Nøkkerose: helbredende egenskaber og kontraindikationer

Botanikere kalder nøkkerosen for det smukke ord "nymfæa". Romantisk! Man forestiller sig straks, at en nymfe – et smukt eventyrligt væsen – boltrer sig på bredden af en sø, hvis vandoverflade er dækket af pragtfulde, liljeagtige blomster. Folket har givet nøkkerosen et lige så smukt navn – havfruens blomst. Selvom nøkkerosen er nøjsom og findes næsten overalt, er denne plante i dag optaget i den røde liste, fordi den hensynsløst udryddes af mennesker.

Kemisk sammensætning

1. I jordstænglen findes en stor mængde næringsstoffer: stivelse, sukker og protein.
2. De næste vigtige komponenter i nøkkerosens rod er garvesyrestoffer (de findes i øvrigt også i bladene og frøene). For planten selv er de nødvendige, da de forhindrer råd af jordstænglen, hvilket let kan ske på grund af det konstante ophold i vand. For menneskekroppen er garvesyrestoffer gavnlige af flere grunde. De hjælper med at bekæmpe fordøjelsesforstyrrelser, diarré og dysbakteriose, kan hæmme væksten af mikrober og fjerne toksiner og affaldsstoffer fra kroppen, også efter strålingseksponering. De har også blodstillende og antiinflammatoriske egenskaber.
3. Til rensning af kroppen bidrager også den gummi, der findes i plantens rødder, og tilstedeværelsen af vinsyre og gallussyre sammen med naturlige antioxidanter fremmer forbedringen af stofskifteprocesserne i kroppen. Harpikser stimulerer styrkelsen af immunforsvaret, hjælper med at bekæmpe inflammationer og deltager i reguleringen af åndedræts- og hjerte-kar-systemerne.
4. I blomster og blade findes mange flavonoider, hvis virkningsspektrum er meget bredt – fra karstyrkende og immunmodulerende til anticarcinogent, hypoallergent og antioxidativt.
5. I øvrigt indeholder åkanden en række stoffer, der gør den til en farlig plante. Det er glycosider og alkaloidet nymfein. På den ene side kan ukontrolleret indtagelse føre til forgiftning, som viser sig i forstyrrelser af nervesystemet og hjerte-kar-systemet. På den anden side, i terapeutiske doser kan glycosider lindre takykardi, forbedre blodcirkulationen og regulere hjerteaktiviteten. Alkaloidet anvendes i anbefalede doser til smertelindring, blødningsstandsning, øgning af kropstonus, behandling af nervesygdomme samt hjerte- og karsygdomme.

Hvordan ser den ud, og hvor vokser den

Åkandens rodstok er tyk, hvid med sorte «indhak». Den spreder sig over og inden i bundaflejringerne, fastgjort til dem med lange, tynde, men stærke rødder. Planten har ingen stængel; bladene og blomsterstilkene vokser direkte fra roden.

Plantens blade er hjerteformede, ret tykke, har en mørkegrøn farve og flyder udstrakt vandret på vandoverfladen. Bladenes bredde kan variere fra 25 til 35 cm.

Åkanden blomstrer fra begyndelsen til slutningen af sommeren. Blomsterne er ret store, og i udfoldet tilstand kan de nå op til 20 cm i diameter. De ligger også på vandoverfladen.

Blomsterne er fyldige og tætfyldte på grund af det store antal ovale kronblade med spidse spidser. I naturen findes hovedsagelig den snehvide åkande, der gradvist bliver gullig mod midten, og i selve midten er der gule-gyldne støvdragere. Åkandens fine, men vedholdende duft kan sprede sig over området omkring den dam eller sø, hvor den vokser.

Åkandens frugt er oval og ligner en lille kande, deraf plantens navn. Frugten modner helt under vandet, hvor den åbner sig og frigiver frø, der er dækket af et tykt glat lag, takket være hvilket de holder sig på overfladen. Gradvist vaskes laget væk, frøene svulmer op, bliver tungere og synker langsomt ned til vandbunden, hvor de spirer og begynder at vokse.

Åkanden vokser i søer og damme med stillestående vand eller i stille bugter af langsomt flydende floder på dybder op til 2 m. I naturen kan den findes i alle lande på planeten undtagen i polare og subpolare områder. Blomsteravlere har fremavlet mange åkander i forskellige farver, som bruges i landskabsdesign og pryder dekorative vandbassiner.

Arter

Åkanden imponerer med mangfoldigheden af nuancer og farver, der findes i naturen. I dag findes der omkring 50 varianter af denne blomst.

