Leverurt: medicinske egenskaber og kontraindikationer

Leverurt er en flerårig urt i benved-familien. Denne smukke plante anvendes i folkemedicinen som lægemiddelråstof. Blomsten har også et andet navn – Elias' urt. Leverurt begynder at blomstre i slutningen af juli eller i begyndelsen af august, når Elias' dag ifølge den ortodokse kalender fejres. Planten anvendes i landskabsdesign, den passer godt sammen med urter og buske, der foretrækker fugtig jord. Leverurt ser godt ud på bredden af kunstige søer.

Kemisk sammensætning

Plantens kemiske sammensætning er utilstrækkeligt undersøgt. Vandkar indeholder alkaloider, som er stærke giftstoffer. Men i små doser virker disse toksiner terapeutisk på nerve- og kredsløbssystemet. Det gennemsnitlige indhold af alkaloider er 0,03%.

Leverurt indeholder også komplekse organiske forbindelser:

• flavonoider;
• quercetin;
• rutin;
• kaempferol;
• hyperin;
• hyperosid;
• saponiner;
• luteolin.

I den overjordiske del og i rødderne findes ascorbinsyre (0,75%), kumarin (0,12%), garvestoffer og bitre stoffer af pyrokatekingruppen (3,6–7,2%), harpiksforbindelser (3,38%). Blomsterne indeholder meget leukoanthocyanin, modne frø indeholder fede olier.

Hvordan ser den ud, og hvor vokser den

Vandkar ser elegant og raffineret ud. Blomsterne, der gror på lange, nøgne blomsterstilke, er smukke og usædvanlige. Mellem de hvide, stribede kronblade og de grønlig-gule støvdragere er der flere staminodier. På dem „sidder“ runde kølleformede strukturer med tynde, lange stilke og sfæriske hoveder, der ligner honningdråber. De tiltrækker bestøvende insekter.

Vandkar bliver op til 40 cm høj. Hvis jorden ikke er tilstrækkelig fugtig, bliver planten lav. Rodsystemet er svagt og uforgrenet. Planten har én jordstængel, fra hvilken lange, tynde, trævlede rødder udgår.

Hjerteformede lysegrønne blade med lange stilke vokser fra en grundroset. Midt på sommeren kommer der også nogle småblade på blomsterstænglerne.

I slutningen af september modnes frugtkapslerne. Når den 4-klappede kapsel åbner sig, falder der talrige ovale frø til jorden. De er meget små, den gennemsnitlige længde af et frø er 0,5 mm. I 1 g plantemateriale er der op til 1500 frø. Lette frø transporteres af vind og vand, og spredes til siderne, når stænglerne rystes.

Udbredelsesområdet for leverurt er meget stort. Planten er vidt udbredt i den tempererede zone i Eurasien og det nordamerikanske kontinent.

Blomsten vokser på skovklædte sletter, enge og fugtige lysninger, i sumpede lavninger og på tørvemoser, og findes på bredden af floder, reservoirer og søer. I USA betragtes denne blomst som en truet art. I flere regioner i Rusland er planten opført i den røde bog.

Indsamling og opbevaring

De overjordiske dele af leverurt indsamles midt i blomstringen i juli-august. Stængler og blade skæres med kniv, saks eller plukkes blot. Hvis man tager jordstænglen, graves planten op eller rykkes blot op af den bløde jord. Rødderne er bedst at høste om efteråret i september.

Det er ikke værd at risikere at arbejde med bare hænder. På alle stadier af indsamlingen skal huden beskyttes med gummihandsker.

Straks efter indsamling vaskes hjertegræsset i rindende vand, og der forberedes et sted til tørring af urten. Det grønne sammen med blomsterne bindes i bundter og hænges op som "koste" i laden, på verandaen eller under et skur, i ethvert ventileret rum, hvor solens lys ikke når ind. Man kan tørre planterne på en rist eller på sigter, efter at have adskilt blomster og rødder fra stængler og blade.

Frøene indsamles først efter modning. Her er det vigtigt ikke at gå glip af tidspunktet og ikke miste høsten. Hvis planten dyrkes på grunden, kan man lægge hvidt stof eller plastfolie omkring den. Kapslerne skæres af og tørres på en jævn, glat overflade, uden adgang til direkte sollys.

Tørt hjertegræs opbevares i en papkasse, gaze- eller stofposer, på et tørt, ventileret sted. I nærheden af denne giftige plante må der ikke opbevares andre tørre urter eller fødevarer. På beholderens overflade anbefales det at lave en tydelig læselig påskrift: "Giftigt!".

