Blodtop: helbredende egenskaber og kontraindikationer

I sommermånederne kan man på marker og skovlysninger støde på en urt med mørkerøde, luftige små kogler, der komplementerer enhver buket. Det er blodtop, en lægeplante kendt for sine helbredende egenskaber. Moderne medicin bruger de tykke jordstængler og de udgående rødder. Healere fra forskellige folk bruger alle dele af denne staude til fremstilling af remedier.

Kemisk sammensætning

Plantens jordstængler er rige på gavnlige stoffer. De indeholder omkring 23% garvestoffer, som har sammentrækkende og koagulerende egenskaber. I rodkødet er der 30% stivelse, meget æterisk olie, naturlige farvestoffer, organiske syrer (ellaginsyre, ascorbinsyre, gallussyre), naturlige pigmentfarvestoffer. Planten indeholder saponiner – organiske glykosider uden nitrogen med overfladeaktive egenskaber, samt steroler. Blodtop indeholder snesevis af gavnlige mikroelementer og makroelementer, som optages af menneskekroppen (mg/g):

• aluminium (0,31);
• barium (5,70);
• bor (2,01);
• vanadium (0,12);
• jern (0,40);
• jod (0,10);
• calcium (23,20);
• kobolt (0,04);
• kalium (5,80);
• magnesium (2,90);
• mangan (0,47);
• kobber (0,59);
• nikkel (1,15);
• bly (0,06);
• selen (1,39);
• strontium (6,14);
• krom (0,03);
• zink (1,02).

Evnen til at akkumulere selen, strontium, nikkel og barium i store koncentrationer gør den medicinske blodtop til en unik plante blandt andre urteagtige arter.

Hvordan ser den ud, og hvor vokser den

Den medicinske blodtop kaldes også for jernholdig eller apotekerblodtop. På latin hedder planten Sanguisorba officinalis, hvilket afspejler dens helbredende egenskaber. Sanguis oversættes til 'blod', sorbere til 'absorption', 'sorbering', 'slubre'.

Slægten blodtop hører til rosenfamilien. På russisk har urten mange navne, hvoraf mange opstod for hundreder og tusinder af år siden. I russiske regioner kaldes planten bedrenets, jalovyj zolotnik, krasnogolovnik, rjabinnik, tjernogolovka, krovososka, sabina og endnu tyve andre ord.

Almindelig blodtop har et vandret, tykt, forveddet jordstængel på omkring 12 cm. Fra jordstænglen udgår trevlede, tynde siderødder. Deres længde kan nå op til flere centimeter. Oppefra jordstænglen kommer et skud dækket af forveddet bark. Fra dette skud vokser stænglen.

Stænglen er normalt enkeltstående, opret, urteagtig, glat, med lodrette 'ribber'. Indvendig er stænglen hul og rørformet. I den midterste og øverste del forgrener den sig til flere ekstra stængler. Almindelig blodtop bliver 35–100 cm høj.

Ved grundrosetten vokser der lange blade (7–25 stk.). De er friskgrønne om foråret, men i løbet af sommeren blegner de og bliver brune. I midten og den øverste del af stænglen danner blodtop aflange, ægformede blade, 7–11 på hver bladstilk. De er mørkegrønne på oversiden og mat blågrå på undersiden. De tandede kanter ligner en sav.

Almindelig blodtop begynder at blomstre midt på sommeren og slutter i august. Tidspunkt og varighed afhænger af vækstregionen: i højlandet begynder blomstringen senere og slutter tidligere end på sletterne. Plantens blomster er ejendommelige, de ligner på ingen måde en rose, selvom Sanguisorba tilhører den samme familie. Det er mørkerøde eller mørkelilla små kogler, der sidder i enden af lange blomsterstilke. Blomsterstilkene er oftest aflange, og hos nogle arter dannes der aksformede blomsterstande.

Koglerne består af mange små blomster på 1–3 cm. Blomsterne består af fire bægerblade og lige så mange støvdragere, og kronblade mangler. Æggestokken dannes i den nederste del af støvvejen.

Plantens frugter er runde, brune 'nødder' på 2,5–3,5 mm. De er fuldt modne i slutningen af august til begyndelsen af september.

