Snerre: lægemæssige egenskaber og kontraindikationer

Snerre (også kaldet Galium – fra det græske ord for mælk) er en lægeplante, der vokser både i Eurasien og Nordamerika. I naturen findes der flere hundrede arter af denne plante, men langt fra alle bruges i moderne fytoterapi og traditionel folkemedicin. Der er også giftige varianter, som skal håndteres med særlig forsigtighed.

Kemisk sammensætning

Den kemiske sammensætning af to varianter er bedst undersøgt: gul snerre (Galium verum) og klæge snerre (Galium aparine). Begge anvendes aktivt i folkemedicinen, og værdifulde stoffer for farmakologien findes i både urten, stænglerne, blomsterne og endda i jordstænglerne på disse planter.

Den kemiske sammensætning af gul snerre er godt undersøgt, den omfatter:

1. Steroid saponiner. Deres funktion i naturen er at beskytte planten mod skadedyr og sygdomme. De har svampedræbende egenskaber, og desuden bruges de til fremstilling af hormonelle præparater.
2. Ascorbinsyre (C-vitamin), som normaliserer blodkarrenes og hele blodkredsløbets tilstand samt styrker immunforsvaret.
3. Caroten, gavnligt for synet.
4. Flavonoider med antiinflammatoriske og antioxidante egenskaber.
5. Forskellige organiske syrer.
6. Garvestoffer og farvestoffer (sidstnævnte er relateret til plantens navn – den udskiller nemlig det samme pigment som krapp (Rubia tinctorum)).
7. Forskellige mikroelementer – kobber, jern, zink, endda nikkel og kobolt og andre.

I blomster og blade af denne variant findes osteløbeenzymet rennin, takket være hvilket planten i oldtiden også blev brugt til ostefremstilling.

Den kemiske sammensætning af klæge snerre (Galium aparine) ligner generelt den foregående. Den indeholder også steroid saponiner, glykosider, flavonoider og coumariner. Men derudover findes der også salicylsyre, som har antiseptiske og keratolytiske egenskaber. Der er også ursolsyre og den tilsvarende aldehyd, som betinger plantens anvendelse til behandling af nyresten. Klæge snerre indeholder også salte af zink, kobolt, magnesium, nikkel osv.

Hvordan ser den ud, og hvor vokser den

Næsten alle arter af denne plante er udbredt over hele kloden. For eksempel vokser gul snerre ikke kun i Europa, men også i Nordafrika. I Asien findes den i tempererede klimaer næsten overalt, herunder Tyrkiet, Mellemøsten og Fjernøsten. Planten kan endda findes i New Zealand (dog blev den bragt dertil af kolonister), i Nordamerika. For det meste vokser snerre på høslætmarker, hvedemarker, langs veje og på skel, og de kan lide frugtbar jord.

Blandt snerre findes både en- og toårige samt flerårige planter. Jordstænglerne hos alle sorter er tynde og stærkt forgrenede. Hos nogle arter har de helbredende egenskaber.

Stænglerne på denne plante er oftest tynde, hos nogle er de krybende. Men der er også sorter med stærke oprette stængler, f.eks. nordisk snerre. Bladene på denne plante er smalle, mørkegrønne, hos nogle arter med takkede kanter. Blomsterne er små, stjerneformede, kronbladenes farve kan variere – hvid, knaldgul, pink. Der er sorter, f.eks. skovmærke, som har en behagelig duft.

Arter

Der findes forskellige snerre-arter, de fleste forekommer i Rusland, Hviderusland og Ukraine:

1. Nordisk snerre. Dette er en flerårig urt, der når en højde på mindst 15 cm, og nogle gange næsten op til en meter. Kendetegnende er små smalle blade med tre ribber, der sidder i krans. Planten blomstrer med små blomster, normalt hvide. Den vokser hovedsageligt på skovenge og trives i fugtige flodenge. Og selvom snerre normalt kan lide frugtbar jord, kan denne sort trives fint på både stenet jord og i sumpede områder. I fytoterapi bruges mest blomster og blade af denne sort.
2. Gul snerre. Dette er en flerårig plante med en stærk opret stængel, der når en højde omkring 60–70 cm. Bladene er spidse, deres overflade er tydeligt grøn, og undersiden er dækket af en grå, fløjlsagtig dun. Den betragtes som en fremragende honningplante. Dens skarpe gule blomster sidder i bløde toppe. De har faktisk en tydelig honningduft, der tiltrækker bier hele sommeren. Denne sort findes oftest på enge, den kan lide frugtbar jord, og under gode vejrforhold og uden forhindringer kan der vokse store bestande.
3. Klam snerre. Denne plante er i bund og grund et ukrudt, og endda usædvanligt modstandsdygtig over for alle bekæmpelsesmetoder. Dens vigtigste kendetegn er stængelstrukturen, dækket af små tænder, som gør, at den sætter sig meget fast på den glatte overflade af aksstænglerne. Bladene er smalle, og de små hvide blomster danner små halvskærmformede blomsterstande. I folkemedicinen bruges ofte den friske saft af planten, den anses for at være meget effektiv til behandling af forskellige leversygdomme og skjoldbruskkirtel-dysfunktion. I øjeblikket undersøges dens mulige anvendelse mod ondartede tumorer i fytoterapi. Ingredienserne i plantens urt og blomster giver den også diuretiske og antioxidant egenskaber. Salver, afkog og infusioner baseret på denne art har sårhelende egenskaber, hvilket gør dem anvendelige ved forskellige dermatologiske lidelser.
4. Skovmærke. Denne variant er også flerårig. Dens stængler når op til 65 cm i højden. Blandt alle sine slægtninge anses skovmærke for at være den smukkeste. Blomsterstandene består af flere halvskærme, der består af mange små blomster med en behagelig duft. Skovmærke begynder at blomstre tidligere end andre arter, allerede i april. Og dens blomstring varer kun til begyndelsen af sommeren. Den findes oftest på Krim, i Kaukasus, i Centralasien, selvom den også kan findes i andre regioner i Rusland.
5. Almindelig snerre. Dette er en af de højeste varianter af denne plante. Den kan blive mindst 85 cm høj. Stænglen er stærk, kantet og lidt forgrenet. Bladene er små og smalle. På oversiden er de svagere behåret, på undersiden kraftigere. Blomsterne på denne variant er sart gyldne. Planten blomstrer i slutningen af den første sommermåned og blomstrer til begyndelsen af efteråret. Den findes hovedsageligt på tørre enge og små skråninger. Et karakteristisk træk ved denne variant er tilstedeværelsen af kiselinsyre og en stor mængde æteriske olier i dens kemiske sammensætning.
6. Blød snerre. Dens kendetegn er en lidt usædvanlig firkantet form på den glatte stængel. Der vokser små aflange blade med små torne i enderne. Blomsterne er små med hvide kronblade, samlet i blomsterstande, der danner temmelig store toppe i enderne af stænglerne. Denne art snerre blomstrer relativt kort, i slutningen af juni og første halvdel af juli. Den findes langs veje og på enge. I traditionelle siberiske medicinrecepter bruges den primært til at eliminere hjerterytmeforstyrrelser.

Den medicinske virkning af nogle snerrevarianter anses for at være lidt undersøgt. Dog er næsten alle de nævnte arter lovende råstoffer for den farmaceutiske industri.

Indsamling og opbevaring

Da der i fytoterapi i dag hovedsageligt anvendes to arter af snerre, bør man overveje deres indsamlings- og opbevaringsforhold.

Hvad angår gul snerre, så er i dette tilfælde alle plantens dele – jordstængler, stængler, blade og blomster – lægemiddelråvare. Det er bedst at indsamle den under blomstringen. Det anbefales, at du tørrer det indsamlede materiale naturligt i det fri, men helst i skyggen. Du kan også tørre det på et varmt loft, så længe det er godt ventileret. Til tørring lægger du stængler, blade og blomster ud på bomuldsstof eller papir (men du må ikke bruge avispapir, da råvaren så vil opsuge skadelig tryksværte). Urten og blomsterne lægger du i et tyndt lag, og du skal vende dem med jævne mellemrum for at tørre bedre.

Jordstænglerne af gul snerre anbefales det at indsamle hele sommeren uafhængigt af blomstringstiden. Du tørrer dem i det fri. Det anbefales, at du opbevarer alle typer råvarer enten i linnedposer, papirposer eller tætlukkede glas. Men alt dette kan du kun opbevare i lukkede skabe, så de ikke bliver udsat for sollys. Holdbarhed: tre år.

Hos burre-snerre indsamler du hovedsageligt kun urten under blomstringen. Jordstænglerne bruger du sjældnere, men hvis du alligevel indsamler dem, gør du det om efteråret. Du tørrer råvaren i skyggen eller i tørreapparater beregnet til grøntsager og frugter, og rødderne skal du forinden hakke.

Snerreurtens lægemæssige egenskaber

Ikke alle de medicinske egenskaber, som i oldtiden blev tilskrevet gul snerre, er i dag bevist. Mange af dens karakteristika er dog blevet bekræftet af videnskabelige undersøgelser. I dag anses gul snerre for at have:

1. Antiinflammatorisk virkning, som skyldes flavonoider.
2. En østrogen virkning (takket være steroid-saponiner, der har egenskaber, der ligner kvindelige hormoners).
3. Svag antiseptisk virkning, takket være de samme saponiner samt organiske syrer.
4. Galdedrivende og vanddrivende egenskaber.
5. Sårhelende effekt.
6. Generel styrkende virkning takket være de ovennævnte vitaminer og sporstoffer.