Medicinske egenskaber af leverurt

Planten anvendes ikke i officiel medicin. Dog har udvalgte undersøgelser vist, at urten leverurt har følgende virkninger på menneskekroppen:

• vanddrivende;
• blodstillende;
• galdedrivende
• sårhelende;
• sammentrækkende;
• beroligende.

Forsøg udført på dyr bekræftede den galdedrivende effekt ved indtagelse af ekstrakt af Belozor bolotnyj. Det laboratoriefremstillede præparat nedsatte hjertefrekvensen, øgede livmodertonus, forstærkede tarmvæggenes motorik og havde afførende virkning. En alkoholisk opløsning af planten havde en bakteriedræbende effekt på Staphylococcus aureus. Forskerne bemærkede ingen toksiske egenskaber ved Iljinskaja-urt. I øjeblikket producerer den farmaceutiske industri ikke præparater, der indeholder ekstrakt eller udtræk af Belozor bolotnyj.

Leverurt i folkemedicinen

Planten er gennem århundreder blevet brugt i traditionel medicin hos forskellige folk i verden. Ifølge optegnelser fra forskere, rejsende og læger blev Iljinskaja-urt brygget til både børn og voksne i det 19. århundredes europæiske Rusland. Afkog og infusioner blev brugt til at behandle vandladningsbesvær, mavesmerter, tryk i området under ribbenene og diarre. De samme midler blev ordineret til at stoppe blodspytning og indre blødninger samt til at rense leveren. For at stoppe opkast blev belozor-frø brygget, og til behandling af øjeninfektioner brugte man en 'stampe' af bladene.

Folkehelbredere i Østsibirien brugte belozor til behandling af forkølelse og børnesygdomme. Folk i fjerne østlige områder mente, at Iljinskaja-urt ville stoppe lunge- og livmoderblødning samt helbrede den faldende sygdom – epilepsi. Folkehelbredere hos komi-folket bryggede belozor til kvinder, der lige havde født, for at fremme hurtig afgang af moderkagen. De samme midler blev ordineret mod nyresmerter, søvnløshed, oppustethed i maven, og de brugte dem til at lindre symptomer på højt blodtryk.

Helbredere hos Altai-folkene brugte belozor mod diarre, blærebetændelse og urinrørsbetændelse. Mod gigt lavede de kompresser af blade og tykke afkog, infusion blev givet til børn for at styrke tarmene og forhindre endetarmsfremfald ved forstoppelse. Planteteer blev også brugt til behandling af forkølelser.

I Ural blev Iljinskaja-urt brygget til kvinder for at styrke kroppen efter fødslen, i Kaukasus blev belozor brugt til behandling af vaginale infektioner ledsaget af hvidt udflåd. I Letland blev denne helbredende plante brugt til behandling af mavesmerter, og man lagde en grød af friske blade på sår.

I tibetansk medicin bruges planten til at drive galde ud og sænke feber, styrke blodkar og hjerte. Ukrainske og hviderussiske helbredere anbefaler at indtage infusioner og afkog af Iljinskaja-urt til forebyggelse og behandling af hysteriske anfald, takykardi og som krampestillende middel. I Tyskland blev alle plantens dele brugt til behandling af mavekræft.

Indtil første halvdel af det 20. århundrede, før effektive medicinske præparater fremkom, blev Belozor bolotnyj brugt i veterinærmedicin til behandling af kvæg. Man skyllede dyrenes sår med afkog for at forhindre fluer i at lægge larver i dem.

Moderne folkemedicin har ikke opgivet Belozor bolotnyj. Folkemidler er effektive til behandling af:

• hjerteneurose;
• takykardi og alle typer arytmi;
• epileptiske anfald;
• hovedpine;
• søvnløshed;
• tuberkulose;
• lungebetændelse;
• bronkitis;
• gigt;
• galdesten;
• smerter i rygsøjlen og led;
• blærebetændelse;
• urinrørsbetændelse;
• nyresten;
• lungebetændelse;
• bronkitis;
• akutte luftvejsinfektioner;
• leversygdomme;
• nyrebetændelser;
• kolitis;
• øget nervøsitet og hysterie.

Folkemedicin bruger hvid storkenæb også som et eksternt middel. Plantens grønne dele anvendes til behandling af blepharitis og conjunctivitis. Knuste frø og friske blade hjælper med hurtigt at hele skrammer og små sår.

Mose-storkenæb kan bruges som den eneste medicinske komponent i et middel. Det indgår også i komplekse blandinger, hvor lægeplanterne virker synergistisk og supplerer hinandens gavnlige egenskaber.

