Revling: helbredende egenskaber og kontraindikationer

Den dværglignende, men meget attraktive busk sortebær anvendes bredt i folkemedicinen. Denne plante er kendt under forskellige navne – vandbær, sumpbær, bær-ved, kravebær. Dens egenskaber er endnu ikke fuldt ud undersøgt af den officielle medicin. Den anses dog for at være et lovende antidiabetisk middel. Der noteres dens beroligende og antikonvulsive virkning samt en række andre egenskaber, som vil blive behandlet nedenfor.

Kemisk sammensætning

Både blade og bær af sortebær har gavnlige egenskaber. Deres kemiske sammensætning er dog forskellig. Først og fremmest skal det bemærkes, at bærrene indeholder en meget stor mængde ascorbinsyre – i intervallet 70–90 mg pr. 100 g vægt. På denne indikator er vandbær lidt ringere end åkerbær og hyben, men det anses stadig for at være et ret højt niveau. Det er netop på grund af dette indhold af C-vitamin, at bærrene fra denne plante er blevet et af de mest effektive midler mod skørbug i nordlige områder. Derudover har ascorbinsyre antioxidantegenskaber og har en gavnlig effekt på tilstanden af blodkar og blodkredsløbet som helhed.

Således indeholder bærrene:

1. Quercetin, der ligesom andre flavonoider har antioxidant- og antiinflammatoriske egenskaber.
2. Rutin – betydningen af dette stof kan ikke overvurderes. Det reducerer blodpladeaggregation og forhindrer dannelse af blodpropper, så vandbær kan i fremtiden bruges til behandling af slagtilfælde og hjerteanfald. Rutin forbedrer også blodkarrenes tilstand og har antiinflammatorisk aktivitet. Flere undersøgelser viser, at det normaliserer skjoldbruskkirtlens optagelse af jod, men dette aspekt er endnu ikke tilstrækkeligt undersøgt.
3. Antocyaniner – pigmenter, der giver vandbær-frugterne deres mørke farve. De har antiinflammatorisk virkning og forbedrer desuden tarmens barrierefunktion og normaliserer generelt lipidmetabolismen.
4. Fede olier, nødvendige for et normalt stofskifte.
5. Kumariner. De er hovedsageligt repræsenteret af ellaginsyre, som har kardioprotektive egenskaber, hvilket gør vandbær gavnligt ved hjerte-kar-sygdomme. Syren har også antiinflammatorisk virkning samt reparative egenskaber, dvs. den fremmer vævsreparation.
6. Ursolsyre, som anses for at være en vigtig bestanddel af antidiabetiske midler og hjælper med at bekæmpe overvægt.
7. Garvestoffer og voks.

Frugterne indeholder også forskellige former for frugtsukker og æteriske olier, dog ikke i tilstrækkeligt store mængder til at give dem en udtalt smag.

Bladene og grenene indeholder kumariner, alkaloider, æteriske olier samt vitamin C, dog i mindre mængder. Desuden indeholder den overjordiske del af sibirisk kragebær både de ovennævnte quercetin og rutin med deres unikke egenskaber og garvestoffer, som har sammentrækkende egenskaber og gør planten til et effektivt middel mod diarré. I bladene og grenene findes kaffesyre. Den har antiinflammatorisk og immunmodulerende virkning, og nogle undersøgelser har vist, at den kan standse udviklingen af ondartede svulster (dog er dette aspekt endnu ikke undersøgt tilstrækkeligt). Blandt de mikroelementer, der findes i bladene, bør mangan også fremhæves.

Hvordan ser den ud, og hvor vokser den

Kragebær er en lille krybende dværgbusk. I dag findes der forskellige havesorter (nogle bliver endda 50 cm høje), men under naturlige forhold er dens højde i gennemsnit 20–25 cm. Det er en stedsegrøn plante med lange skud, som kan blive op til 100 cm lange.

I naturen vokser den i tuer, som på afstand minder om pletter på jorden. Det er en stærkt forgrenet dværgbusk, så hver tue er faktisk én og samme plante. Kronen på denne busk er pudeformet. Stænglen er mørk og tæt dækket af små blade – hvert blad er op til 10 mm langt og har en nedadrullet kant. De er så små og smalle og sidder så tæt, at de ligner nåle. På afstand ser planten ud som en lille dværgran. Det er interessant, at hvert lille blad sidder på busken i op til fem år.

Bladene hos kragebær er mørkegrønne på oversiden, mens de på undersiden virker rustfarvede, da de har tæt behåring i denne farve. Stænglen på unge planter er i øvrigt også dækket af brunlig fin behåring.

