Kvikgræs: medicinske egenskaber og kontraindikationer

Hvilke navne har folk dog ikke fundet på til kvikgræs! Det ene værre end det andet: nogle kalder det hundegræs, andre ruggræs. I nogle egne kaldes det «ponyr», andre steder «dandura», og andre steder endda «ormegræs». Hvis en sommerhusejer eller køkkenhaveejer drømmer, at kvikgræsset har bredt sig frodigt på de elskede bede eller blomsterbed, vågner vedkommende med urolig hjertebanken. Og når man indser, at det bare var en drøm, ånder man lettet op. For kvikgræs er en hovedpine for alle, der elsker at grave i jorden. Dets jordstængler breder sig hurtigt i bredden og dybden, og det er svært for køkkenhaveejeren at få bugt med det.

Kemisk sammensætning

Imidlertid indeholder netop disse jordstængler en hel del stoffer, der er nyttige for mennesker. For eksempel er kvikgræs rig på vitamin C og E – askorbinsyre og tokoferol – som kan forsinke aldring og styrke immunforsvaret. Et komplekst polysakkarid, stivelse, bidrager også til at styrke immuniteten, og det er desuden nødvendigt for hjernen og musklerne. Styrken ved det karotin, der findes i jordstænglen, ligger i evnen til at fjerne frie radikaler fra cellerne og mindske den negative effekt af et ugunstigt miljø.

Blandt komponenterne i kvikgræssets jordstængel udgør protein næsten 10 %, og det er et af de vigtigste «byggematerialer» for den menneskelige krop. Rollen for tricin (et kulhydrat, der udgør næsten 40 % af kvikgræssets sammensætning) og monosakkaridet fruktose er at sikre hurtig genopbygning af kræfterne.

Et helt sæt organiske syrer bidrager til at opretholde en normal syre-base-balance i kroppen og deltager i stofskifteprocesserne.

Mineralsalte i kvikgræsets sammensætning betror den menneskelige krop at sikre funktionen af hjerte-kar-systemet, det endokrine system, nervesystemet og fordøjelseskanalen, at være ansvarlig for balancen i vand-salt-omsætningen og at deltage i bloddannelsen. En særlig vigtig rolle spiller salte af kiselsyre, da kroppen ved mangel på silicium har svært ved at optage mere end halvfjerds kemiske grundstoffer.

Hudens, hårets og neglenes tilstand påvirkes af olierne – fedtolie og æterisk olie – som også er blandt de nyttige stoffer i kvikgræs.

Aminosyren alanin er en konstant aktiv deltager i alle metaboliske processer, sikrer udholdenhed og påvirker hjerne- og muskelsystemets funktion positivt.

Hvordan ser den ud, og hvor vokser den

Kvik tilhører græsfamilien. Dens lange, stærkt forgrenede rod med et enormt antal udløbere kan trænge dybt ned i blød, løs jord – op til 1 meter eller endnu mere. Men normalt spreder alle dens udløbere sig i en dybde på højst 15 cm. Til gengæld optager udløberne fra roden et minimalt 'område' på 3 x 3 meter i bredden, men kan strække sig over et endnu større område.

Kvik bliver mellem 50 cm og 120 cm høj. Dens farve er oftest ren grøn, men der findes arter, hvor den overjordiske del er blågrøn. Normalt findes en glat, nøgen plante, men der findes også hårede eksemplarer.

Kvikbladene er flade og stærkt aflange. Botanikere henregner denne form til den lineære type. De kan blive op til 40 cm lange og 10 cm brede (under gunstige vækstbetingelser). Fine ribber ses tydeligt langs hele bladet.

Plantens høje stængler ender i småaks, hvis længde kan variere fra 10 til 15 cm. De indeholder 4 til 7 blomster med aflange, lancetformede skæl. Kvik begynder at blomstre allerede i den første sommermåned, og fra slutningen af juli begynder frøene at modnes.

Dette ukrudt kan formere sig både med jordstængler (denne metode kaldes vegetativ) og med frø (også kaldet seksuel formering). Planten er meget tilpasset begge metoder. Jordstænglerne kan dække enorme områder, og i god jord kan de give liv til et enormt antal spirer. På en hektar land, der er bevokset med kvik, findes der en utrolig mængde jordstængelknapper – omkring 250 millioner! Og hver eneste af dem kan give liv til en ny plante. Selv hvis roden hakkes i mange småstykker, vil intet stykke dø formålsløst; der vil uvigerligt vokse et nyt ukrudt fra det. Og selvom et lille stykke ligger stille i jorden i et år uden at vise tegn på liv, kan der det næste år eller endda om et eller to år sagtens udvikle sig en ny spire.