Hvor den vokser
Blodtoppens udbredelse er omfattende. Planten er vidt udbredt over hele Europa, i det tempererede bælte i Asien og i skov- og skovsteppeområder i Nordamerika. For at trives har blodtop brug for skovlysninger og skovbryn, krat, tørre enge og enge med fugtig jord. Planten trives godt på fugtige flodbredder, ved kilder og sumpe. Men i ørkenområder overlever den ikke.

Blodtop findes næsten i alle dele af det europæiske Rusland. Planten kan ses i det tempererede bælte i Sibirien og Primorje, i skove og på græsklædte skråninger i Kaukasusbjergene.

Arter

I naturen findes der 12 arter af Sanguisorba. Rodsystemet og den overjordiske del er omtrent ens. Men bladenes og blomsterstandenes udseende, størrelse, form, længde og farve varierer meget. De mest udbredte vilde blodtoparter er:

• kirtelblodtop;
• alpeblodtop:
• sitkablodtop;
• canadablodtop;
• småblomstret blodtop;
• tyndbladet blodtop;
• hakusanblodtop;
• pragtblodtop;
• stump blodtop.

Jernblodtop er udbredt i de fjernøstlige regioner. Den adskiller sig ved en rødbrun, 'rustfarvet' behåring, men er i øvrigt fuldstændig identisk med lægeblodtop.

Hakusan-blodtop er udbredt på den japanske øgruppe, i bjergområder og langs flodbredder. Busken bliver op til 80 cm høj og giver meget frodige, smukke blomsterstande. Midt i blomstringen bøjer toppene sig ned under deres egen vægt. Bladene på Hakusan-blodtop er brede, og blomsterstandene er klart lyserøde, dækket af lange, oprette, fnuggede støvdragere.

Alpeblodtop forekommer på højlandsenge i Mongoliet, Centralasien og Sibirien (Vestlige og Østlige Sajan). Denne blodtopvariant har lange, hængende blomsterstande i grønlig, gullig-grøn farve, undertiden med rødlige spidser på bægerbladene. Busken bliver 45–80 cm høj. Bladene på alpeblodtop vokser langsomt; i begyndelsen af blomstringen er de højst 2,5–3 cm lange, men efter en måned er de vokset til 7–8 cm.

Sikhtinsk blodtop forekommer på alpine enge i de fjernøstlige bjergkæder. Denne blodtop minder om alpeblodtop, men bliver op til 1,5 m høj. Blomsterstandene hos denne art er grønlig-hvide, store, op til 12 cm lange og 2 cm i omfang. Ved slutningen af blomstringen forlænges toppene og bøjer sig ned.

Canadisk blodtop bliver op til 2 m høj. Den forekommer på fugtige lysninger og våde enge på det nordamerikanske kontinent. Det er en smuk plante med oprette, kraftige stængler og store hvide blomsterstande.

Stump blodtop vokser i bjergområder i Japan. Den bliver op til 1 m høj og blomstrer med klart lyserøde blomsterstande. En variant af stump blodtop er sorten 'Alba', som har lange snehvide blomsterstande.

Småblomstret blodtop er udbredt i Japan, det nordøstlige Kina og det russiske Fjernøsten, hovedsageligt i fugtige floddale. Denne art har smalle, lange blade med en bredde på 6–10 cm. I blomstringsperioden er planten dækket af et stort antal lange, hvide blomsterstande. Toppenes længde når op til 7 cm eller mere. Busken er i gennemsnit 100 cm høj.

Smalfoldet blodtop er en hybrid, der opstår ved krydsbestøvning mellem småblomstret blodtop og lægeblodtop. Planten når en højde på 180 cm. I blomstringsperioden dækkes busken af frodige, aflange lyserøde toppe. Den klassificeres ikke altid som en selvstændig art, men hybriden blev optaget i opslagsværket 'Flora SSSR' under sit eget navn.

Pragtblodtop er hjemmehørende i det russiske Fjernøsten. Denne art vokser på klipper og kalkstensfremspring. Sammenlignet med de fugtelskende 'slægtninge' er denne blodtop lav; busken bliver sjældent over 30–50 cm høj. Plantens blade er grønlige og blågrå. Under den rigelige blomstring dækkes busken tæt af fnuggede, luvende lyserøde toppe.