Som allerede nævnt forgrener busken sig kraftigt, og en del af dens grene danner efterhånden adventivrødder. Med tiden optager planten mere og mere plads, men i midten af tuen begynder grenene at dø.

Denne plante blomstrer med små og ikke særligt smukke blomster med tre kronblade. De kan være lyserøde, røde eller purpurfarvede. I det centrale Rusland begynder blomstringen normalt i april-maj, mens den i Sibirien først begynder i maj-juni. De bestøves ikke kun af bier, men også af fluer og sommerfugle.

I august-september viser frugterne sig på buskene – runde, sorte bær med et blåligt voksagtigt lag. Saften er også mørk, oftest purpurfarvet – alt dette skyldes de ovennævnte anthocyaniner. Disse bær med hård skræl har dog stort set ingen udtalt smag og virker vandige. Bærrene kommer frem på busken allerede om efteråret, men hvis man ikke plukker dem, bliver de siddende på grenene til foråret.

I naturen i Rusland forekommer revling primært i Sibirien og Fjernøsten. Den foretrækker fugtige steder, sumpede områder og tørveområder. Meget ofte vokser den i sprækker i klipper. Det vil sige, at revling tåler selv barske naturforhold, hvilket gør målrettet dyrkning af den ret lovende.

Arter

I botanikken er der i øjeblikket ingen enighed om klassificeringen af sibirisk revling. Nogle forskere mener, at slægten Revling er monotypisk, og at den kun indeholder en art – sort revling (også kendt som sortfrugtet revling). Men det menes samtidig, at den i naturen deles yderligere op i japansk og asiatisk revling, hvoraf den første stort set ikke forekommer i Rusland. Men der er også en anden opfattelse, at slægten Revling omfatter hele tre arter. Det er sort, tvekønnet og rød. Under alle omstændigheder dyrkes kun én art til medicinske formål – sort revling, som er blevet beskrevet generelt ovenfor.

I landskabsdesign bruges revling i klippehaver og alpine haver. Forædlere har fremavlet flere sorter, for eksempel:

• Citronella – en plante med et unikt citronfarvet løv.
• Smaragd – en busk med mørkegrønne blade.
• Bernstein – en sort med meget bleg gul bladfarve.

Også sorter som Lucia og Irland er populære. Men alle forskelle mellem dem handler hovedsageligt om dekorative ydre egenskaber, mens den kemiske sammensætning af de overjordiske dele vil være omtrent den samme.

Indsamling og opbevaring

Revlingens urt samles i plantens blomstringsperiode, bærrene efter modning. Grenene skæres med en skarp kniv, sorteres derefter for at fjerne beskadigede, og lægges på et klæde under et skur eller i et rum med god ventilation.

Nogle gange samles kun revlingens blade separat, selvom det er en mere tidskrævende proces. Det gøres også i begyndelsen af plantens blomstring. Bladene kan plukkes i hånden, det er ikke nødvendigt at bruge en kniv. Men nogle urtesamlere bruger små sakse til dette. Som medicinsk råvare er det bedst at tage ikke de øverste, men de nederste og mellemste blade, og beskadigede eller visne eksemplarer er ikke egnede til dette formål. Derefter sorteres alt igen, dårlig urt og jordklumper fjernes, og det tørres på samme måde som andet medicinsk råmateriale. Under tørringen vendes urten og revlingens blade jævnligt for at sikre en jævn tørring.

Det anses for, at den næste indsamling af revling på det samme sted kan foretages først efter 8 år, derfor er det stort set meningsløst kun at dyrke planten i haven for dens medicinske egenskaber.

Revlingens bær samles om morgenen eller om aftenen. Det anses for, at de, der samles om dagen, hurtigt bliver dårlige. Bærrene kan tørres naturligt, eller der kan bruges en frugttørrer, men den skal indstilles på en skånsom tilstand med en temperatur på op til 40 grader for ikke at ødelægge de nyttige stoffer, der findes i bærrene.

Tørret råmateriale opbevares i lærredsposer eller papirposer på et tørt sted for at undgå fugt og forringelse. Holdbarhed – 2 år.

Der findes også andre måder at forarbejde frugterne på. For eksempel kan de fryses – så sorteres bærrene, dårlige kasseres, men det færdige råmateriale vaskes ikke, det hældes blot i plastikbeholdere til fødevarer og stilles i fryseren. I løbet af et år kan de bruges til at lave te og afkog.