Tinktur til behandling af takykardi, arytmi og neuroser

Tinkturen indeholder 2 komponenter – råmateriale fra hvid storkenæb og vodka. Midlet fremstilles af tørrede blade. Man kan bruge rod og tørret grønt i lige mængder.

Vodka hældes i en ren glasflaske. Plantematerialet tilsættes, og beholderen lukkes med en tætsluttende låg. Midlet macereres i 2 uger på et mørkt sted ved stuetemperatur. Flasken rystes dagligt. Efter 14 dage filtreres væsken gennem et klæde eller papirfilter, og hældes tilbage i flasken. Bladene presses for at øge koncentrationen af gavnlige stoffer.

Tinkturen tages efter behov, men højst 3–4 gange dagligt med jævne mellemrum. I et glas hældes afkølet kogt vand, og 30 dråber af midlet tilsættes.

Afkog af frø til behandling af nyresten (urolithiasis)

Til fremstilling af midlet skal man bruge frø af mose-storkenæb (10 g) og et glas kogende vand. Med en apoteks- eller køkkenvægt afmåles den nødvendige mængde frø, hældes i en emaljeret kop, og overhældes med netop kogt vand.

Beholderen dækkes med låg og opvarmes i kogende vandbad i en halv time. Derefter tages koppen ud, og drikken trækker i mindst 10 minutter under låg. Væsken filtreres gennem en klud, de opsvulmede frø presses, og der tilsættes kogende vand, så afkogets volumen bringes op på 250 ml. Midlet drikkes tre gange dagligt efter måltider, en spiseskefuld ad gangen. Behandlingen fortsættes i mindst en uge.

Afkoget fremstillet efter denne opskrift kan bruges til behandling af nervesygdomme, hjerte-kar-sygdomme, bronkitis, halsbetændelse og forkølelse.

Infusion til at sænke blodtrykket

En spiseskefuld tørret urt af hvid storkenæb overhældes med et glas kogende vand og trækker i 1,5–2 timer. Den dampede urt presses i væsken, og væsken filtreres gennem en klud. Midlet tages tre gange dagligt, en halv likørglas efter måltider. Infusionen virker afslappende og beroligende, og hjælper med at sænke forhøjet blodtryk.

Omslag af friske blade

Dette middel har antiinflammatorisk og antimikrobiel virkning. Kompresset (omslag) fremstilles af friske blade af hvid storkenæb. Det grønne gnides i en støbejernsmorter, så det bliver blødt og frigiver saft.

Patienten lukker øjnene og lægger et lag knust belozor på dem, ovenpå dækkes omslaget med en klud. Kompressen holdes i 15-20 minutter.

På samme måde kan man mindske inflammation i øjenlågene ved blefaritis. Med omslag behandles ikke kun øjne. Knuste grønne blade og hele blade lægges på skrammer, udslæt og små sår.

Vanddrivende urteblanding i termokande

Denne komplekse blanding indeholder tørrede råvarer fra 6 lægeplanter med lignende egenskaber. Til at forberede midlet skal du bruge:

1. Urte af sumpbelozor, nyrete (Orthosiphon stamineus), bjørnebærblade, urt pol-pala – hver 1 teskefuld.
2. Urte af sporys og Kurilsk te – hver 2 teskefulde.

Urterne afmåles og hældes i en kop, råvarerne blandes grundigt og lægges i en papirpose. Til en portion urtete tages 2 spiseskefulde af blandingen, som hældes i en termokande på 0,35-0,5 liter. Blandingen overhældes med et glas kogende vand (250 ml), låget lukkes, og teen trækker i 30-35 minutter. Derefter hældes midlet over i en glaskrukke, og den lukkes. Vanddrivende te tages tre gange dagligt, 80 ml (en tredjedel af et glas), før måltider.

Infusion til behandling af mavekræft

Folkehelbredere forbereder en infusion af belozor som et supplement til behandling af mavekræft. Urtesammensætningen erstatter på ingen måde den primære terapi, men ledsager den kun, og lindrer patientens tilstand.

Til at forberede midlet tages 40 g tørrede rødder og blade af iljinskajurt. Ingredienserne blandes i forholdet 1:1. Råvarerne lægges i en halvliters glaskrukke og overhældes med kogende vand (til halsen). Beholderen lukkes med et tæt plastiklåg. Når krukken er afkølet til stuetemperatur, stilles infusionen i køleskabet i 2 uger.

Midlet tages 3-4 gange dagligt, 20-25 ml, på tom mave. Hvis behandlingen tolereres godt, kan enkeltdosen øges til 40 ml. Midlet kan tages løbende eller i kure. Varigheden af behandlingen bør drøftes med en læge.