Indsamling og opbevaring

Vildtvoksende blodtop høstes i regioner, hvor planten er udbredt. Det er Tatarstan, det sydlige og centrale Ural samt nogle områder i Sibirien. Råmaterialet er jordstænglerne og de rødder, der udgår fra dem.

For høst vælger man sunde, stærke buske, der er fem år eller ældre. Nogle urtelæger anbefaler at grave rødderne op midt i blomstringen, når blomsterstandene bliver mørkerøde, andre – efter afslutningen af blomstringsperioden, når frøene begynder at modnes.

I naturen graver man ikke alle rødder op i træk, på 10 m² lader man 1–2 planter blive, så arten kan forny sig. Man må ikke indsamle jordstængler på samme sted hvert år. Biologer anbefaler at foretage gentagen høst på et bestemt område én gang hvert 10. år, ellers vil bestanden ikke genoprettes, og jordstænglerne på nye planter vil være tynde.

Rødderne graves op med en spade med et skarpt, afrundet blad. Man graver i en afstand af 15–20 cm fra stilken, idet man sænker værktøjet til spadens længde. Hvis man graver tættere på, kan man skære siderødderne over og beskadige den centrale rod, da plantens rodsystem er vandret.

Fra den løsrevne jord plukker man rodpartiet med hænderne. Derefter skæres stilken af, og man ryster forsigtigt jordklumperne af. Rødderne vaskes i rent koldt vand, skæres derefter i stykker på 15–20 cm og lægges til tørring. I kontakt med luft oxideres snitfladerne hurtigt og bliver mørke, derfor forbereder man tilstrækkeligt store stykker til tørring. Først luftes (visnes) materialet under et halvtag, et godt ventileret sted. Rødderne må ikke udsættes for regnvand.

Derefter anbringes det på et permanent tørrested. Høje temperaturer ødelægger ikke de gavnlige stoffer i blodtop (Sanguisorba). Derfor kan materialet tørres i ovn (temperatur 40–50 grader), i en frugttørrer og i sollys. Man må ikke tørre på rist over åben ild, på jernplade, bageplade. Hvis rødderne bliver sorte, forkuller, vil blodtop miste sine helbredende egenskaber.

Rødderne anses for tørre, hvis de ikke bøjer, men knækker. Materialet er lugtfrit og har en specifik, sammentrækkende smag. Det færdige produkt opbevares i lærredsposer, papirsposer eller kasser ved almindelig (stuetemperatur), uden adgang til direkte sollys. Holdbarheden af materialet er 5 år.

Blodtops helbredende egenskaber

Blodtops helbredende egenskaber skyldes snesevis af gavnlige stoffer i rødderne. Også den overjordiske grøndel har helbredende egenskaber.

1. Garve- eller barkstoffer (tanniner), der findes i plantens rødder, har en blodstillende og sammentrækkende virkning. De reagerer med proteiner og får dem til at koagulere. Derfor dannes der på overfladen af sår og slimhinder en beskyttende, vandtæt film, dvs. der sker en garvning, og blodkarrene trækker sig sammen.
2. Plantens effektive antiseptiske virkning skyldes en kompleks samvirkning af stoffer. Blodtop har en skadelig virkning på en række mikroorganismer.
3. Stofferne i rødderne har en betændelseshæmmende og smertestillende virkning på kroppen. Midlet virker effektivt på tarmslimhinden, blokerer spasmer, hæmmer peristaltikken og fjerner smerte.
4. Takket være det store indhold af mikro- og makroelementer og tilstedeværelsen af gavnlige organiske syrer, anvendes plantematerialet som et alment styrkende, sundhedsfremmende og toniserende middel.
5. Organiske syrer nedbryder aktivt fedtstoffer og bidrager til at opretholde en optimal vand-salt-balance.
6. Ascorbinsyre (C-vitamin) er en aktiv antioxidant, der deltager i mange biokemiske processer i kroppen, hormonsyntese og vævsregenerering. Dette stof styrker kapillærerne og deltager i kollagensyntese og kolesterolomsætning. Ascorbinsyre er et antiallergisk og antiinflammatorisk stof, som aktiverer kollagenproduktionen og forbedrer leverens funktion.
7. Stivelse findes i store mængder i rhizomerne. Dette stof har en indhyllende virkning på væv og slimhinder. Stivelse er en stimulator for insulinproduktion og sænker desuden indholdet af «dårligt» kolesterol.
8. Steriner (steroidderivater) reducerer manifestationer af allergiske reaktioner og kontrollerer appetitten. Disse stoffer er ansvarlige for hjertets normale funktion.
9. Carotener deltager i stofskifteprocesser ved at normalisere visse kemiske reaktioner. Disse stoffer stimulerer genopbygning af knoglevæv.
10. Æterisk olie af blodtop virker beroligende på nervesystemet og forbedrer metabolismen.
11. Mikro- og makroelementer deltager i alle kroppens systemers funktion og i stofskifteprocesser. Disse stoffer er vigtige for en korrekt funktion af de indre organer.