Nogle urtelæger anbefaler at forberede saft af kragebær til vinteren. For at gøre dette presses saften af bærrene med en saftpresser og bringes i kog, hvorefter varmen slukkes straks for ikke at ødelægge vitaminerne. Saften hældes i forud steriliserede glas. Den kan drikkes lidt efter lidt for at lindre hævelse, reducere overvægt, og den kan også virke immunmodulerende.

Helbredende egenskaber ved revling

De medicinske egenskaber ved kragebær er ikke tilstrækkeligt undersøgt af officiel medicin. Forskere fortsætter dog med undersøgelser, da det flerkomponente kompleks af bioaktive stoffer kan være nyttigt i fremtiden. Allerede i dag vides det, at vandekstrakt (i form af te eller afkog) fra blade og urt af kragebær har krampestillende virkning og endda antihypoxiske egenskaber.

En række undersøgelser har vist en cerebroprotektiv effekt, det vil sige, at planten beskytter cellerne i centralnervesystemet, hvilket gør det muligt at bruge den til behandling af visse destruktive patologier. Således blev effektiviteten af kragebærpræparater ved epilepsi bevist. De kan også bruges i kombinationsterapi af alvorlige sygdomme som multipel sklerose, skovflåtbåren encefalitis og endda lammelser af forskellig ætiologi.

I undersøgelser udført af forskere fra Tomsk blev der brugt vandekstrakt af urt, blade og bær fra kragebær. Det blev brugt til at behandle patienter med epilepsi samt personer med lammelse efter slagtilfælde. Dette middel reducerede faktisk antallet af epileptiske anfald og lettede deres sværhedsgrad. Hos patienter med lammelse bidrog regelmæssig indtagelse af kragebærekstrakt til øget bevægelsesomfang, hvilket allerede kan betragtes som et fremragende resultat.

De cerebroprotektive egenskaber gør denne plante til et lovende middel mod hukommelses- og kognitive funktionsforstyrrelser, migræne og hovedpine. Allerede i dag bruges det i kosttilskud, som skal hjælpe mod hurtig træthed og nedsat tonus.

Kragebær har også en beroligende virkning, så det tages som et beroligende middel og mod søvnforstyrrelser. Dets galdedrivende og vanddrivende egenskaber er blevet bevist, hvilket gør det muligt at bruge planten ved nyre- og leversygdomme. Derudover har det en blodtrykssænkende virkning, hvilket gør det muligt at tage præparater baseret på det til at sænke blodtrykket.

Revling i folkemedicinen

I folkemedicin har sort kragebær fundet bredere anvendelse. Der laves afkog og te på basis af det, som anvendes:

• ved hovedpine af forskellig oprindelse;
• ved fysisk og psykisk overanstrengelse;
• ved kronisk træthed;
• søvnløshed;
• ved ødemer af forskellig art;
• ved gastritis med højt syreindhold;
• ved colitis og visse andre inflammatoriske tarmsygdomme;
• ved vandladningsbesvær;
• som et beroligende, stofskiftefremmende og forebyggende middel mod infektionssygdomme.

Det høje indhold af vitaminer og mineraler gjorde revling til et effektivt middel mod skørbug i gamle dage, hvilket var særligt vigtigt i nordlige egne.

I tibetansk medicin blev kræbær brugt både som et internt og eksternt lægemiddel. I det første tilfælde handlede det om behandling af lever- og nyresygdomme (og moderne videnskab har bekræftet plantens egenskaber). I det andet tilfælde blev midler baseret på kræbær brugt til behandling af akne, forskellige hudirritationer og udslæt, hvilket heller ikke er uden mening, da kræbær indeholder mange antiinflammatoriske stoffer.

Hvad angår specifikke opskrifter til brug, findes der mange varianter, da folkemedicinen gennem årene har samlet mange metoder.

For eksempel, for at lindre migræne kan man vælge en af tre muligheder:

1. Man tager 2 spiseskefulde tørrede kræbærblade, hælder 500 ml koldt vand over, bringer i kog, koger i 5 minutter. Derefter trækker midlet i 40–60 minutter, filtreres gennem en flerlags gaze og indtages 3–4 spiseskefulde 5 gange om dagen.
2. Afkoget tilberedes lidt anderledes. Man tager 2 spiseskefulde knust tørt materiale (bær, blade, kviste blandet i lige store forhold), hælder 500 ml kogende vand over og opvarmer i vandbad i 10 minutter, men lader det ikke koge. Indtages i samme proportioner som nævnt i den første opskrift.
3. Man tager 20–30 dråber alkoholekstrakt af kræbær i 50 ml vand og indtager tre gange dagligt en halv time før måltider. Dette middel betragtes som effektivt også mod vegetativ dystoni.