Bestøvningen af kvik sker ved krydsbestøvning, det vil sige at pollen fra en plante overføres til støvfanget på en anden. Derved dannes en plante med en ny genotype, der bevarer endnu større modstandsdygtighed og overlevelsesevne. Frøene, ligesom rodstykkerne, kan overleve ugunstige forhold i jorden i mere end en sæson og vise sig igen selv efter 10–12 år. Og da en plante kan producere omkring 10.000 frø, er det let at forestille sig, hvilken enorm hær hver enkelt kvikplante årligt sender ud på markerne.

Tørke, som kvik tåler dårligt, overlever den i sovende tilstand, men når regnen begynder, skyder den i voldsom vækst og vokser centimeter for øjnene af en.

Dens hjem er stort set overalt på vores planet. Dens vigtigste kolonier findes på den nordlige halvkugle, i europæiske lande, i Asien; den overlever også i den nordafrikanske varme og på den sydlige halvkugle. I Rusland findes den overalt.

Det, der passer bedst til den, er et tempereret klima. Den kan lide frugtbar, tilstrækkelig løs, kvælstofrig jord, vokser bedst på sand, men lider ikke meget på sumpet grund. Dens høje bevoksning findes ikke kun på marker, men også på bredder af vandløb, skovlysninger, langs veje, på vejkanter, i stepper. Som en ubuden gæst bryder kvik ind på sommerhuse og køkkenhaver, fordi den især kan lide steder med regelmæssig vanding. Men hvis jorden ikke bearbejdes i lang tid og bliver tæt, hård, som om den er stampet, mister den sin aktivitet, som genoptages efter den første pløjning.

Marker, der er overgroet med kvik, mister kraftigt deres udbytte, da kvikken skader både kulturplanter og jorden, som den fratager næringsstoffer og fugt. Som følge heraf tørrer jorden ud og bliver kraftigt forarmet.

Arter

I naturen findes der næsten 30 arter af kvik. De adskiller sig fra hinanden i højde og aksets opbygning, og denne forskel forklares af de forhold, de vokser under.

Således har den almindelige kvik, som trives overalt, i enhver naturzone – både på en eng eller lysning, på bredden af et vandløb, i en køkkenhave eller på en mark, på vejkanten – en høj vækst fra en halv meter til 1 m 20 cm. Tilsvarende er dens stængler og blade ret store, lange. Den er meget svær at udrydde.

En anden slægtning, den raigræslignende kvik, er ret lav. Den bliver ikke højere end 30-75 cm. Dens levested er steppe; den er udbredt hovedsageligt i de sydlige regioner af Rusland, i Ukraine, og kan lide sand- eller kalkjord, og bosætter sig på meget tørre enge. Den adskiller sig også i farve fra den almindelige kvik: dens overjordiske del er blågrøn.

Endnu en fra kohorten af kvik – den mellemstore kvik – er heller ikke særlig høj, den vokser fra 40 til 100 cm. I det centrale Rusland kan den ikke findes; den er udbredt længere sydpå: i stepper og på tørt land i Middelhavsområdet og Mellemeuropa. Kaukasus, Asien og det sydligste Rusland er også sædvanlige steder for den.

Endnu en sydlig kvik – den forlængede kvik. Den kan vokse op til 1,5 m, selvom den gennemsnitlige størrelse er fra 40 til 100 cm. Dens element er saltenge, kridt- og kalkjord, vejkanter i Asien, Kaukasus, Middelhavsområdet og det sydlige Rusland.

Indsamling og opbevaring

På trods af forskellene i kvik-arter, er de alle egnede til brug i medicinske formål. Folkelige helbredere ved, at det er bedst at grave jordstænglerne op enten om foråret eller efteråret. Det er lettest at bruge de ukrudt, der er gravet op i køkkenhaven. Deres jordstængler skal rystes godt fri for jord, vaskes først i en balje eller spand for lettere at gnide sandkornene af, og derefter skylles under rindende vand.

For at rødderne kan tørre godt, kan man først lægge dem et solrigt sted i en kort tid, helst når det er blæsende udenfor. Derefter skal de flyttes til et skyggefuldt sted, helst på en veranda eller terrasse. Det er vigtigt, at der er gennemtræk, og at vinden blæser over det medicinske materiale. Man kan tørre det færdig med en tørremaskine. Så skal rødderne skæres lidt op på forhånd, så de er lettere at lægge i bakker.