Infusionen tilberedt efter denne opskrift sænker blodtrykket og virker som et beroligende og antiinflammatorisk middel. Den kan bruges til fugtige kompresser og påføres huden for at mindske inflammatoriske processer.

Afkog til behandling af leversygdomme

Sumpbelozor fremmer fornyelsen af leverceller, og afkoget har en helbredende virkning på mave-tarm-kanalen. Til at forberede midlet skal du bruge 1,5 spiseskefulde sumpbelozor (tør råvare) og 250 ml kogt vand. Afkoget tilberedes uden brug af vandbad.

I en stor emaljeret kop hældes urteråvaren og overhældes med varmt vand. Karret sættes på komfuret, væsken varmes op, og midlet koges i mindst 5 minutter. Derefter tages koppen af komfuret, dækkes med et tæt låg og trækker i 2-3 timer.

Når opløsningen er afkølet, sier man væsken fra, presser den kogte urt, hælder afkoget over i en glaskrukke, lukker beholderen tæt og stiller den i køleskabet. Midlet tages dagligt, en spiseskefuld, uanset tidspunkt og måltid.

Tinktur mod migræne, takykardi og blødninger

Dette middel kan tilberedes af tørret urt af leverurt. Man tager:

• 40–45 g urtemateriale;
• en flaske vodka.

Urtematerialet lægges i vodkaen, og flasken lukkes med en lufttæt prop. Middelet trækkes i et mørkt rum i mindst 14–15 dage. Tinkturen rystes dagligt, så de aktive stoffer frigøres til væsken. Efter at middelet har trukket, filtreres væsken gennem et gaze-filter. Tinkturen tages 1 gang om dagen. I et glas hældes vand, og med en pipette afmåles 20–30 dråber af middelet. Behandlingen fortsættes, indtil tilstanden bedres.

Nyre-urteblanding mod ødemer

For at fremstille en te med antiinflammatorisk og vanddrivende effekt skal man købe tørret apoteksurte fra flere planter. Blandingen indeholder:

• kærlovsurt;
• anemone;
• glat brokurt;
• sprøjteagurk;
• svalerod;
• torskemund;
• sæbeurt;
• hvid galdebær;
• hamp;
• kærspringfrø (almindelig rør mig ikke);
• cyklamen (alpeviol);
• eukommia (kinesisk gummitræ).

Inden infusionen tilberedes, laves en blanding af lægeplanter. I en skål lægges 1 teske af hver urtetype, og ingredienserne blandes.

Til fremstilling af en dosis af middelet tages en spiseske af urterne og lægges i en glas- eller keramikbeholder. Urterne overhældes med kogende vand, låget lukkes, og middelet trækker i 2,5–3 timer. De dampede planter presses, den medicinske opløsning afkøles og opbevares i køleskab i 2–3 dage. Middelet tages 3 gange om dagen, før morgenmad, frokost og aftensmad. Volumen pr. dosis er 20–30 ml.

Infusion af blomster til behandling af hvidt udflåd og gonorré

Til fremstilling af et afkog anvendes tørrede blomster af leverurt. Midlet indtages oralt; vedrørende skylning bør man rådføre sig med en gynækolog. Sygdomme, der ledsages af kløe og ubehageligt udflåd, forårsages af svampe og bakterier, og leverurt kan ødelægge patogen mikroflora og reducere inflammation. Folkemedicinere angiver mindst to opskrifter til behandling af gonoré og hvidflod.

1. En spiseske tørrede blomster lægges i en emaljeret gryde, og der hældes et glas varmt vand (200–250 ml). Beholderen stilles i et kogende vandbad og holdes der i 10 minutter. Derefter tages gryden ud, væsken filtreres gennem et klæde, og der tilsættes kogende vand for at erstatte den fordampede væske. Middelet tages 4 gange i døgnet, en spiseske ad gangen, efter måltider.
2. Tørrede blomster lægges i en halvliters krukke, og der hældes 400–450 ml kogende vand. Væsken trækker i 1 time. Beholderen skal være dækket med låg. Efter den angivne tid filtreres infusionen. Middelet drikkes op til 6 gange om dagen, 1 teske ad gangen, under eller efter måltider.

Kompleks infusion til behandling af vegetativ-vaskulær dystoni

Blandingen indeholder 12 lægeplanter, der normaliserer hjertefunktionen, sænker blodtrykket og har en beroligende og afslappende effekt. Blandingen kan laves selv ved at købe alle nødvendige ingredienser på apoteket. Til fremstilling af middelet kræves:

1. Leverurt, oregano, hovedklokke, Panzeria lanata, stedmoderblomst, svaleurt, kamille, gåsepotentil (2 dele hver).
2. Dildfrø (2 dele).
3. Hyben (4 dele).
4. Humlefrugter (2 dele).
5. Rod af Patrinia sibirica (1 del).