Kråbær vil også være gavnligt ved andre sygdomme:

1. Ved forskellige vaskulære patologier i synsorganerne (grå stær, grøn stær, forhøjet intraokulært tryk) anvendes såkaldt dampbehandling. Den tilberedes således – man tager 1 spiseskefuld tørt knust materiale (kviste og blade) og hælder 2 spiseskefulde kogende vand over. Det vil sige, urten dampes, bliver fugtig og afgiver alle de gavnlige stoffer til vandet. Det fugtige materiale afkøles og presses derefter meget grundigt gennem gaze – den opnåede væske dryppes i øjnene 5–6 gange dagligt. Det er nok med 1–2 dråber i det nedre øjenlåg. Samtidig anbefaler urtelæger at supplere behandlingen med indtagelse af afkog af kragebær (1 spiseskefuld 3 gange dagligt) eller tinktur (30 dråber på 50 ml vand). Behandlingsforløbet er 90 dage, derefter tages en pause på mindst en måned.
2. Ved tørre øjne-syndrom. Denne sygdom hænger ikke sammen med vaskulære patologier; den er forårsaget af langvarigt computerarbejde, og hos kvinder i overgangsalderen af hormonelle ændringer. I dette tilfælde laves der ikke en dampbehandling, men en meget stærk infusion – 2 spiseskefulde tørrede plantemateriale til 100 ml kogende vand. Midlet trækker i en time, filtreres derefter meget grundigt, eventuelt med filterpapir. Der dryppes 2 dråber i hvert øje hver 2.-3. time. Midlet anvendes også i kure, mindst en måned, derefter tages en pause.
3. Ved behandling af abstinenssyndrom. Dette gælder ikke kun alkoholisme, men også stofmisbrug. Midlet tilberedes efter én opskrift, da det hjælper med at fjerne de toksiner fra kroppen, der forårsager syndromet. Tag 1 liter kvalitets valle, tilsæt 4 spiseskefulde rypelyng, bring det i kog og lad det stå i 8 timer (helst i en termokande, eller pak beholderen ind i et varmt klæde). Det skal ikke filtreres; det drikkes i denne form, 1 glas 4-5 gange dagligt.
4. Ved kronisk træthed og psykisk overanstrengelse. I dette tilfælde kan midlet også anvendes på forskellige måder. Den enkleste mulighed er at indtage en færdiglavet alkoholtinktur af rypelyng – 20-30 dråber i en halv kop koldt vand (tages tre gange dagligt, en halv time før morgenmad, frokost og aftensmad). Den anden mulighed er at tilsætte en klassisk afkog af rypelyng (opskriften gives nedenfor) til et bad, der tages før sengetid. Det skal tilberedes i en mængde på 1-2 liter ved hjælp af den angivne proportion. Afkoget skal være tilstrækkeligt stærkt, mørkegrønt. Badet kan tages hver dag, effekten vil være mærkbar med det samme. Endelig kan man drikke te af rypelyng eller den ovenfor beskrevne saft.
5. Ved forskellige inflammatoriske nyresygdomme. Hertil tilberedes et afkog, der hjælper med at slippe af med ødemer forårsaget af overskydende væskeophobning i kroppen. Tag 3 spiseskefulde tørrede blade til 1 liter kogende vand, bring i kog, lad det simre, afkøl og filtrer. Dette middel skal dog bruges med forsigtighed ved nyresten og ved nyreinsufficiens.
6. Ved epilepsi tages 100 g tørrede rypelyngbær, hæld 0,5 liter kogende vand og lad det trække i en time i en termokande (eller pak beholderen ind i et varmt klæde). Doseringen for børn og voksne er forskellig. Børn fra 7-års alderen kan tage 1 spiseskefuld om dagen, voksne 7 spiseskefulde dagligt. Der er en anden tilberedningsmetode, hvor den samme mængde bær hældes med 1 liter kogende vand og opvarmes i vandbad i en halv time. Dette middel kan drikkes forebyggende. Behandlingskuren varer mindst 1 måned. Den kan gentages højst én gang hvert kvartal.
7. Til behandling og forebyggelse af infektions- og forkølelsessygdomme. Tag 2 spiseskefulde tørrede urter (hele den overjordiske del bruges, inklusive frugter og blomster), hæld 0,5 liter kogende vand over, og lad det trække i en termokande natten over. Drik 150 ml af midlet tre gange dagligt før måltider. Samtidig anbefales det at tage en halv teskefuld perga (et biavlsprodukt rigt på vitaminer og mineraler, som kan kompensere for en eventuel overdreven vanddrivende effekt). Behandlingsforløbet varer mindst 40 dage. Det anbefales at drikke dette middel under genoptræning efter en alvorlig sygdom og endda ved hjernerystelse.

