Løvefod: helbredende egenskaber og kontraindikationer

Denne urt har mange navne. I håndbøgerne hedder den almindelig løvefod, men folkenavnene er langt mere poetiske – for eksempel kærlighedsurt, gudståre, himmeldug eller stjerneurt. I gamle dage kaldte man den også alkymisturt. Faktisk er denne flerårige krybende urteplante fyldt med mange gavnlige egenskaber. Den virker antiinflammatorisk, slimløsende og galdedrivende, har antiseptiske egenskaber og kan standse blødninger. Og selvom løvefod officielt ikke er anerkendt som lægeplante, bruges den bredt i industrien til fremstilling af kosttilskud.

Kemisk sammensætning

Alle helbredende egenskaber ved almindelig løvefod er godt undersøgt. De forklares af den kemiske sammensætning af dens rødder, urt og blade. De vigtigste ingredienser set fra et medicinsk synspunkt omfatter:

1. Garvesyrer – hovedsageligt tanniner, mest i rødderne, i bladene og stænglerne kun op til 3%.
2. Catechiner – flavonoider med antioxidante egenskaber.
3. Steroider – hormonlignende stoffer af planteoprindelse.
4. Lignin – der påvirker tyktarmens mikroflora positivt.
5. Lecithin – bruges i produktionen af hepatoprotektorer, da det beskytter leverceller.
6. Ascorbinsyre (C-vitamin) – har en gavnlig effekt på blodkarsystemet.
7. Forskellige makro- og mikronæringsstoffer, herunder zink med dets antiinflammatoriske egenskaber, bor og mangan.

Planten indeholder også oliesyre, phenolkarboxylsyre, linolsyre og andre syrer, lipider, cumariner, glycosider.

Hvordan ser den ud, og hvor vokser den

I moderne fytoterapi anvendes oftest almindelig løvefod. Det er en urteagtig lav plante med relativt tynde stængler, der kryber langs jorden. I blomstringsperioden løfter de sig en smule. Løvefod når en højde på op til 30 cm.

Plantens jordstængel er temmelig kraftig og vandret. Bladene ved rødderne er store og let bølgede. Stængelbladene er derimod halvcirkelformede. De er behårede på både forsiden og bagsiden og har takkede kanter. Bladenes form er i sig selv interessant. Ved basis folder de sig nærmest som en tragt, hvilket gør dem i stand til at holde på den dyrebare fugtighed.

Derudover er der hydathoder langs bladkanterne – det er specifikke kirtler, hvorfra væske udskilles i dråber, så planten slipper af med overskydende fugt. Denne proces (guttation) er typisk for tropiske skove med deres høje luftfugtighed og svage lys. I tempereret klima ses dette fænomen sjældent, og løvefod er et af de få eksempler.

Interessant nok beskytter den tætte behåring også planten mod for meget vand, da bladene forbliver næsten helt tørre selv efter regn.

Løvefod blomstrer to gange om året (under gunstige forhold). Første gang er i starten af sommeren, anden gang muligvis i starten af efteråret. Blomsterne er små, lysegrønne, samlet i smalle blomsterstande, der mere ligner kugler (selvom de i botanikken kaldes skjoldformet-panikulerede). Frøene (nødder) dannes i august.

Arter

Der findes flere varianter af løvefod, men ikke alle bruges i medicin. Nogle dyrkes hovedsageligt til prydformål. De mest udbredte er:

1. Blød løvefod. Denne variant findes både i Østeuropa og i asiatiske lande som Tyrkiet, Iran osv. Det er en hurtigtvoksende, krybende plante med smukke gule blomsterstande. Den vokser i tuer, der når op til 40 cm i højden – og bredden er omtrent den samme. Når de fine blomsterstande viser sig, normalt i juni, ser busken meget fyldig og iøjnefaldende ud. Blød løvefod bruges hovedsageligt i landskabsdesign; i haven plantes den ofte ved vand, i bede og blandede blomsterbede. Inden for floristik inkluderes den i buketter for at gøre blomsterarrangementer mere fyldige.
2. Alpe-løvefod. Den findes i ret barske klimaforhold, på Grønland og i Nordeuropa. Denne variant foretrækker kalk- og stenjord. Den adskiller sig også udseendemæssigt fra andre arter. Bladene er dybt indskårne, og på undersiden er de dækket af en meget lys sølvfarvet dun, så det ser ud som om de har en hvid kant. Dette gør planten meget dekorativ, selv uden for blomstringsperioden. Den bruges hovedsageligt i landskabsdesign – den plantes i stenbede, og containerplantninger sammen med hyacinter og tulipaner ser også effektfulde ud.
3. Rødstilket Løvefod. Denne sort findes også ofte på højfjeldets enge. I naturen vokser den på Krim, i de bulgarske Rodoper, i Kaukasus og i den vestlige del af Karpaterne. Den adskiller sig fra andre sorter ved sin meget lille størrelse – den bliver ikke mere end 15 cm høj. Desuden har denne løvefod en karakteristisk blågrøn nuance på bladene, som sidder fast på stænglen med rødlige stilke. Denne sort bruges også ofte i landskabsdesign, plantet i stenbede. Men sådan en løvefod kan også se godt ud i kantplantninger.

De nævnte sorter dyrkes hovedsageligt i haver. Men derudover findes der mange vildtvoksende sorter i det centrale Rusland. I alt findes der over 30 arter af denne plante. For eksempel kan man på tørre steder støde på bjerg-, blågrå- og kugleformet-snoede sorter. I tørre områder vokser også bumpet løvefod. I skyggefulde skove og under høj luftfugtighed vokser halvmåne- og bølgebladet sorter, og på sumpede områder – glatstænglet.

Der findes også sorter, der trives lige godt på både tør og fugtig jord (f.eks. børste-løvefod). Men den mest udbredte variant er almindelig løvefod. Og det er netop den, der bruges i folkemedicin og i den farmaceutiske industri.

Indsamling og opbevaring

I fytoterapi bruges både løvefodsurt og dens jordstængel. Den overjordiske del høstes fra anden halvdel af maj til midten af sommeren. Urten kan kun samles om dagen under hensyntagen til den ovenfor beskrevne guttationseffekt – man skal vente, til morgenduggen og den udskilte fugt er tørret.

Urten skal skæres sammen med blade, skud og blomster med en skarp kniv. Tør dette råmateriale i skyggen, helst i et rum med god ventilation. Man kan også bruge specielle tørremaskiner. Men i så fald skal man indstille den mest skånsomme temperatur – ikke over 60 grader. De tørrede urter og blomster bør opbevares i papir- eller lærredsposer indtil næste år, ikke længere, da urten med tiden får en meget ubehagelig bitter smag.

Løvefods rødder høstes også til medicinske formål. Men det anbefales at grave dem op i begyndelsen af efteråret. De skal ikke vaskes, det er nok at rense dem forsigtigt for jord. De tørres også på loftet. Sådant råmateriale opbevares i lærredsposer i højst 2 år. Som alle andre lægeplanter opbevares løvefod i et tørt og mørkt skab, væk fra varmekilder, så den ikke ødelægges af sollys og høje temperaturer.

Løvefods helbredende egenskaber

Den unikke kemiske sammensætning af denne plante har bestemt dens helbredende egenskaber. Derfor virker »alkymisternes urt«, som man i gamle dage kaldte løvefod, på følgende måde:

1. Stimulerer produktionen af progesteron – et kvindeligt kønshormon. Dette skyldes et højt indhold af plantesteroider. Disse egenskaber er blevet bekræftet af videnskabelige undersøgelser udført i Sankt Petersborg. Evnen til at påvirke hormonbalancen gør løvefod til et effektivt middel mod dysmenoré.
2. Regulerer stofskifteprocesser – også takket være indholdet af steroider, lipider og en række andre stoffer.
3. Normaliserer hjerte-kar-systemets funktion.
4. Forstærker kroppens naturlige immunforsvar.
5. Har antiviral aktivitet – virologer har bevist dens effektivitet mod influenza. Denne egenskab skyldes flavonoider, som er stærke antioxidanter og også har en antiinflammatorisk virkning.
6. Den har ikke kun antiinflammatorisk, men også en foryngende effekt og udskiller toksiner takket være tilstedeværelsen af lignin.
7. Fremskynder vævsregenerering og helbreder forbrændinger og sår på grund af et højt indhold af kumariner.

Løvefod kaldes kun almindelig, men i virkeligheden er denne urt på mange måder unik. Midler baseret på den heler ikke kun sår og styrker kapillærer, men fremskynder også regenerering og er effektiv forebyggelse af hjerteanfald og en række karsygdomme.

For kvinder

For kvinder er løvefod nyttig, fordi den indeholder steroider. Disse er plantebaserede analoger til kvindelige kønshormoner. I modsætning til syntetiske midler, der bruges i hormonbehandling, har infusioner og afkog af løvefod stort set ingen kontraindikationer eller bivirkninger.

Hovedsageligt bruges midler baseret på løvefod ved dysmenoré, det vil sige menstruationscyklusforstyrrelser, men de kan også være effektive i overgangsalderen. Og deres antiinflammatoriske egenskaber gør dem til et fremragende middel mod mange sygdomme i bækkenorganerne.

For mænd

For mænd er løvefods antiinflammatoriske egenskaber også vigtige, da midler baseret på denne urt kan bruges til behandling af prostatitis og urethritis. Men endnu vigtigere er urtens evne til at styrke blodkar og regulere niveauet af "dårligt" kolesterol, da mænd i højere grad end kvinder er udsat for risikoen for hjerte-kar-sygdomme.

Under graviditet

I folkemedicinen mener man, at afkog af løvefod eller mindre koncentreret te fra denne plante bør drikkes, når der er risiko for abort. Mange urtekyndige anbefaler også at tage sådanne midler ved svær kvalme i første trimester eller ved mavesmerter. Men man bør kun drikke sådanne urteafkog efter konsultation med en læge, især da smerten kan være forbundet med f.eks. en ektopisk graviditet.

I gamle dage gav man fødende kvinder afkog af løvefod umiddelbart før fødslen for at lette processen, men under moderne forhold på fødestuerne opfordres det ikke, og der er også mere effektive lægemidler.

Almindelig løvefod anses også for at være et godt middel til amning, og mange anbefaler det til unge mødre, der forsøger at etablere amning. Men du skal være forsigtig og først sikre dig, at barnet ikke har en allergisk reaktion på sådanne teer og afkog.

For børn

Selvom almindelig løvefod anses for at være et godt antiinflammatorisk og slimløsende middel, anbefales det ikke til behandling af små børn. Nogle børnelæger mener, at det slet ikke bør gives til førskolebørn, men for teenagere kan det være nyttigt til at styrke muskler og led. Desuden gives teenagepiger afkog og infusioner af løvefod for at lindre menstruationssmerter og regulere cyklussen.

Ved vægttab

Steroider, lignin og lecithin er de komponenter, der gør almindelig løvefod effektiv til vægttab, da den hjælper med at forbedre stofskiftet. Derudover indeholder denne urt phenolcarboxylsyre. Den har unikke egenskaber – for det første har den en varmende effekt, for det andet forbedrer den blodkarrenes permeabilitet. Dette øger også blodcirkulationen og fremskynder stofskifteprocesserne, især da virkningen af phenolcarboxylsyren forstærkes af flavonoider og tanniner, der er til stede i planten. Ud over alt dette har de en foryngende effekt og kan gøre huden glattere og fastere, så løvefod bruges også til behandling af cellulite.