Den officielle medicin anerkender de helbredende egenskaber af blodtops rødder. Læger ordinerer patienter afkog, infusioner, ekstrakter og andre præparater.

De sammentrækkende egenskaber gør det muligt at anvende blodtop med succes ved tarmblødninger, der opstår ved forgiftninger og visse infektionssygdomme, samt hæmorider. Sammen med lægemidler er blodtop indiceret ved lungeblødninger, når exacerbationsperioden er overstået.

Blodtop dræber dysenteriamøber, salmonella, bakterier fra tyfus-paratyfus-gruppen, og colibakterier. Den er aktiv mod bakterier, der forårsager gingivitis og stomatitis, og den er velegnet til behandling af trofiske sår.

Midler fra plantens rødder undertrykker opkastningsrefleksen og har en krampestillende virkning. De anbefales til intern og ekstern brug ved behandling af forbrændinger og til skylning af sår. Opløsninger og infusioner anbefales til behandling af inflammatoriske øjensygdomme (blefaritis, conjunctivitis). Blodtop har en forstoppende virkning og anbefales ved behandling af diarré.

Planten har en helbredende virkning ved fordøjelsesforstyrrelser forårsaget af forskellige årsager, herunder ved uregelmæssig kost, fordøjelsesbesvær og gastritis. Blodtop ordineres internt ved colitis, blærebetændelse, giardiose og inflammatoriske nyresygdomme.

For kvinder

Blodtop har vist sig godt som et supplerende middel til behandling af gynækologiske sygdomme. Plantens sammentrækkende og bakteriedræbende egenskaber gør det muligt at bruge hjemmelavede præparater ved livmoderblødning, kraftig menstruationsblødning samt under smerter i 'kritiske dage'. De tages oralt i form af infusioner eller afkog. Præparaterne indsnævrer blodkar og trækker livmoderen sammen.

Midler baseret på blodtop anvendes ved erosion af livmoderhalsen og fibromyom i livmoderen. Til behandling anvendes udskylning. Afkog og infusioner tages også oralt til forebyggelse af myom.

Blodtop bruges til behandling af bakteriel vaginose. Dette er en ikke-inflammatorisk sygdom, hvor sammensætningen af mikrofloraen ændrer sig. Til behandling anvendes udskylning. På samme måde bruges midlet ved behandling af trichomonas colpitis (sammen med medicin).

For mænd

Blandt mandssygdomme er der mange lidelser, der er ledsaget af betændelse. I så fald kan lægen anbefale indtagelse af præparater fra blodtop. Det gælder for eksempel akut og kronisk prostatitis. Ved 'universelle' sygdomme bruger både mænd og kvinder blodtop på samme måde.

Under graviditet

Gravide kvinder må ikke behandles med blodtop. Infusioner og afkog virker som krampeløsende midler, hvilket kan komplicere graviditetsforløbet. Ammende mødre bør også fjerne blodtop fra deres medicinskab. Garvesyrer og estere kan ændre mælkens smag og forringe dens kvalitet, hvilket kan få barnet til at nægte brystet.

For børn

Blodtop kan endda bruges til behandling af spædbørn under et år. Men før brug af plantepræparatet bør man rådføre sig med en børnelæge.