Hvid åkande
Den har bredt sig over hele Eurasien, og dens vandkolonier er ikke sjældne i Afrika. Denne åkande er stor med blade på omkring 35 cm i diameter og imponerende blomster, der kan nå op til 20 cm i tværmål; de har en let mælkehvid farve. Planten har et stærkt og sejt rodsystem, der strækker sig hen over bundfladen, men trænger ned i mudderet med sine forlængede udløbere. Roden kan blive op til 65 cm lang.

Under vandoverfladen vokser stænglerne i en stor busk, så en enkelt åkandeplante kan sprede sig frit og optage meget plads i en sø eller dam.

Den hvide åkande blomstrer i tre uger, idet den skiftevis skyder en hvid åkande frem efter den anden.

Vandåkande
I sit ydre ligner vandnymfen den hvide åkande. Bladene, der flyder på overfladen, er mellemstore, mens løvet under vandet er småt. Kremfarvede, små blomster med en klar gul midte ligger på vandoverfladen. Farmakologien anvender vandåkanden.

Blå åkande
Det menes, at denne art var en af de første, og den har andre navne – egyptisk lotus eller egyptisk lilje. Denne åkande spredte sig fra Nilen, Afrikas største flod, først i Afrika selv, derefter til Thailand og Indien. Dens blade er ret brede – omkring 35 cm, og der kan tydeligt ses kraftige ribber. I forhold til bladene virker dens blomster, som ikke overstiger 20 cm, noget små. Nuancerne af kronblade i en enkelt blomst kan variere fra himmelblå til lilla, kornblå og klart blå.

Rød åkande
Dens blomst har en original og smuk farve – fra dyb rosa til ren rød. Blomsterne er små, med en diameter fra 12 cm, og spreder en mild, vedvarende duft. Roden ligger lavt i jorden. Den er forgrenet, og der udgår flere ekstra rødder fra hovedstænglen. Klart grønne, kødfulde, saftige blade når op til 25 cm i diameter.

Tigeråkande
Den har fået sit navn på grund af den uregelmæssige farve på de mørkegrønne blade, hvis mønster af rødbrune og brune pletter minder om tigerstriber. Rodsystemet er, som hos alle åkander, kraftigt og veludviklet. Botanikere mener, at denne åkandeart stammer fra det varme Afrika, derfor er den en af de mest varmekrævende nymfevarianter; den tåler ikke koldt vand, stærke strømme eller frost. Dens blomster er hvide eller let cremefarvede og kompakte.

Victoria Regia, eller amazonnymfe
Denne åkandeart har den mest imponerende størrelse. Dens blomst, når den er helt udsprunget, når op til 35 cm, og fra blomstringens start til slut antager den alle sarte nuancer – fra snehvid til ren rosa. Den blomstrer en gang om året og åbner sig kun om natten. Duften af Victoria Regia er ret vedvarende og mindeværdig. På det enorme åkandeblad – op til 2 m i diameter – kan en teenager sagtens lægge sig, og bladet med de opadbøjede kanter vil bære hans vægt uden at synke.

Victoria Regia blev opdaget relativt nyligt – i det 19. århundrede i Amazonflodens bassin. I dag dyrkes den i forskellige lande verden over, herunder også i Rusland.

Gul åkande
Den gule åkande er en flerårig plante, der overvintrer godt i det tempererede bælte. Plantens rodsystem er veludviklet, rødderne sidder dybt i jorden. Bladene under vandet er små, med en uregelmæssig kant og sidder på forkortede stilke.

Flydende blade på vandoverfladen er ægformede, op til 20 cm i tværmål. Blomster med en diameter på 17 cm har en grøn nuance udvendigt, indvendigt er de gule. En sådan åkande blomstrer længe – fra juni til september.

Indsamling og opbevaring

Folkemedicinere bruger alle dele af åkanden – fra rodstok til frø – til fremstilling af helbredende præparater.

Rodstokkene begynder at blive høstet, når planten går i blomst. Selvom den største mængde nærings- og gavnlige stoffer samles nærmere efteråret. Når man samler den på bunden af vandhullet, skal man ikke tage alt, en betydelig del af rødderne skal efterlades, for at åkanden ikke forsvinder helt. Normalt bruger man bådshager til at få fat i den medicinske råvare fra bunden.