De tørrede jordstængler kan opbevares i maksimalt 2 år. Man skal overholde opbevaringsreglerne – læg dem i krydsfinérkasser eller i lærredsposer.

Kvikgræssets medicinske egenskaber

Dette skadelige og aggressive kvikgræs kan gøre mennesket en god tjeneste. Dets helbredende egenskaber har været kendt af læger i lang tid. De har været brugt siden oldtidens Grækenland. Allerede den store Avicenna kendte til fordelen ved at lægge kvikgræs på sår, og at dets rod har en helende virkning.

I det før-revolutionære Rusland blev kvikgræs indsamlet til apoteker. I dag bruges det i europæiske lande af den officielle medicin – for eksempel i Tyskland, hvor anvendelsen af kvikgræs endda behandles på sundhedsstyrelsesniveau. Der bruges det ved tilfælde af urinvejsinfektioner og ved behandling af forkølelse og akutte luftvejsinfektioner.

Videnskabelig medicin peger på jordstænglernes evne til at regulere saltstofskiftet. Den værdsættes også for sin vanddrivende, sveddrivende og omsluttende effekt samt slimløsende virkning.

Kvikgræs hører til de midler, der kan genoprette kræfterne, løfte kroppens tonus, forbedre appetitten og genoprette søvnen. Dette fremmes af de sukkerstoffer og vitaminer, der findes i det. Det bruges også for dets evne til at regulere blodets størkning, ilte det og rense det. Takket være plantens virkning øges vandafgangen fra kroppen, samtidig renses kapillærerne, affaldsstoffer udledes, og dette bidrager til at mindske hududslæt.

Kvikgræs har også en ormedrivende effekt; i naturen bruger katte og hunde det ved at spise græsset og dermed rense sig for parasitter.

For kvinder

For kvinder er kvikgræs interessant som et middel, der kan få huden til at bevare skønhed, sundhed og ungdom, reducere antallet af rynker takket være kontrollen med oxidative processer i kroppen. Derudover hjælper E-vitamin (tocopherol), som findes i plantens jordstængler, med at slippe af med bumser, akneudslæt og fremskynde heling af irritationer.

Tocopherol bidrager også til at genoprette regelmæssig menstruationscyklus og forbedrer ved at øge seksuel lyst fertiliteten – evnen til at føde sunde og stærke børn.

For mænd

For mænd, ligesom for kvinder, hjælper E-vitamin med at genoprette forplantningsevnen og sikrer normal sædvæskesammensætning. Som eksperter siger, er dette middel netop nødvendigt for fyrreårige mænd for at genvinde deres tidligere mandlige styrke og naturlige kødelige begær. Derudover har planten, ved mildt at lindre inflammation, en gavnlig effekt på prostata og letter forløbet af prostatitis.

Kvikgræs i folkemedicinen

Folkemedicinen bruger kvikgræs til behandling af forskellige kropssystemer – lige fra stofskiftesygdomme, gigt og reumatisme til patologier i fordøjelsen, det kardiovaskulære system, urin- og kønsorganer samt kræft.

En kop te af kvikgræs hjælper mod træthed og følelse af afkræftelse. Det er fastslået, at kvikgræs er effektivt til at fjerne følgerne af stråling, og det ordineres endda som et supplerende middel ved strålesyge.

Præparater fremstillet af rodstokken samt saft fra bladene anbefales til behandling af bronkitis, lungebetændelse og akutte luftvejsinfektioner. Kvikgræs har også vist sig effektiv mod furunkulose og akne. Ved disse og andre hudproblemer, herunder diatese hos børn, nældefeber og eksem, anbefales kure med bade indeholdende kvikgræs. Sædvanligvis ordineres der mellem 10 og 15 sådanne behandlinger. De hjælper også mod hårtab og hæmorider. I sidstnævnte tilfælde kan kvikgræs også anvendes i form af klyster.

Midler baseret på kvikgræs anvendes bredt til at behandle leversygdomme, herunder alvorlige som hepatitis, skrumpelever og fedtlever. I urteblandinger behandler denne plante galdeblære og galdeveje samt galdesten. Dets antiinflammatoriske egenskaber anvendes i folkemedicinen til at lindre symptomer på gastritis, colitis og enteritis. Folkemedicinen kender behandling af forhøjet blodtryk, anæmi og rakitis med kvikgræs. Midler baseret på dette ukrudt anvendes som supplement i kombinationsbehandling af ondartede svulster.