1. Blodtop kan gives til børn ved tarminfektioner (dysenteri, infektion med tyfus-paratyfus-gruppens bakterier).
2. Afkog af blodtop ordineres til behandling af diarré (toksisk, gastrogen) og enteritis.
3. Plantelægemidler er indiceret ved gingivitis, stomatitis; de anvendes til skylning af mundhulen og tandkødet. Til tandkødet er en infusion med stærk koncentration bedst.
4. Lægen kan ordinere blodtop, hvis barnet oplever kramper eller tarmkolik.
5. Afkog af roden anbefales til behandling af skrammer, forbrændinger, sår og dårligt helende sår.

Tidligere blev duften af blomstrende blodtop anset for helbredende. I det 17. århundrede blev det anbefalet at børn med neurologiske sygdomme skulle indånde den direkte på marken.

Blodtop i folkemedicinen

Folkemedicin behandler mange sygdomme med blodtop. Helbredere opbevarer og videregiver fra generation til generation opskrifter på afkog, infusioner, salver, pulvere og andre præparater fremstillet af denne plante.

Infusion til skylning ved erosion og fibrom

Et halvt glas tørret rod hældes med kogende vand (700-800 ml). Beholderen lukkes, og midlet trækker i mindst 4 timer. Derefter filtreres opløsningen grundigt gennem et klæde, og der foretages udskylning. Hyppigheden af proceduren aftales med lægen.

Afkog mod øjenbetændelse

Betændte øjenlåg og hornhinde behandles med afkølet afkog. En spiseskefuld hakkede jordstængler hældes med et glas vand, koges i et kvarter ved svag varme. Derefter dækkes med låg, afkøles og filtreres gennem flere lag stof. Opløsningen må ikke indeholde flydende rodpartikler, som kan skade øjnene under procedurerne. Om nødvendigt gentages filtreringen flere gange. Øjnene skylles flere gange om dagen med et stykke bomuld eller en vatrondel. I denne opskrift kan man sammen med blodtop også brygge salvie.

Til at stoppe blødning hos kvinder

En halv liters glas fyldes med finthakkede tørrede jordstængler. Beholderen fyldes til randen med vodka (men det er bedre at bruge 70% medicinsk alkohol). Midlet trækkes på et køligt, mørkt sted i mindst 2 måneder (men man kan også lade det stå i tre). Behandlingen udføres som følger: 5 gange dagligt drikkes 30–40 dråber af tinkturen (efter måltider).

Midlet mod hæmorider (afkog)

I en kogekop koges et glas vand, og en skefuld hakkede rødder af blodtop tilsættes. Ingredienserne blandes, og afkoget får lov at koge i yderligere en halv time. Midlet dækkes med låg og simrer i 3 timer, derefter filtreres det gennem stof eller flere lag gaze. Afkoget hældes i enhver mængde i et varmt siddebad, og det tages også indvendigt (på tom mave, en spiseskefuld om dagen).

Midlet mod orm

Dette gamle middel er effektivt til at uddrive orm. I en halvliters kogekop med varmt vand lægges et shotglas (uden top) af knuste jordstængler. Midlet sættes over svag varme og koges i et kvarter. Derefter afkøles og filtreres. Opløsningen drikkes om morgenen i fire doser (før måltider). Historien har bevaret oplysninger om, at denne urt i det 16. århundrede blev brugt til at befri heste for orm.

Smertestillende omslag

Til at forberede omslaget skal du bruge en kop friske, finthakkede blodtopblade. Om vinteren kan de erstattes med tørt bladmateriale (der skal bruges et par teskefulde). Den forberedte urt lægges på et stykke gaze, der bindes til en lille pose. Gazeposen dyppes i et minut i netop kogt vand, lægges derefter på en ren tallerken og afkøles til en behagelig temperatur. Omslaget placeres på det ømme led eller muskel, derefter dækkes med et håndklæde. Kompressen holdes i op til en time eller længere.

Det samme omslag har en regenererende virkning efter solskoldning.

Gnidning

Dette hjemmelavede præparat er godt til at mindske smerter i led og muskler samt som midlertidigt middel mod tandpine. Gnidemidlet fremstilles på vodka eller 40% alkohol. Man tager tørre råvarer af blodtop, burre, salomons segl og tidsel (en skefuld af hver) og knuser dem. Tilsæt 2 af samme mål syrenblomster og egebark. Urterne hældes i et glas og overdækkes med et glas vodka, lukkes tæt. Gnidemidlet trækker i stuetemperatur uden sollys i to uger, derefter sættes det i køleskabet og bruges efter behov. Blodtop trækker længe – 2–3 måneder.