I folkemedicinen laver man helbredende bade baseret på bær og blade af revling, som hjælper mod kramper og spasmer i blodkar. Der er to metoder:

1. Tag cirka 300–400 g bær og blade af revling, læg dem i en lærredspose og sænk den ned i badekarret fyldt med varmt vand.
2. Tag 1 liter materiale (blade, kviste, bær) til 5 liter kogende vand – denne mængde trækkes i en balje, som dækkes med en anden balje og svøbes i et tæppe. Under disse forhold trækker væsken i 8–12 timer, hvorefter infusionen filtreres gennem ostelærred (i portioner) og hældes i badekarret med varmt vand.

Man kan tage et helbredende bad i 20–30 minutter, ikke længere. Det anbefalede behandlingsforløb er 10 behandlinger, en om dagen. Det kan gentages efter seks måneder.

Typer af helbredende blandinger

Den mest populære form for brug af dette lægemiddel er et udtræk af tørret urt. Det tilberedes sådan: Tag 2 spiseskefulde til 0,5 liter kogende vand, lad det trække i en time, filtrér derefter. Dette middel bruges for eksempel ved epilepsi, forskellige sygdomme i centralnervesystemet osv. Men der findes også andre muligheder.

Tinktur

Tinktur af enhver lægeplante laves på basis af alkohol. I dette tilfælde kan det være ethylalkohol, som sælges på apoteker, vodka eller vin.

Den første mulighed er en alkoholopløsning (40–50%) eller kvalitetsvodka. Tag en glasbeholder, put 5 spiseskefulde tørret knust materiale i den, og hæld 1 liter vodka eller alkoholopløsning over. Lad midlet trække i 10–12 dage. Opbevar beholderen et tørt sted, beskyttet mod sollys, og ryst den hver dag. Efter denne periode filtreres midlet og hældes i en praktisk beholder. Det menes at have maksimal effektivitet mod epilepsi, fordi alkoholekstrakten er mere koncentreret end vandekstrakten. Tag 1 teskefuld tre gange dagligt, fortyndet med lidt vand.

Den anden mulighed er en tinktur baseret på tør rødvin. I dette tilfælde tager man 5–6 spiseskefulde tørret plantemateriale til 1 liter vin. Fremstillingsteknikken er den samme – beholderen holdes i 10–12 dage på et tørt og mørkt sted, rystes med jævne mellemrum. Det færdige middel filtreres. Denne tinktur kan indtages uden at fortynde med vand – 30 ml (dybest set et glas) tre gange dagligt, uanset måltider.

Afkog

Mosebæraudekok kan tilberedes på forskellige måder. I nogle opskrifter bruges kun blade og urt – man tager 2 spsk. af sådant råmateriale til 2 kopper kogende vand, bringer det i kog igen, lader det simre i 5–7 minutter, afkøler og si.

Men nogle urtelæger anser et kombineret afkog for mere effektivt, til fremstilling tager man lige dele af den overjordiske del (urt og blade) og frugter af mosebær. For eksempel hældes 10 g af hver type råmateriale med en kop kogende vand, beholderen dækkes med låg, og den opvarmes i vandbad i mindst 15 minutter, afkøles og sies. Denne type afkog betragtes som et effektivt krampestillende middel. Nogle urtelæger bruger det også til behandling af abstinenssyndrom ved alkoholisme.

Te

Til dette tager man 3 spsk. finskåret tørret mosebærurt og hælder 1 liter koldt vand over. Det bringes i kog, trækker i 10 minutter, og filtreres derefter. Drikken kan drikkes som almindelig te – f.eks. 1 glas om eftermiddagen for at lindre træthed. Om natten er det bedst ikke at drikke det, da det har vanddrivende egenskaber. Ved nyresygdomme anbefales det også at drikke 1 glas om dagen – men kun om morgenen. For at forbedre smagen kan man tilsætte lidt honning.