Typer af helbredende blandinger

Folkehelbredere anvender kvikgræs som te, saft, afkog, udtræk, tinktur og tabletter. Væskerne indtages både internt og eksternt – som bade, kompresser og omslag.

Tabletter indtages kun internt. Egentlig er det ikke tabletter i den forstand, man normalt kender. Folkehelbredere fremstiller dem af saft fra plantens overjordiske del ved at føre blade og stængler gennem en kødhakker eller blende dem. Den resulterende masse presses for saft, som derefter bruges til at gennembløde brød, som rulles til små kugler.

Indtagelse af sådanne tabletter i en måned genopretter kroppens immunforsvar, forbedrer velværet og normaliserer stofskiftet og fordøjelsessystemets funktion. Den sædvanlige dosis er én gang dagligt en time før et måltid.

Folkemedicinen tilbyder også en original metode til at bekæmpe fodsved ved hjælp af friskplukket kvikgræs. Om aftenen, efter at fødderne er vasket, skal tæerne flettes ind i bygstrå og kvikgræs – ligesom man fletter kurve. Ovenpå tages der strømper på, og man går i seng. Om morgenen kasseres urten, og der tages rene strømper på. Hvis dette gøres dagligt, vil overdreven svedtendens, ubehagelig lugt og de dermed forbundne hudirritationer og bylder forsvinde.

Infusion

1. Mod podagra og blærebetændelse. For at få et helbredende afkog skal det tørrede rodstykke knuses. Hæld 2 store skeer af råvaren i en halv liter kogende vand. Dæk med en underkop eller låg og lad det trække i 8 timer. Drik midlet 20 minutter før morgenmad, frokost og aftensmad, efter at have varmet det op til lunt. Udtrækket virker effektivt som et vanddrivende, slimløsende og sveddrivende middel.
2. Ved ufrugtbarhed. Dette middel er nyttigt for både mænd og kvinder. Grav rodstokken op, vask den, hak den (eller brug tørret, færdigkøbt materiale), bryg 1 spiseskefuld med et glas lige kogende vand. Lad det trække i en halv time, sigt og drik tre gange dagligt en spiseskefuld, uden at binde det til måltider.
3. Ved kolecystitis. Hæld 2 spiseskefulde rodstok i 1½ glas lige kogende vand. Lad det trække i ca. 4-6 timer. Drik efter sigtning – et glas tre gange dagligt. Tag kuren i en måned.

Tinktur

1. Mod hoste ved forkølelse. Tilbered 2 spiseskefulde materiale og 250 ml vand. Vandet skal være kogt og afkølet til stuetemperatur. Hæld vandet over kvikgræsset, lad det trække i 12 timer, sigt derefter og pres rodstokmassen. Drik 3 gange dagligt et glas, det er ikke nødvendigt at binde indtagelsen til måltider.
2. Mod gastritis. Denne tinktur hjælper mod colitis, enteritis og stofskifteforstyrrelser. Der kræves færdighakket rodstok. Hæld afkølet kogt vand over det i denne proportion: til 250 ml – 5 teskefulde materiale. Lad det trække i 12 timer, sigt derefter, adskil kvikgræsset fra ekstrakten, men hæld ikke ekstrakten ud. Hæld 250 ml lige kogende vand over kvikgræsset og lad det stå lunt i ca. 50-60 minutter. Efter sigtning skal både den første og den anden ekstrakt blandes og drikkes. Dosis: ½ glas 4 gange dagligt før måltider.
3. Alkoholtinktur. Til et glas god vodka skal du presse 2 spiseskefulde saft: kør friske blade og stængler i en blender, pres derefter gennem 4-6 lag gaze. Hvis du forbereder dette middel om sommeren, kan du behandle forkølelse hele vinteren, da kvikgræs i denne form holder sig i flere måneder.