Friskt blad mod halsbrand

Folkemedicinere anbefaler blodurt som et middel mod halsbrand. Man plukker friske blade fra planten og tygger dem, hvorefter man synker dem. Nogle blade kan hjælpe med at slippe af med en brændende fornemmelse i spiserøret.

Liniment af blodtop mod forbrændinger

Til fremstillingen skal man bruge knuste rødder og 80 ml sprit (eller et færdigt alkoholisk ekstrakt af blodurt fra apoteket), 45-50 ml flydende olie (olivenolie, vaselineolie eller solsikkeolie). Ingredienserne blandes i en ren beholder, indtil de er helt opløst, og til den dannede emulsion tilsættes et par dråber kamfer og 10 g berberin. Linimentet kan smøres på forbrændinger, hvis der ikke er skader på huden.

Urtkompres

Man kan lave et kompres ved at bruge friske eller tørre blade, stængler og blomster. Råmaterialet skæres fint og overhældes med kogende vand. Derefter lader man det køle af og lægger det i et jævnt lag på gaze. Ovenpå dækkes det med stof eller endnu et stykke gaze. Kompresset lægges på sår, ulcerationer og rifter, og det kan bruges ved førstegradsforbrændinger.

Infusion af tørre blade og stængler

Det anbefales at bruge den, hvis man ikke har plantens rhizomer. Et lille glas tørret urt hældes i en halvlitersbeholder og overhældes med køligt, forud kogt vand. Midlet trækker i 8-10 timer. Infusionen bruges som antiinflammatorisk præparat, og den drikkes op til fire gange dagligt (før hvert måltid).

Salve (opskrift fra koreansk folkemedicin)

Midlet er beregnet til behandling af eksem. Rhizomerne opvarmes, indtil de begynder at forkulle, og stødes i en morter til pulver. Derefter afmåler man 3 portioner pulver og 7 portioner vaseline og blander grundigt. Den resulterende masse påføres det angrebne hudområde morgen og aften i en uge. I løbet af den tid bør den helbredende effekt vise sig.

Typer af helbredende blandinger

Afkog, teer og infusioner til behandling af forskellige sygdomme adskiller sig med hensyn til koncentrationen af råmaterialet, mængden af vand, varigheden af varmebehandlingen og trækketiden. Hyppigheden af brugen og midlets effektivitet afhænger af koncentrationen. Det er bedst at tilberede hjemmelavede præparater i nøje overensstemmelse med den opskrift, der er angivet på apotekets emballage med blodurt.

Der findes generelle regler for tilberedning af infusioner, teer og afkog, som er ens for alle typer plantemateriale. Den officielle medicin anbefaler at følge anbefalingerne fra pålidelige planteleverandører.

Infusion

Infusioner tilberedes ved at overhælde tørret råmateriale (sjældnere friskt) med varmt vand og lade det stå i flere timer. Der findes to måder at tilberede sådanne lægemidler på.

I det første tilfælde overhældes råmaterialet blot og trækker, i det andet overhældes det med varmt vand (det anbefales at bruge en emaljeret metalbeholder) og anbringes i et vandbad. Vandet i vandbadet opvarmes til kogepunktet og koges i den tid, som producenten af plantematerialet har angivet. Derefter tages beholderen med infusionen ud og afkøles.

Rhizomer fra blodtop behøver ikke opvarmes i vandbad. Råmaterialet måles op med en ske, kommes i en beholder, overhældes med kogende vand og trækker blot i et bestemt tidsrum (mindst et kvarter). Infusioner tilberedes på samme måde, hvis blodtop er pakket i portionsposer.

Hvis opløsningen er blevet tyk (for eksempel til at skylle øjne eller forbrændt hud), tilsættes kogende vand.

Tinktur

Til fremstilling af tinkturen skal man bruge medicinsk sprit eller almindelig vodka. Man kan bruge en af disse ingredienser. Fremstillingsteknikken er enkel. Det tørre råmateriale (rhizomerne) måles op med en ske og kommes i et glas. Koncentrationen afhænger af den enkelte forfatters opskrift. Derefter hældes den alkoholiske drik over, og glasset lukkes med et lufttæt låg.