Til vægttab anses te baseret på denne urt for at være mest effektiv, hvilket vil blive beskrevet nedenfor. Mod cellulite er det bedre at lave kompresser med afkog af løvefod.

Anvendelse af løvefod i folkemedicinen

Selvom der findes over fem hundrede varianter af denne plante i naturen, er det kun almindelig løvefod, der er nyttig til fytoterapi, men den er effektiv mod de mest forskellige patologier:

1. Ved inflammatoriske sygdomme i livmoderen anbefales det at drikke afkog af urt og blade af løvefod – 0,5 liter om dagen, fordelt på tre lige store portioner. For at forbedre smagen kan du tilsætte lidt honning. Dette middel anses også for effektivt til genopretning af livmoderen efter svære fødsler.
2. Ved amenoré (smertefulde menstruationer) anbefales det at drikke 400 ml afkog af løvefod om dagen, fordelt på to doser – morgen og aften.
3. Ved migræne og hovedpine forårsaget af højt blodtryk kan du drikke en kop te baseret på løvefod om dagen.
4. Til behandling af inficerede sår og snitsår bruges en infusion af løvefod, som danner basis for kompresser og omslag.
5. Ved nogle inflammatoriske sygdomme i bækkenorganerne kan infusion eller afkog af løvefod bruges til vaginal douching.
6. Ved behandling af hæmorider er løvefod god på grund af sin komplekse virkning. Den stopper blødning, fremmer vævsregenerering og styrker blodkar. Til dette formål anvendes en infusion af løvefod, som gennembløder specielle tamponer.
7. Ved anæmi og åreforkalkning anbefales det at tage et afkog af bladene fra denne plante, som er udtrukket i vin. Dette middel anses også for at være effektivt mod hjertesmerter.
8. Ved kronisk colitis uden for forværringsperioder anbefales det at tage 10-15 dråber alkoholtinktur af løvefod om dagen (fortyndet med en lille mængde vand).
9. Ved sukkersyge anbefales det at tage 200 ml afkog af løvefod om dagen. Men i modsætning til behandling af andre sygdomme må der ikke tilsættes honning.
10. Ved behandling af skæresår kan man bruge friske blade, som man let gnider mellem hænderne for at få saften ud. Denne grønne masse skal blot påføres det beskadigede hudområde.

De nævnte tilfælde er ikke udtømmende for anvendelsen af løvefod. Denne plante kan bruges til at fremme opspytning ved bronkitis af forskellig oprindelse, ved andre luftvejssygdomme, herunder lungebetændelse. Desuden bruges et afkog af urten til mundskylning ved stomatitis, og der laves omslag til konjunktivitis (hvis sygdommen har bakteriel oprindelse, bruges løvefod som supplement til antibiotikabehandling, men ikke i stedet for).

Typer af helbredende præparater med løvefod

Baseret på denne plante fremstilles midler til både intern og ekstern brug. Den mest almindelige variant er vandekstraktion af de gavnlige stoffer, dvs. afkog og udtræk. Dog anbefaler nogle urtelæger ved behandling af sukkersyge og fedme at tage pulver af knust plantemateriale.

Hvad angår midler til ekstern brug, kan det være forskellige kompresser, omslag, applikationer. Til disse bruges ikke kun udtræk og afkog, men også saften fra løvefod. Den presses ud af unge blade og skud. Et sådant middel kan bruges til behandling af akne, fortyndet med mælk i forholdet 1:10. Saften er også egnet til intern brug – for eksempel drikkes den mod diarré (hver 2. time 1 tsk. af midlet).

Infusion

Dette middel tilberedes på følgende måde – man tager 3 tsk. knust urt og blade af løvefod og hælder 250 ml kogende vand over, og lader det derefter stå i 2 timer under lukket låg. Derefter filtreres udtrækket, og det resterende plantemateriale presses ud.