De opsamlede rodstokke skal renses for fine tynde rødder, vaskes og skæres i små stykker, som derefter lægges under et skur, i træk, men så solens stråler ikke falder på den medicinske råvare. Samtidigt kan man forberede blomster og knopper. Efter knopperne skal man tage afsted før klokken syv om morgenen, før de når at åbne sig. Blomsterne er bedst at bruge frisk med det samme, men hvis der er stor nødvendighed, kan de også tørres under samme forhold som rødderne – i skygge og i træk.

Med indsamling af blade er der normalt ingen problemer: de kan skæres fra foråret og indtil den kolde efterår. Råvaren tørres under tag, i et rum med god ventilation.

Frøene er nemme at samle fra overfladen af en dam eller sø og derefter tørre under uændrede forhold: i skygge.

Hver type medicinsk råvare – rødder, blade, blomster og frø – opbevares i en separat papirspose i et tørt rum; under disse forhold bevarer de deres helbredende egenskaber i to år.

Hvad er forskellen mellem nøkkerose og lotus

Udadtil er begge planter smukke – både lotus og åkande. Åkanden samler en hel gruppe (over halvtreds varianter) af planter i åkandefamilien, der vokser i vand. Lotus har kun to arter – gul og nødbærende.

Den mest mærkbare forskel er i blade og blomster. Hos åkanden ligger de vandret på vandoverfladen, mens lotus modigt og ret højt over vandet holder sine opstigende blade og blomster.

Bladenes form adskiller sig også mellem disse to planter: hos åkanden er de flade med en lige rand, mens lotusbladene har form som en lav skål med en bølge langs kanten.

Generelt er blomsterne også forskellige. Hos åkanden er kronbladene smallere end hos lotus, der er flere af dem, hvilket får hver blomst til at se fyldt ud. Og lotus har, i modsætning til åkanden, en stor, iøjnefaldende frøkapsel.

Hvis man sammenligner planternes voksesteder, bør det nævnes, at åkanden findes næsten overalt. Lotus er i sammenligning med den en ægte aristokrat, der har brug for særlige betingelser for et normalt liv – en lang varm sommer og meget sollys. Derfor kan den på Den Russiske Føderations territorium findes i Astrakhan oblast og vandbassinet i Det Kaspiske Hav.

Dyrkningsegenskaber

Da åkanden er usædvanlig smuk, er det helt forståeligt, at enhver haveejer stræber efter at dyrke et sådant vidunder på sin grund. Det er ikke svært at skabe gunstige betingelser for dette.

Erfarne gartnere anbefaler, for at undgå skuffelser, at man ikke sparer, men køber plantemateriale i gode, gennemprøvede havebutikker eller hos pålidelige, velkendte blomsteravlere.

Vandliljer skal plantes om sommeren, når det er blevet varmt. Det er bedst at plante dem i en stor potte i stedet for direkte i bunden af dammen, så man om efteråret let kan tage potten op og flytte planten til vinteropbevaring. I en lille dam bør man ikke plante for mange planter.

Det er bedst at købe specialjord til plantning. Hvis det ikke er tilgængeligt, kan man lægge 4-5 cm tørv i bunden af plantebeholderen og mindst 10 cm græstørv blandet med sand. Vækstpunktet må ikke dækkes med jord. Under plantning skal man fastgøre lerbolde blandet med mineralsk gødning til vandliljens rødder. De vil give næring gennem hele sæsonen. Det øverste lag i potten skal være småsten, så beholderen ikke flyder op. Sænk potterne ned i bunden af dammen: dværgsorter på 50 cm dybde, andre på 1 m eller dybere. Men for at planten hurtigere kommer i gang, skal den stå på lavt vand indtil de første blade viser sig.

For at vandliljen vokser normalt, kræves der ikke meget arbejde. Det er vigtigt at undgå for kraftig bladvækst, da det kan gøre blomsterne mindre. Man bør lade hver plante have maksimalt tre blade og fjerne resten. Dammen skal renses hver sæson. Om efteråret, efter at vandliljerne er fjernet til vinteropbevaring, tømmes vandet, damvæggene skrabes for belægninger og vaskes, og om foråret fyldes det med rent vand.

Vandliljen bliver sjældent syg, da den har et meget stærkt immunforsvar. Insekter angriber den også sjældent. Men ved varmt vejr i små damme med stillestående vand kan der slå sig en bille ned, der kaldes vandliljebladbillen. Dens larve æder plantens blade. Skadedyret skal samles i hånden, og beskadigede blade fjernes. Det er bedst ikke at bruge kemiske midler, da de dræber alt levende i vandet.