Afkog

1. Mod hæmorider. Indikationerne for dette afkog er bredere – det anbefales blandt andet ved betændelse i tyktarmen samt forværring af blærebetændelse. Til fremstilling af midlet skal du hælde 2 spiseskefulde tørt medicinsk materiale med 1 glas lige kogende vand og sætte på komfuret for yderligere kogning. Kog i 5-10 minutter. Efter afkøling sigtes og presses grundigt. Afkoget kan tages oralt, ⅓ glas før måltider tre gange dagligt. Det kan anvendes som mikrolavement, hvortil der tages 2-3 spiseskefulde af midlet. Hvis afkoget skal drikkes, kan man under kogningen tilsætte et solbærblad for aroma.
2. Mod sukkersyge. Midlet tilberedt efter denne opskrift regulerer stofskiftet. Hæld en håndfuld kvikgræsrod med 1,2 liter vand. Bring i kog, skru ned for varmen og lad det simre, indtil volumen er reduceret med ca. 25%. Efter sigtning drikkes 1 spiseskefuld 4 til 5 gange dagligt, uafhængigt af måltider.
3. Ved kræft. Når du beslutter dig for at bruge naturmidler, må du ikke glemme, at den primære behandling ordineres af lægen; urter kan kun være et supplement til hovedforløbet. Tag 2 spiseskefulde af det tørrede lægemiddel, hæld dem med to kopper frisk kogende vand og kog ved svag varme. Midlet skal koge i cirka 15 minutter, ikke længere. Derefter skal du dække beholderen, hvor urten blev kogt, med et låg og lade det trække i cirka 3 timer. Efter siing tages det en halv time før måltider. Daglig dosis – 3-4 gange om dagen, 1/3 kop hver gang. Kuren varer en måned.
4. Mælkeafkog. Til et glas mælk skal du tage 1 spiseskefuld jordstængel. Bring mælken i kog, hæld den kogende mælk over lægemidlet og sæt det tilbage på komfuret. Det er nødvendigt, at mælken med kvik koger i 10 minutter ved svag varme. Afkøl til lunken, si og drik. Forbered afkoget to gange om dagen. Hjælper kvinder med betændelse i æggestokkene og infertilitet som følge af denne betændelse.

Te

Ved teenage-akne
Ved dette problem skal du brygge te af fire urter. Forbered først urtesammensætningen: bland to dele kvikjordstængel og en del hver af stedmoderblomst, agerpadderok og brændenælde i en tør beholder, for eksempel en glaskrukke. Bryg te af 2 topfyldte teskefulde urtesammensætning og en kvart liter kogende vand. Efter 10 minutter si den som almindelig te gennem en tesig og drik. Dosis – 3 gange om dagen. Hvis du gør denne te-drikning til et dagligt, traditionelt ritual, vil huden blive renset meget hurtigt.

Saft

Friskpresset kviksaft lindrer symptomerne på hæmorroider godt. For at få den, skal du vaske plantens overjordiske del – både stængler og blade – og overhælde dem med kogende vand. Drej dem derefter gennem en kødhakker og tilsæt lige så meget vand, som der er grøn urtegrød. Rør rundt, pres gennem 4-6 lag osteklæde og kog i 3 minutter. Drik 1/3 kop før hvert måltid. Saften kan ikke opbevares i mere end to dage, selv ikke i køleskab.

Anvendelse i madlavning

Mennesker har tilpasset sig til at bruge kvik også i madlavning. Til forskellige retter bruger man både jordstængler og den overjordiske del. Jordstænglerne foretrækkes: de er rigere på gavnlige komponenter og desuden saftige.

Af planten kan man tilberede fuldgyldigt tilbehør, som supplerer både kød- og fiskeprodukter fremragende og også passer til retter med svampe og grøntsager. Opskrifter med kvik vil især glæde dem, der kan lide krydret og original mad.

Salat med kvikgræs

Om foråret vil en sådan salat være en rigtig vitaminbombe, der kan vække kroppen fra vinterdvale og vemod. For at tilberede den skal du ud over 100 g kvikjordstængel bruge mælkebøtteblade (ca. 40 g), brændenælde (ca. 50 g) samt vejbred og skvalderkål (30 g hver). Supplér urteblandingen med dild, persille og grønne løgfjer. Jordstænglerne skal koges lidt på forhånd (10-15 minutter). Hak al grøntsagen, salt den og tilsæt creme fraiche eller mayonnaise.

Kvikgræspuré med løg

Til denne ret, der med rette kan betragtes som diætetisk, skal du bruge 300 g hvene- (eller kvikgræs-) rodstok. Vask den, kog den til den er mør, tag den op af gryden med en hulske, og kværn den gennem en kødhakker sammen med 50 g almindeligt løg. Salt, peber, og hæld creme fraiche over.

Pirogger med kvikgræs

Til piroggerne skal du forberede almindelig gærdej, men erstatte en del af hvedemelet med mel fra hvene-rodstokke. Til det skal du male den tørre rod i en kaffekværn. Bemærk at mel kun laves af unge rodstokke; gamle er uegnede til formålet.