Det resulterende udtræk anses for at være ret koncentreret. Det bruges ved behandling af kraftige menstruationer, og lindrer også betændelse ved forskellige purulente sygdomme. I sidstnævnte tilfælde laves der bade og omslag baseret på det. Kompresser med udtræk af løvefod lindrer symptomerne på åreknuder, selvom de ikke helt fjerner årsagerne.

I nogle tilfælde gøres udtrækket mindre koncentreret – man tager 3-5 spsk. plantemateriale pr. 1 liter kogende vand, bringer i kog og holder det på svag varme i yderligere 10-15 minutter. Derefter trækker det i en time. Et sådant urteudtræk kan drikkes for at tabe sig, samtidig med at man motionerer.

Tinktur

I modsætning til mange andre tinkturer er midlet baseret på løvefod ikke lavet på alkohol, men på vin. Til det skal du bruge 1 tsk. tørret, knust plantemateriale til 170 ml vin. Midlet trækker hurtigt – i løbet af et døgn (det efterlades på et tørt og mørkt sted). Før brug filtreres den færdige tinktur gennem to lag gaze. Det tages mod åreforkalkning og andre sygdomme.

Afkog

Afkog af løvefod betragtes som et fremragende antiseptisk middel. Derudover har det adstringerende og slimløsende egenskaber, og en række studier har vist dets beroligende virkning. Det tages hovedsageligt oralt. Men takket være dets antiseptiske egenskaber kan det også bruges som et udvortes middel – for eksempel mod akne.

Til fremstilling af et traditionelt afkog tager man 4 tsk. knust urt til 250 ml kogende vand, bringes i kog igen og holdes på varmen i yderligere 5 minutter. Derefter lader man afkoget afkøle, filtreres gennem gaze eller filterpapir og bruges som et internt eller eksternt middel.

På basis af urten løvefod tilbereder man også et vinafkog. Man tager 30 g knuste tørrede stængler og blade til 1 liter rødvin og opvarmer i 10 minutter. Dette middel tages 3–5 spsk. om dagen før måltider. Det hjælper med at slippe af med diarré (forudsat at den er forårsaget af dysbiose eller tarminfektion; hvis symptomerne fortsætter selv efter en måneds behandling, skal man søge læge).

Af roden af løvefod tilberedes et vinafkog. Til 20 g tørret plantemateriale tager man et glas vin, bringer midlet i kog og lader det stå i yderligere 30 minutter ved medium varme. Det færdige afkog filtreres gennem flere lag gaze for at fjerne rodstykkerne. Der er også en anden version af denne opskrift. Rodafkoget tilberedes separat med en meget lille mængde vand, hvorefter man tilsætter vin og varmer det op, men koger det ikke, for at bevare alle de gavnlige stoffer så godt som muligt.

Sådan et middel kan tages 2 spsk. om dagen 30 minutter før måltider mod anæmi; det anses også for at være effektivt mod dysbiose og den deraf forårsagede flatulens. Diætister mener, at dette vinafkog er en fremragende måde at sætte gang i stofskiftet.

Te

På basis af denne plante tilberedes også te – den brygges på samme måde som en traditionel drik af teblade, dvs. 1–2 tsk. knust tørt materiale overhældes med et glas kogende vand, trækker i 10–15 minutter og filtreres derefter. Teen tages hovedsageligt som et styrkende middel; derudover hjælper den godt mod søvnløshed. Nogle urtelæger anbefaler at give den til børn til forebyggelse af rakitis, men det er bedre at konsultere en børnelæge først, da moderne læger mener, at midlet kan forårsage allergi hos små børn.

Anvendelse i kosmetikken

Løvefod betragtes med rette som en 'kvindeurt'. Den er gavnlig ikke kun til behandling af sygdomme, men også til hjemmebehandlinger. Pulver af tørrede blade fra denne plante kan tilsættes til færdige kosmetiske masker og lotions, da det også har en antioxidantvirkning og kan stoppe for tidlig hudældning.