Bladlus kan også angribe vandliljen. De ødelægger ikke kun blade, men også blomster – først forringer de udseendet og fremkalder derefter tidlig afblomstring. Den eneste bekæmpelsesmetode er at skylle skadedyret af med vand.

Nøkkerosens helbredende egenskaber

Officiel medicin bruger vandliljen. Den indgår i den komplekse flerkomponentblanding Zdrenko, som anvendes til behandling af anacid gastritis og papillomatose i urinblæren.

Takket være stofferne i planten har den antiinflammatorisk, astringerende og antibakteriel virkning, kan nedsætte feber, stoppe blødning, lindre smerte, sænke blodtrykket, berolige og fremkalde søvn. Derudover har vandliljen afførende, galdedrivende og vanddrivende effekt.

Nøkkerose i folkemedicinen

Folkemedicinen bruger vandliljen forholdsvis bredt. I listen over sygdomme, hvor healere ordinerer midler på basis af den, ud over almindelig forkølelse, er der mere alvorlige – såsom tuberkulose, tumorer, hepatitis, diarré og dysenteri.

Nøkkerosen hjælper også mod sygdomme i urin- og kønsorganerne – nyrer, blære (herunder blærebetændelse), gonoré, og den anbefales ved leukoré. Ved hudproblemer er nøkkerosen også effektiv; den bruges specifikt til behandling af betændte sår, bylder, sår, koger og furunkler, samt til at lindre inflammation i huden. Planten anvendes til at slippe af med kramper af forskellig oprindelse, nervesystemsforstyrrelser, herunder neuroser, neuralgier, og den bruges til at komme ud af depressive tilstande.

Nøkkerosen hjælper med at lindre tand- og reumatiske smerter, anvendes i kosmetik til behandling af skæl og forbedring af hårets kvalitet, blegning af huden og lysning af fregner.

Folkehelbredere bruger jordstængler og blomster fra den hvide nøkkerose til at fremstille medicinske præparater, og hver præparatform har en specifik anvendelse. Af blomsterne laves afkog, der bruges som hjælpemiddel ved behandling af gulsot, samt som afføringsmiddel. Et udtræk af kronbladene bekæmper søvnløshed og anvendes til at lindre tilstanden under feberanfald. Et afkog af jordstænglen helbreder nyrer og blære, bruges til hurtig heling af inficerede ridser og sår, samt som behandling og forebyggelse mod hårtab.

Beroligende infusion

Bring en halv liter vand i kog og hæld det over 2 spiseskefulde nøkkerosekronblade. Lad det trække i 50–60 minutter, og filtrer derefter. Udtrækket anvendes som et beroligende og søvnfremkaldende middel. Den anbefalede daglige dosis er 4 gange efter måltider á 30 ml. Behandlingsforløbet varer en måned.

Afkog mod høj feber

Til 400 ml vand skal du bruge en spiseskefuld kronblade. Hæld kogende vand over planten og stil den i vandbad, så blandingen simrer i et kvarter. Tag afkoget af og lad det stå i yderligere en halv time. Si det, når det er kølet lidt af, og tag 100–120 ml, hvis feberen stiger.

Ved hjertesvaghed

Bland lige dele nøkkerosekronblade og modne hvidtjørnsfrugter. Tag en spiseskefuld af blandingen og hæld 300 ml kogende vand over. Lad det trække i 3 timer, så det bliver godt udtrukket. Filtrer og drik 50 ml to gange dagligt. Fortsæt behandlingen i 21 til 30 dage.

Mod hudbetændelser

Hæld en halv liter kogende vand over 3 spiseskefulde finthakkede nøkkeroseblade, lad det trække i en halv time. Filtrer væsken og fugt en blød bomuldsklud eller gaze foldet i flere lag. Læg kluden på det ømme sted i cirka 20 minutter. Dette middel er effektivt ikke kun ved hudbetændelse, men også ved purulente udbrud. Hvis proceduren gentages 3 til 5 gange dagligt, vil helingen ske relativt hurtigt.

Ved muskelsmerter

Overhæld nøkkeroseblomster (3 spiseskefulde) med en smule kogende vand og lad dem stå under låg, så de svulmer op. Pak dem derefter ind i en bomuldsklud eller gaze og læg dem på det problematiske område. Behold kompresset i 30 minutter til en time.

Sennepsplaster ved forkølelse

For at lave «sennepsposer» skal roden af åkande hakkes. Frisk rod kan køres i blender med det samme, tørret rod skal først dampes i varmt vand. Den resulterende grød lægges på et bomuldsstykke og påføres ryggen eller brystet foran. En god effekt opnås, hvis der tilsættes honning til «senneps»-grøden. Dæk massen først med plastfilm eller vokspapir, og dæk derefter med et tæppe eller varmt sjal. Opvarm patienten med dette middel i mindst en time. Rester (saft, honningdråber) vaskes derefter af huden.