Anvendelse i kosmetikken

Sibirisk mosebær anvendes som råmateriale til forskellige færdige kosmetiske produkter – shampoo, balsam, lotions og endda ansigtscremer.

Men denne plante kan også bruges i hjemmekosmetik. For eksempel laves der et udtræk, som kan anvendes til behandling af seboré. Det tilberedes således: 4 spsk. tørt plantemateriale hældes med 0,5 liter kogende vand, trækker i en time, og før brug filtreres gennem dobbelt foldet gaze. Dette udtræk gnides ind i hovedbunden efter vask – det vil være mest effektivt mod skæl. Det bruges også til skylning – blot forebyggende for at få tykt og skinnende hår.

Sibirisk mosebær er også gavnligt for huden. Ikke uden grund tilføjer nogle kosmetikmærker ekstrakt af mosebær til dagcremer til ansigtet. Især mosebærbærrene er nyttige, da de indeholder mange antioxidanter, som bremser aldringsprocessen. Derfor kan den ovenfor beskrevne juice af mosebærbær tilsættes til enhver ansigtsmaske (5–7 ml pr. 50 ml base).

Man kan også fryse kosmetisk is med mosebærsaft og gnide det på ansigtets hud. Bedst gør man det to gange om dagen: om morgenen for at vække huden, og om aftenen for at slippe af med virkningerne af kontakt med alle skadelige stoffer i storbyens luft.

Afkog af mosebærblade hjælper mod akne. Man tager 1 spsk. plantemateriale til 300 ml kogende vand, opvarmer i 15 minutter i vandbad, afkøler til passende temperatur og filtrerer. Midlet bruges som lotion til aftørring af hud, der er renset med almindeligt middel.

Kontraindikationer for brug

I princippet har shiksha næsten ingen kontraindikationer. Undtagelsen er tilfælde af individuel følsomhed og allergisk reaktion over for de stoffer, den indeholder. Desuden frarådes produkter baseret på planten under graviditet, selvom de hjælper med at lindre hævelser, som giver vordende mødre så mange problemer. Årsagen er, at shikshas virkning på fosteret endnu ikke er blevet undersøgt. Under amning tages den ikke, fordi den kan forårsage en allergisk reaktion hos barnet. Børn under 5 år bør heller ikke få den – det gælder dog også andre fytoterapeutiske midler, især hvis barnet allerede har haft tilfælde af atopisk dermatitis.

Personer med lavt blodtryk bør bruge præparater baseret på shiksha med forsigtighed, da infusioner og afkog kan forværre situationen.

Interessante fakta

Shiksha er en vigtig del af kosten hos de nordlige folk. Forskning bekræfter, at inuitter og samer, den oprindelige befolkning i tundraen, hvor dette bær vokser, brugte shiksha som et middel mod forskellige sygdomme. Dengang blev bærrene forberedt til vinteren, men ikke bare tørret – de blev blandet med fedt og spist for at undgå skørbug. Selvfølgelig brugte man dengang ikke smør eller solsikkeolie i de egne, så bærrene blev blandet med sælfedt. Hos de russisktalende folk i nord havde denne ret et særligt navn – 'kirilka', som endda nævnes i Dahls ordbog, selvom nogle kilder også nævner 'tolkusha' – en blanding af bær med fisk og fedt.

Også i disse folks kulinariske tradition bruges shiksha frisk og iblødsat. Den slukker faktisk tørsten godt, selvom den ikke kan kaldes velsmagende. Men at dømme efter, at den i nogle regioner på gammeldags vis kaldes 'dyrbar urt', blev den værdsat for sin effektivitet snarere end for sine kulinariske kvaliteter. Ud over at bærrene fungerede som medicin, blev der også udvundet naturlig farve til uld – saften fra disse bær gav stoffet en smuk kirsebærfarve.

I moderne forhold laver man for eksempel tykt syltetøj, forskellige slikvarer inklusive gelégodter, saucer til kød- og fiskeretter og endda alkoholiske drikke af den. Det anbefales at spise bærrene sammen med syrmælksprodukter for bedre calciumoptagelse.

Shiksha-bær er også populære i Fjernøsten. Især i tibetansk medicin, hvor planten blev betragtet som et effektivt middel mod miltbrand. Men hovedsageligt var disse bær og blade populære kun i to grene af den tibetanske tradition – den mongolske og den burjatiske, som udviklede sig uafhængigt af hinanden. Og allerede dengang, længe før den kemiske sammensætning af 'dyrbar urt' blev undersøgt, vidste tibetanske læger, at den var god for leveren.

Foto af revling