Sådan drikker du rom korrekt

En flaske, eller endnu bedre et lille fad rom, er et uundværligt element i piratfilm. På et tidspunkt fungerede det endda som valuta i visse kredse. Men når man ser nærmere på det, er det en ganske aristokratisk drik. Der findes mange mærker, og hver af dem har en unik smag og kræver den rette servering.

Hvad er rom

Den stærke alkoholiske drik kom til Europa fra Sydamerika og Australien. De vigtigste producerende lande anses for at være Cuba, Martinique, Jamaica, Den Dominikanske Republik og Barbados. Indien, Tobago og Trinidad producerer mere beskedne mængder. Hvad kvaliteten angår, kommer de bedste sorter fra Latinamerika og landene i Caribien. Den geografiske egenart er ganske forklarlig. Det er nemlig i disse breddegrader, at sukkerrør dyrkes i industriel målestok, og det er grundlaget for at fremstille melasse og sirup. Uden disse ingredienser mister drikken al sin charme og betragtes ikke som ægte. Dens tilgængelighed skyldtes en forholdsvis lav pris sammenlignet med cognac, og dens styrke gjorde det muligt at samle en imponerende skare af tilhængere. I begyndelsen blev den betragtet som søfolkenes drik og taget med på sejlture for at desinficere vand, men som antiseptikum holdt den ikke længe. Da søfolkene hurtigt gennemskuede dens opmuntrende virkning, begyndte de at desinficere sig næsten uafbrudt.

Interessant: Drikken fik sit navn i 1600-tallet. Efter 1670, hvor man forsøgte at forbyde den, blev rom endnu mere populær.

Frem til 1740 drak man den ufortyndet, i bedste fald med lidt citronsaft. Søfolkene blev hurtigt alkoholikere, mistede deres menneskelige fremtoning og kampdygtighed og fik i stedet levercirrose og psykiske lidelser. Den første, der slog alarm, var admiral i den britiske flåde Edward Vernon, som beordrede, at der kun måtte udleveres fortyndet produkt i begrænsede mængder. Den blev kaldt grog og indgik i søfolkenes obligatoriske ration frem til 1970.

De første forsøg på at fremstille alkohol af sukkerrørsjuice og biprodukter fra sukkerproduktion blev gjort for meget længe siden. Historikere peger på de første århundreder e.Kr. Allerede i Marco Polos rejsenoter nævnes hans bekendtskab med en drik, der minder om dårligt renset rom. Den moderne drik har næsten ikke ændret opskrift; den fremstilles stadig af gæret sukkerrørsråvare, men nu efter gæring, destillation og lagring på egetræsfade.

Oprindeligt havde rom en olieagtig smag, den var tung at drikke, men til gengæld billig og blev solgt næsten overalt. Indtil overgangen mellem 1800- og 1900-tallet blev den betragtet som en drik for de fattigste befolkningsgrupper, og at drikke den i det finere selskab blev anset for dårlig smag. Ændringerne begyndte, da spanierne udskrev et udbud for at forbedre drikkens kvalitet. Mange meldte sig, men det bedste resultat opnåede Don Facundo Bacardi Masso. Gennem eksperimenter, ændringer i lagringstiden og destillationsteknologien blev en ny type skabt, kaldet lys rom. Den havde markante fordele:

• mere moderne produktionsteknologier, der gør det muligt at fremstille den i store mængder;
• høj kvalitet;
• mild smag;
• fravær af fuselolier.

For kendere er 1862 kendt som året, hvor det berømte mærke Bacardi blev skabt.

Fremstillingens særpræg

Rom ligner på mange måder en pirat. Den har intet hjemland, ingen præcis opskrift og ingen fast lagringstid. Det eneste obligatoriske er sukkerrørsråstoffet og alkoholstyrken. Man mener, at den første rom blev fremstillet på Barbados, men der findes ingen præcise oplysninger.

For at opnå en smuk farvetone og smagsnuancer anbringes drikken efter rensning på egetræsfade. Sparsommelige producenter har endda vænnet sig til at bruge fade, der tidligere har lagret bourbon, og som sælges for næsten ingenting. Sagen er, at teknologien foreskriver, at den ædle drik kun må lagres i nye beholdere, som afgiver hele spektret af aromaer. Men til rom er fade, der allerede er gennemtrængt af alkoholdampe, også perfekte – den bliver blot stærkere og mere aromatisk af det.

Til orientering: Under varme tropeforhold er det umuligt at holde en lav temperatur i de kældre, hvor rommen lagres. Temperaturen ligger i gennemsnit på omkring +30 grader, hvilket forkorter rommens lagringstid med en faktor 2–3.