Afmål den nødvendige mængde af hver type tør plantemateriale, bland ingredienserne i en stor skål, overfør dem til en papirpose eller papæske. Til fremstilling af udtræk tages 2 spiseskefulde af blandingen og anbringes i en termokande. Hæld en halv liter nykogt vand i og skru låget på.

Middelet trækker i 7–8 timer, hvorefter termokanden åbnes, og væsken hældes i en krukke (samtidig sies det dampede plantemateriale fra). Til behandling af vegetativ dystoni tages udtrækket tre gange dagligt, et halvt glas, 25–30 minutter før måltider. Middelet kan drikkes i kure af 1,5–2 måneder, med pauser på op til 2–3 uger.

Typer af helbredende blandinger

Ved tilberedning af midler skal man følge den traditionelle opskrift for at undgå overdosering af ikke kun gavnlige, men også skadelige stoffer, der findes i planterne. Udtræk, afkog og tinkturer adskiller sig fra hinanden ved tilberedningsmetoder.

Infusion

Til udtræk anvendes blade, stængler, rødder og blomster af sumpkærminde. I klassiske opskrifter tages 1–2 spiseskefulde tørt materiale, og det overhældes med nykogt vand. Beholderen anbringes i et kogende vandbad og holdes der i 3–10 minutter.

I folkemedicinens opskrifter udelades varmebehandling i vandbad ofte, og man nøjes med at lade væsken trække under låg. Sådanne præparater anbefales at tilberede i tykvæggede beholdere, der holder godt på varmen. Det kan være glas og keramik. Beholderen lukkes med låg, og midlet trækker i 1,5–2 timer. Når væsken bliver lun, filtreres udtrækket, og plantedruen presses ud.

Tinktur

Tinkturer tilberedes på sprit eller vodka, og doseringen måles i dråber. Medicinsk sprit har en styrke på 70 grader. Den kan fortyndes med kogt vand for at reducere koncentrationen af ethylalkohol til 40 volumenprocent.

Til fremstilling af 500 ml tinktur tages 3–4 skeer tørt materiale (rod, blade og stængler) og en halv liter spritbase. Beholderen lukkes lufttæt og stilles i et køkkenskab med lukkede døre eller et andet mørkt sted (men ikke i køleskab). Efter 2–3 uger er tinkturen klar til brug. Midlet opbevares i køleskab i op til et halvt år eller mere.

Afkog

Afkog tilberedes på samme måde som udtræk, men varmebehandlingstiden forlænges. Til fremstilling af midlet skal bruges 1–2 skeer tørrede rødder eller blade af sumpkærminde. Nogle gange anvendes også blomster.

I klassiske opskrifter hældes materialet i en emaljeret metalbeholder, overhældes med varmt vand, og beholderen sættes i et vandbad. Afkoget opvarmes i 10 til 30 minutter. Derefter tages beholderen ud, planteresterne presses ud i væsken, filtreres, og afkoget afkøles.

På grund af den relativt lange varmebehandling i afkog er koncentrationen af gavnlige stoffer højere end i infusion. I opskrifter fra folkemedicinere erstattes vandbad ofte med simpel kogning på komfuret.

Kontraindikationer for brug

Mose-pors må ikke bruges af personer, der lider af trombofili. Planten er kontraindiceret ved lavt blodtryk og bradykardi. Mose-pors er giftig, og stofferne i den kan forårsage forgiftning. Derfor, før du tilbereder hjemmemedicin til behandling, bør du konsultere en erfaren urtelæge eller læge.

Midler fremstillet af mose-pors må ikke bruges til behandling af børn og gravide kvinder, da der endnu ikke er udført fuldstændige undersøgelser af plantens virkning på menneskekroppen. Af samme grund er mose-pors kontraindiceret til ammende kvinder.

Midler baseret på mose-pors må ikke tages af personer, der har haft nogen form for allergisk reaktion på hjemmelavede plantebaserede præparater. I så fald må man afstå fra behandling med folkemedicin.

I naturen findes der 55 arter af mose-pors. Planterne adskiller sig i størrelse, udseende og struktur af blomster, blade og rodsystem. Alle medlemmer af familien indeholder alkaloider og er giftige. Børn må ikke plukke blomster af mose-pors, lege med dem, samle buketter, og især ikke smage på dem. Ved forgiftning skal man skylle maven med masser af varmt vand og tilkalde en ambulance.

Billede af leverurt