Derudover har den beroligende og blodstillende egenskaber. Den kan også bruges som et naturligt afføringsmiddel.

Hvad angår burre-snerre, så har den:

1. Antitumorvirkning. Der findes undersøgelser, der viser, at dens ekstrakt ødelægger celler i ondartede brystsvulster, men uden at påvirke sundt væv. Denne virkning skyldes diosmetin – et stof, der findes i burre-snerre-urten.
2. Antiproliferative egenskaber, som også gør det muligt at bekæmpe tumorer.
3. Antifungal aktivitet – på grund af indholdet af saponiner, som i naturen er nødvendige for at beskytte planten mod sådanne mikroorganismer.

I folkemedicinen er også de febernedsættende egenskaber af burre-snerre kendte. I Østsibirien brugte man i gamle dage afkog af dens urt som et antiepileptisk middel. Dog er disse egenskaber i nutiden endnu ikke tilstrækkeligt undersøgt.

Anvendelse i folkemedicinen

I traditionel og moderne urtemedicin anvendes præparater baseret på gul snerre eller klæbende snerre til følgende sygdomme:

1. Angina, bronkitis, forskellige luftvejssygdomme, endda lungebetændelse. I sådanne tilfælde anvendes et udtræk af snerreurt – 2 teskefulde tørrede og knuste blade og urt overhældes med et glas kogende vand, trækkes i 50–60 minutter, filtreres. Den opnåede mængde deles i tre lige store portioner og drikkes tre gange om dagen uafhængigt af måltider.
2. Leversygdomme, herunder inflammatoriske. De behandles med et afkog – 1 spiseskefuld tørt materiale brygges med et glas kogende vand og opvarmes ved svag varme i 5 minutter. Derefter afkøles midlet til en passende temperatur, sies og indtages i lige store portioner tre gange om dagen.
3. Erektil dysfunktion. Det anbefales at indtage friskpresset saft af plantens overjordiske del – 2 spiseskefulde mindst tre gange om dagen, behandlingsvarighed – mindst en måned.
4. Angina pectoris. Man skal tilberede et svagt afkog af jordstængel af burre-snerre – 20 g tørt plantemateriale til 0,5 L kogende vand.
5. Patologier i kvindens reproduktive system, herunder fibromyom, endometritis, amenoré (smertefulde menstruationer). Her brygges et udtræk som beskrevet ovenfor og indtages tre gange om dagen. Men man kan også behandle inflammatoriske sygdomme i bækkenorganerne med denne urt. I så fald overhældes 4 spiseskefulde tørt plantemateriale med 0,4 L kogende vand, trækkes i en termokande i 4 timer, sies derefter og tilsættes til badevandet.
6. Livmoderhals erosion. Et afkog af urt, blade og blomster af snerre anbefales til vaginal udskylning.
7. Brystsygdomme. Man kan indtage et udtræk af urten (2 teskefulde materiale til et glas kogende vand) eller lægge en pasta af friske blade på problemområdet.
8. Hudsygdomme som eksem, visse former for dermatitis, bylder, abscesser og endda karcinom. I sådanne tilfælde skal de angrebne hudområder smøres med friskpresset saft af urten. Dog anbefaler nogle moderne urtelæger at bruge pulver af tørrede blomster af gul snerre til disse formål. Heraf skal man lave en salve (ved at tilsætte vaselin eller usaltet smør) til betændte og udslætsramte områder.
9. Diabetes mellitus. Det anbefales at drikke friskpresset saft af plantens overjordiske del – 2 spiseskefulde efter hovedmåltider, og under ingen omstændigheder må man tilsætte honning, da det vil reducere midlets effektivitet.

Derudover kan forskellige typer præparater af denne urt anvendes ved andre sygdomme. For eksempel anses pulver af tørret snerreurt for at være et effektivt middel mod dysenteri, da det har antiseptiske egenskaber.

Afkog og udtræk af urten i forskellige koncentrationer ordineres til behandling af skæresår og bylder samt alvorlige forbrændinger. Da de har milde smertestillende egenskaber kombineret med antiinflammatorisk virkning, anvendes de som kompresser ved behandling af podagra.

Tilstedeværelsen af ursolsyre i klistret snerre gør det muligt at bruge dets infusion til behandling af nefritis, sygdomme i urin- og kønsorganerne samt galdevejene.

Urteblandinger med snerre

Denne plante bruges ikke kun som et selvstændigt lægemiddel. Det indgår i forskellige helbredende blandinger. Alle tilberedes på samme måde – 1 spiseskefuld af blandingen af tørre, knuste urter til 370 ml kogende vand. Det hele trækkes i tre timer, filtreres og indtages i forskellige portioner tre gange om dagen.