Arter

Der findes ikke som sådan standarder for rom. Rettere sagt er de individuelle for hver region og kendetegnes ved alkoholstyrke og lagringstid:

• Venezuela – 40% og 2 års »hvile« på fade.
• Mexico – 40% og minimum 8 måneder.
• Den Dominikanske Republik – 6 hovedsorter fra 40 til 75% og mindst 12 måneders lagring.

På Cuba gør man det endnu enklere og bruger hvileperioden efter destillation som grundlag for klassificeringen. Efter 3 års lagring kaldes rommen gylden, ophold på fade i mere end 7 år giver drikken ret til at kaldes mørk, mens Blanc sælges straks efter fremstillingen.

Rom klassificeres ofte efter produktionssted, med en national karakter. I engelsktalende regioner som Jamaica indeholder opskriften en stor mængde melasse, som giver den mørke drik en specifik smag og fylde. Spansktalende lande er kendte for lys, mild rom. Produktionsregioner omfatter Cuba og Puerto Rico. Den mest traditionelle drik stammer fra de fransktalende øer, Guadeloupe og Martinique.

Sorter

Uanset mærket har de en graduering:

• lys eller sølv;
• mørk;
• aromatiseret;
• stærk;
• lagret;
• rom-eliksir.

Hver sort har sine egne smagsegenskaber og brugsregler.

Populære mærker

Det er bedst at begynde bekendtskabet med en ny drik med en kvalitetsvariant for ikke at blive skuffet senere, da første indtryk altid er stærkest. I de fleste producentlande er der ubestridte ledere, som man først tænker på, når man taler om sømænds og piraters drik.

Den Dominikanske Republik

I dens arsenal findes den såkaldte 'B'-trio. Disse mærker er velkendte og fører an på alkoholmarkedet i dette segment.

1. Bermudez har 2 varianter og dermed tilføjelser til hovednavnet. Aniversario lagres i mindst 12 år og får en interessant gyldenrød nuance. Det genkendes let på smagsnoter af karamel, varmt træ og ristede tørrede frugter. Don Armando skiller sig ud med citrusnoter, smag af sukkerrørsjuice og karamel. Lagringstiden er 2 år kortere. Vandt guld ved den internationale konkurrence i Spanien.
2. Brugal fik sit navn efter efternavnet på grundlæggeren af romfabrikken. Foretagendet var så succesfuldt, at det nu er blandt de tre største eksportører i landet. Det er berømt for udviklingen af opskriften på den mørke sort Extra Viejo.
3. Den berømte Barceló er relativt ung; produktionen startede i 1929. De mest kendte varianter er Blanco, Añejo, Dorado. Mærkerne Imperial og Premium Blend er gentagne gange blevet guldmedaljevindere i premium-serien.

Jamaica

I dette land er rom længe blevet nationaldrikken. Der er også opfundet mange opskrifter baseret på den, og der er skabt unikke opskrifter på drikken, som nydes ren. Jamaicansk rom genkendes straks på den uforglemmelige kombination af smagsnuancer og deres særlige fylde. Produktionsteknologien er fuldstændig bevaret, hvilket giver en fyldig aromatisk drik med en bitter note uden overdreven sødme. Eksportdrikke gennemgår dobbelt rensning, obligatorisk destillation og lang lagring på egetræsfade. De er dyre, men deres kvalitet er ubestridelig.

1. Captain Morgan er blandt verdens tre bedste mærker. Den er velkendt takket være det effektfulde billede af en pirat, der støtter benet på en tønde med sin yndlingsdrik. Det britiske firma Diageo, producenten af mærket, har udviklet en hel serie drikke under samme brand, der omfatter mere end 20 varianter med en styrke fra 35 til 55%.
2. Appleton er fremragende og anerkendes med rette som en af de bedste. Dets flerdimensionelle smag omfatter melasse, appelsinskal, træagtige aromaer og en markant krydret fornemmelse. Det produceres på øens ældste destilleri. Det drikkes normalt rent. Denne sort fremstilles kun af sukkerrør dyrket på plantagerne på den enslydende gård, og er derfor en terroir-rom. Bemærkelsesværdigt er det, at produktionen årligt stiger med 5–10%, og alligevel følger udbuddet ikke med efterspørgslen.

Cuba

Det er netop her, det mest populære mærke – «Bacardi» – produceres. I alt produceres der 6 mærker i landet, inklusive det mest kendte. De konkurrerer ikke med hinanden, men fastholder med rette deres ry som verdens bedste rom.