Til halvandet kilo hvedemel tages et halvt kilo kvikgræs. Fortsæt derefter som normalt: opløs 1 teskefuld salt og 1 spiseskefuld sukker i et glas mælk, tilsæt en pakke tørgær. Ælt dejen indtil den ikke længere klæber til hænderne og begynder at slippe skålens sider. Lad den hæve.

Fyldet til disse pirogger kan være hårdkogte og hakkede æg blandet med ris, kartoffelmos med stegt løg, eller kødfars. Piroggerne kan bages i ovnen eller steges på en pande i rigeligt planteolie.

Grød med kvikgræs

For at tilberede denne grød skal du knuse unge hvene-rodstokke og gøre dem til gryn. Under kogning blandes disse gryn ligeligt med andre gryn, for eksempel boghvede- eller perlegryn. Kog bedst i vandbad, tilsæt salt til sidst. Server med mælk eller smør.

Sådan slipper du af med kvikgræs i køkkenhaven

Det er muligt at slippe af med hvene, omend ikke let. Erfarne haveejere ved, at der ikke findes noget bedre end den gode gamle skovl eller greb. Du skal blot grave området op og manuelt fjerne rodstokkene, og sørge for ikke at efterlade et eneste stykke. Det er langsomt, besværligt og hårdt, men på den måde kan du fjerne hvene for altid.

Hvene undertrykkes ved konstant slåning og mulching af jorden. Du kan mulche med sort plastfolie eller dækmateriale af samme farve, eller med det afslåede hvene selv. Et tæt lag mulch forhindrer ukrudtet i at bryde igennem. Men hvis du ikke mulcher stedet det følgende år, vil den alligevel komme tilbage.

Hvis du sår grøngødning eller såkaldte grønne gødningsplanter (for eksempel sennep) umiddelbart efter gravning eller pløjning, kan de også afskrække hvene fra området og gradvist 'presse' den ud af køkkenhaven. Men det sker ikke hurtigt; grøngødning skal sås regelmæssigt over flere år.

Der er folkelige hemmeligheder, hvormed man også bekæmper kvikgræs. For eksempel vander man ofte området med en stærk opløsning af almindelig natron, ved at opløse en almindelig pakke i en 5-liters spand vand. Men naturligvis er det umuligt at behandle store arealer på den måde. Man vander også med en mættet saltopløsning, ved at opløse 3 kg salt i en spand vand.

60% medicinsk sprit kan også hjælpe, som man vander jorden med tidligt om foråret, når hvene lige er begyndt at vise sig. Men denne metode er dyr, så den er ikke egnet for alle.

Havegartnere eksperimenterer også med citronsyrepulver. Hvis man tilbereder en stærk opløsning af 3 spiseskefulde syre opløst i en liter vand og sprøjter kvikgræs i godt solskinsvejr, vil det snart dø.

Kemikalier, nærmere bestemt herbicider, virker på nogenlunde samme måde. Disse midler er meget effektive: de trænger ind i ukrudtet og dræber det hurtigt. Men rodstokkene skal stadig fjernes manuelt ved gravning, både efter citronsyre og efter herbicider.

Men erfarne havegartnere er overbeviste: kvikgræs kan bekæmpes både ved slåning, kemisk behandling og manuel fjernelse af rodstokke. Det vigtigste er at bruge en helhedsorienteret tilgang.

Kontraindikationer for brug

Kvikgræs er en ret harmløs plante, og der findes ingen særlige forbud mod dets brug. Men man bør ikke overdrive hverken med at spise det eller med at bruge præparater baseret på det. Man skal huske hovedreglen – 'Gør ingen skade', og den kræver streng overholdelse af foreskrevne doser eller kure og overholdelse af anbefalede behandlingsperioder.

Især bør kvinder under graviditet og amning ikke misbruge præparater baseret på planten. Man bør ikke skynde sig at give afkog og infusioner af kvikgræs til små børn under to år. Men samtidig er medicinske bade mod diatese indiceret selv for spædbørn under et år.

For dem, der har fået diagnosticeret alvorlige nyrepatologier eller mavesår, anbefales kvikgræs heller ikke. Det kan fremkalde en forværring.

Der kan også være individuel intolerance over for midler og præparater, der indeholder kvikgræs. I sådanne tilfælde er det bedst helt at undlade at bruge dem.

Foto af kvikgræs