Tinkturen tåler ikke sollys, så den skal sættes langt væk, på en mørk hylde eller i et hjørne, helst et køligt sted. Derefter sættes glasset i køleskabet. Hvor ofte midlet skal bruges, og doseringen bør helst aftales med en læge.

Afkog

Medicinske kilder anbefaler ikke at tilberede afkog ved at koge råmaterialet i en gryde. De tilberedes på samme måde som infusioner. Urten kommes i en emaljeret gryde, overhældes med varmt vand og sættes i vandbad.

Hvad er forskellen på det tilberedte middel og en infusion? Svaret er enkelt: trækketiden i vandbad. I nogle tilfælde er den en time eller mere. Som følge heraf foregår ekstraktionen (udtrækningen, udtrækket) af nyttige stoffer mere intenst, og midlet bliver mere koncentreret.

Det skal man tage højde for, når man tilbereder infusioner af sammensatte planteblandinger. Man må ikke komme urter i afkoget, som ikke anbefales udsat for langvarig varmebehandling (som rhizomer fra blodtop).

Te

Til tilberedning af te overhældes plantematerialet med kogende vand og trækker i et par minutter. Den varme drik er straks klar til brug. Til tebrygningen bruges urter, blade, knuste rødder og bær.

Når man laver te af blodtop, bruger man både tørre rhizomer og blade eller en blanding af dem. Til et stort tekrus på 250–300 ml er 1–2 teskefulde plantemateriale nok. De overhældes med kogende vand. Teen er klar efter fem minutter. Ved behandling kan man drikke to krus om dagen.

Kontraindikationer for brug

Lægemidler baseret på blodtop ordineres ikke ved forstoppelse, forhøjet blodtryk eller spasmer i hjernens blodkar. De må ikke tages ved tromboflebitis og øget koagulationsevne i blodet.

Behandling med dette plantemiddel er kontraindiceret, hvis personen har individuel intolerans over for stoffer, der indgår i planten. Allergiske reaktioner viser sig som udslæt, hudrødme, kvalme og i alvorlige tilfælde ødemer.

Interessante fakta

1. Blodtop er en fantastisk urt, der indeholder snesevis af nyttige stoffer og grundstoffer. Den helbreder ikke kun sygdomme, men ser også smuk ud og bruges aktivt af florister. Den yndefulde, smukke plante indgår i raffinerede buketter og blomsterdekorationer.
2. Populære forædlede sorter af blodtop – Shokoladny Nakonechnik, Red Zander, Pink Brushes, Mensisa, Rhesus, Tanna, Pink Tanna. Interessant nok lever vilde repræsentanter af denne slægt op til 40 år, mens forædlede haveplanter lever op til 8 år. Alle vilde arter af blodtop er modstandsdygtige over for svampeangreb og virussygdomme. Det er vinterhårde stauder, der vokser godt i halvskygge og på åbne steder.
3. Blodtop hører til de spiselige urter. Næsten alle plantedele kan bruges i madlavningen. Jordstænglerne, der er rige på stivelse, kan koges i vand eller mælk. Bladene er velegnede til salat. Det grønne har en behagelig agurksmag og en karakteristisk nøddeagtig aroma. Særligt velsmagende er de saftige forårsblade. De er tilstrækkeligt bløde og ikke stikkende. Bladene kan også tilsættes til okroshka og varme supper, men kun som frisk krydderi. Opvarmning forringer kvaliteten af det grønne og ødelægger aromaen.
4. I hjemmelavet limonade kan man ikke kun tilsætte ingefær, men også blodtopblade. De giver drikken en ny smagsnuance. I limonade passer blodtoppens grønt godt sammen med mynte. I kødretter tilsættes den sammen med estragon, persille og rosmarin.
5. I det orientalske køkken har man ikke kun fundet anvendelse for bladene, men også for plantens blomster. De forbedrer smagen af stegte retter og suppe.
6. Blodurt tilsættes til oste, planten varierer saucer og kødsovse. Af de grønne blade laves der endda en original eddike med en særlig frisk aroma.

Billede af blodplomme