I hjemmekosmetologien anvendes oftest et afkog af Løvefod. Det anbefales at forberede det om sommeren og fryse det i isterningebakker. De resulterende terninger bruges til ansigtsmassage. Dette kan øge hudens elasticitet, gøre den glattere og forbedre iltforsyningen ved at øge mikrocirkulationen.

Ved acneudbrud bruges oftest et udtræk af Løvefod – som lotion eller omslag. Men en salve anses for mere effektiv, som laves af en alkoholisk tinktur af Løvefod (10-20 ml af det færdige produkt – det sælges på apoteker), blandet med vaseline (op til 90 g). Denne salve anses for effektiv mod enkeltstående bumser og bylder.

Løvefod er også gavnlig til at styrke håret, da dets tilstand direkte afhænger af hormonbalancen. Man kan tilsætte udtræk eller afkog af denne urt til vandet, der bruges til at skylle håret. Eller man kan lave et afkog baseret på følgende planteblanding: til 15 g tørret Løvefod tages lige så meget brændenælde og dobbelt så meget knust tørret burrerod. Alt dette hældes med 1 liter vand og bringes i kog, koges i 5-7 minutter, afkøles og trækkes i 45-60 minutter. Det resulterende middel kan tilsættes til vand til skylning af lokker eller gnides ind i hovedbunden i stedet for lotion. Regelmæssig brug kan styrke hårsækkene.

I nogle opskrifter tilsættes birkeblade til denne blanding, hvilket gør midlet effektivt mod seborré.

Kontraindikationer for brug

En af fordelene ved Løvefod er, at denne urt stort set ikke har nogen kontraindikationer. Den må kun tages ved allergiske reaktioner og individuel intolerance samt høj blodkoagulation. Den ordineres med forsigtighed under graviditet og amning – kun efter alle undersøgelser og lægekonsultationer, da overdosis af selv plantesteroider kan have en negativ effekt på kroppen.

Interessante fakta

1. Løvefod ser beskeden ud, men tilhører faktisk den berømte Rosenfamilie. I botanikken bærer den navnet Alchemilla, som stammer fra ordet 'alkymi' – en gammel videnskab, hvis tilhængere søgte de vises sten og livseliksiren. De helbredende egenskaber ved denne urt var allerede kendt dengang, og oldtidens videnskabsmænd mente, at plantens evne til at udskille væske indikerede dens magiske natur. Især værdsat var dråberne af morgendug, der samledes i den naturlige tragt dannet af bladpladerne.
2. Praksis har vist, at løvefod faktisk har mange nyttige egenskaber og kan kurere en lang række lidelser, selvom der selvfølgelig ikke er nogen magi i det.
3. Det russiske navn på denne urt, som bruges aktivt i dag, opstod på grund af ligheden mellem plantens blade og de pompøse, kniplingsagtige manchetter, der var moderne i den galante tidsalder. Men i England og Tyskland så man i deres form en lighed med Jomfru Marias kappe, deraf navnet «fruens kappe». I næsten alle vesteuropæiske lande blev denne urt tillagt heksekræfter. Man troede f.eks., at duggen samlet på bladene kunne give ungdommen tilbage, og desuden fjerne bumser, fregner og pigmentpletter.
4. Interessant nok kan løvefod også bruges i madlavning, normalt tager man plantens blade, nogle gange unge skud. Tidligt om foråret kan denne urt tilsættes til salat af bladgrønt, suppe eller grøn borsjtj. Nogle gange tilberedes den som krydderi. Til det formål tørres den på den ovenfor beskrevne måde, da den bevarer næsten alle næringsstoffer, og om vinteren kan den tilsættes både til supper og til hovedretter. Det er også et nyttigt vitamintilskud, da det indeholder store mængder ascorbinsyre. I det østlige køkken kan bladene saltes sammen med andre krydderurter eller grøntsager.

Foto af urten løvefod