Hvis grøden er lavet af frisk rod, kan denne metode bruges ikke kun til at behandle forkølelse, men også til at lindre iskias, ved at gentage proceduren indtil rygsmerten forsvinder.

Skyllemiddel mod skæl

Skæl kan behandles med et afkog af åkandeblade, som først skal moses. Bring 400 ml vand i kog, hæld det over urten og kog i et kvarter. Lad det afkøle, sigt det. Skyl håret efter vask med almindelig shampoo. Det fjerner ikke kun skæl, men lindrer også hudbetændelse.

Typer af helbredende blandinger

Infusion

Til at lave et udtræk skal du bruge blomster og blade fra hvid åkande. Hak begge ingredienser, tag en spiseskefuld af hver, og hæld dem i en termokande. Hæld 0,5 liter kogende vand over urterne. Lad åkandeudtrækket stå i termokanden natten over, sigt det om morgenen. Dette er et fremragende hudplejemiddel: det kan bekæmpe fregner, lysne solbrunhed og behandle akne. Gnid ansigtet med udtrækket 2-3 gange om dagen.

Tinktur

Tinktur af hvid åkanderod laves i forholdet 1:10, dvs. til en halv liter vodka skal du bruge 50 gram skåret medicinsk råmateriale. Lad blandingen trække i 14 dage væk fra sollys, og ryst flasken dagligt. Filtrer og opbevar på et mørkt og køligt sted.

Dette middel anbefales i kombinationsbehandling af tumorer, især gode resultater ses ved behandling af milten. Doseringsplan: 20 dråber tre gange dagligt uden tilknytning til måltider.

Afkog

For at lave et multifunktionelt afkog skal du bruge 5 gram tørret og hakket hvid åkanderod. Hæld det i en kop, hvori du har kogt et glas vand. Sæt koppen i vandbad og hold den der ved kogepunktet i 20 minutter, tag den af og afkøl. Si efter afkøling. Dette afkog anbefales indtaget mod neuroser. Del væsken i to portioner: den ene om aftenen, den anden om morgenen. Kurset varer 21 dage.

Udvortes påføres blandingen som omslag ved solskoldning eller termiske forbrændinger, samt til behandling af hudrevner og betændte skrammer. Fugt en blød klud med afkoget og læg det på de ømme steder, lad omslaget sidde i mindst 15 minutter. Gentag proceduren 3 til 6 gange i døgnet.

Kontraindikationer for brug

Lægemidler baseret på åkande skal bruges med forsigtighed, da den indeholder giftige stoffer. Før indtagelse skal du konsultere en læge og under ingen omstændigheder overskride den anbefalede dosis.

Både intern og ekstern brug af åkande er forbudt for børn, gravide kvinder og ammende mødre.

Da åkandepræparater kan sænke blodtrykket, bør personer med lavt blodtryk ikke tage dem. Der kan også forekomme individuel intolerance over for hele planten eller dens enkelte bestanddele.

Interessante fakta om nøkkerose

1. Forskning i gamle fossiler viser, at åkande er en af de tidligste blomstrende planter.
2. Åkande har en interessant egenskab: ved at lukke sig om natten kan den synke ned under vandet, hvor den genvinder friskheden inden den næste dag.
3. Vores forfædre bemærkede, at åkandens adfærd afhænger direkte af vejret. Hvis blomsterne åbner sig tidligt om morgenen, lover vejret sol hele dagen; hvis den dukker op fra vandet tidligst klokken ni, skal man forvente regn; og hvis den slet ikke stiger til overfladen, kommer der helt sikkert et skybrud.
4. Åkande kan erstatte visse fødevarer. Dens jordstængler er rige på stivelse og kan bruges både til at fremstille stivelse og til at producere mel, hvorved garvesyrer skal fjernes ved udblødning. Og hvis man rister åkandefrø, kan de sagtens blive en kaffeerstatning.
5. Åkande, eller nymfæa, har fået sit navn fra en oldgræsk legende, der fortæller om en nymfe, som, forelsket uden gensidighed, kastede sig i vandet, hvor hun forsvandt for evigt og blev til en smuk blomst.
6. Hos de gamle slaver indgik åkande nødvendigvis i kærlighedsdrikke som en ingrediens.

Foto af åkande