lunt. Dosis: en halv kop 2 gange dagligt uafhængigt af måltider. Drik i små slurke.

Kontraindikationer for brug

Der er ingen særlige kontraindikationer for at tage karagana. Det kan være uegnet for nogle patienter på grund af allergi, selvom det er yderst sjældent, eller individuel intolerance over for plantens bestanddele.

Da præparater baseret på planten sænker blodtrykket, bør patienter med hypotension være forsigtige ved intern brug af afkog, te og tinkturer.

Gravide og ammende mødre bør udsætte brugen af karagana for at undgå allergiske reaktioner hos spædbørn.

Uanset hvad bør du konsultere din læge, før du påbegynder behandling.

Foto af karagana