For at nedbryde oxalat- og fosfatsten i blæren laver man en blanding baseret på jordstængler af snerre, taget i lige store mængder med farvegalmeje, dildfrø, pebermynteblade, perikon og berberisbær. Dette middel tages i en kur over fire måneder, derefter holder man pause og gennemgår en ny undersøgelse. Om nødvendigt kan kuren gentages, men kun efter konsultation med en læge.

For at nedbryde sten i galdeblæren tilbereder man en blanding baseret på snerreurt, som blandes i lige store mængder med marietidsel, padderok, hyrdetaske, kamilleblomster, majssilke og porrerod. Denne infusion tages også i fire måneder efter konsultation med en læge.

Blandinger baseret på snerre kan endda bekæmpe alvorlige karsygdomme som hæmoragisk vaskulitis. De kan også være effektive mod kolecystitis uden for forværringsfasen, glomerulonefritis og andre sygdomme.

Selvom snerre i sig selv har afførende egenskaber, kan den i kombination med andre urter tværtimod bruges som middel mod diarré. I så fald tilbereder man en blanding af snerreurt, hyrdetaske, timian og kvikrod. Men man må ikke tage dette middel i længere tid, især hvis årsagen til diarréen ikke er fastlagt. Hvis det er en bakteriel infektion, erstatter snerres antiseptiske og svampedræbende aktivitet ikke indtagelse af antibiotika!

Typer af helbredende blandinger

Ud fra snerreurt fremstilles forskellige typer lægemidler. Til udvortes brug anvendes tre varianter:

1. Pudder. Det er tørrede og knuste råvarer fra den overjordiske del, dvs. urt, blomster og blade. Det bruges til behandling af sygdomme som dermatitis.
2. Grød til omslag og kompresser, lavet af knuste friske urter og blomster. Det bruges som omslag mod alle hudsygdomme, men er mest effektivt mod bylder og betændelse.
3. Salve. Den fremstilles af frisk urt knust til grød eller af tørrede råvarer. I første tilfælde knuses den i en morter med frisk smør. I andet tilfælde kan man bruge vaseline eller en anden neutral fed base. Sådanne midler er effektive mod alle dermatologiske problemer.

Til indvortes brug anvendes infusioner, afkog, saft og alkoholtinktur. Sjældnere bruges te af snerreurt.

Tinktur

Tinktur af snerre kan være vandbaseret eller alkoholbaseret. I første tilfælde hældes en spiseskefuld plantemateriale med et glas kogende vand og trækkes i en termokande i flere timer, derefter filtreres. Koncentrationen af gavnlige stoffer kan justeres ved at tilsætte mere eller mindre plantemateriale.

Til alkoholtinktur bruger man sprit eller vodka. På 2 spiseskefulde plantemateriale bruger man 0,4–0,5 liter alkoholbase. Midlet trækkes i mindst 4 uger, hele tiden skal beholderen stå på et mørkt sted, og den skal jævnligt tages frem og rystes.

Te

Man kan brygge dette middel af både urter og blade og af blomster fra snerre. Til 1 teskefuld tager man et glas kogende vand – koncentrationen bliver lavere end ved et udtræk. For at forbedre smagen kan man tilsætte lidt honning til drikken.

Kontraindikationer for brug

Denne urt har ikke så mange kontraindikationer, den vigtigste er individuel intolerance og allergiske reaktioner. Man skal dog huske, at almindelig snerre er en svagt giftig plante. Dens afkog, udtræk og især koncentreret saft må ikke gives til børn, det er kontraindiceret under graviditet og amning. For øvrigt må unge mødre heller ikke indtage det, fordi det indeholder hormonlignende stoffer, som kan påvirke graviditetsforløbet.

På grund af den stærke vanddrivende effekt skal midler baseret på denne plante tages med forsigtighed ved diabetes.

Interessante fakta

1. Snerre er en plante, der har været kendt siden oldtiden. Allerede i antikken vidste man, at den har farveegenskaber samt evnen til at få ost til at løbe sammen. I England blev snerre imidlertid også brugt, fordi dens lugt skræmte lopper væk. Dengang stoppede man madrasser med urter, og denne plante var altid blandt dem. Derfor lyder det gamle britiske navn for snerre som Our Lady’s Bedstraw (som kan oversættes til 'vores dames halmseng').
2. Snerre har farveegenskaber. Den blev brugt til at give stoffer en gul nuance. Og den indgik også i sammensætningen af hårfarve – billig og tilgængelig. Derfor er et andet engelsk navn for denne urt Maid’s Hair (det oversættes som 'stuepigens hår').
3. I gamle urtelæger står der også, at snerre giver styrke til trætte rejsende, og dens friske saft kan bruges mod alle slags hududslæt.

Foto af snerre