1. Bacardi har siddet solidt på tronen som førende i mere end 60 år. Det er berømt for sin unikke teknologi til lys rom. Brødrene Bacardi, grundlæggerne, står bag flere opdagelser inden for romfremstilling. De formåede at finde en stabil gærstamme, der kan tåle den høje temperatur i den gærende sukkerrørsmasse, udviklede en særlig filtreringsteknik med aktivt kul fra træ- og kokosbaser. En vigtig opdagelse var at finde de optimale proportioner ved blanding af rom og vand, samt et veljusteret system og lagringstider på fade. Der er mange spændende historier forbundet med denne drik. Et originalt marketingsstunt var at placere et stiliseret billede af en flagermus på flaskerne, som anses for hellig og bringer held. Den analfabetiske befolkning lærte hurtigt sammenhængen mellem billedet og en kvalitets- og billig drik og krævede kun rom med flagermus på værtshusene. Interessant nok smagte drikken så godt for den spanske dronning, der besøgte øen i 1888, at der blev indgået en kontrakt om levering til hoffet. Og lidt senere reddede en lille portion lys rom livet på den lille arving ved at desinficere hans tarme og give ham styrke til at bekæmpe feberen.
2. Havana Club indtager 5. pladsen med hensyn til produktions- og salgsmængder. Virksomhederne Bacardi og Pernod Ricard har i mange år konkurreret om retten til at fremstille den. Indsatsen er høj, men indtil videre er der ingen klar vinder. Der produceres 12 varianter, hvoraf Solera San Cristobal og Máximo Extra Añejo hører til ekstra-premiumklassen. Nogle sorter sælges kun i Spanien og eksporteres ikke. Et eksempel er Ritual Cubano. Størstedelen af drikkene er mørke med gyldent skær, lang lagring og stærke. Der er én lys variant – Añejo Blanco, som efter produktionen hviler på fade i mindst 1,5–2 år, smager af kirsebær, vanilje og kakao, og bruges ofte til cocktails. De øvrige sorter foretrækker kendere at nyde rent uden at blande.
3. Legendario kaldes cubansk eliksir, fordi det er én grad under almindelige standarder, men har en tyktflydende konsistens og en rig, gradvist udviklende smag. Det første destilleri, hvor den populære drik blev produceret, blev omdannet til et rommuseum, og dets kapacitet var længe utilstrækkelig til at håndtere de stigende mængder. Nu er der åbnet 6 fabrikker, der arbejder efter traditionel teknologi uden brug af aroma- og smagsstoffer. Der produceres 6 romtyper, og til premiumklassen hører Gran Reserva 15 Años med en lagring på mindst 15 år.
4. Santiago de Cuba betragtes som af høj kvalitet og populær ikke kun på Cuba, men også uden for landet. Der findes 6 varianter, fra den lyse Carta Blanca til den mørke og lagrede Santiago de Cuba 500. 4 typer hører til super-premiumklassen.
5. Matusalem er et eksempel på, hvordan et heldigt valgt navn til ære for en bibelsk ældste hjalp virksomheden med at holde sig flydende i de sværeste år under den økonomiske krise, uden at miste produktkvalitet og popularitet hos kunderne. Alkoholindholdet holdes på 40%. Af de 6 typer anses Gran Reserva Solera 23 for at være den dyreste, med smagsnoter af nødder og marmelade dominerende, med et lille indslag af honning, sherry og mandel.
6. Varadero gennemgår lagring to gange. Først er der sprit i fadene, og derefter, efter fremstilling, selve drikken. Der bruges fade, der allerede er 60-80 år gamle. De skilles ad som et byggesæt, brændes og samles igen uden brug af søm. Sprækkerne tætnes med rørmateriale, og beholderne fyldes med vand. Efter at de har svulmet op og er blevet tætte, går fadene igen i brug, og opbevarer en af Varaderos aromatiske varianter under låg.

Indien

Produktionen fra dette land blev længe kun produceret til indenlandsk salg og gik ikke ind på det internationale marked. De første forsøg på eksport blev først gjort i begyndelsen af det 21. århundrede. Den mørke sort Old Monk vækker beundring hos turister, mens den lyse Elvis, efter at have forladt Indien, straks blev en alvorlig konkurrent til de gamle caribiske sorter.

Trinidad og Tobago

Producenterne af mærket Kraken fandt på et originalt marketingtrick. De lagrede ikke drikken, men selve flasken og gav den et victoriansk præg. De tog højde for de fleste detaljer, herunder hældningen af halsen, symmetriske håndtag for nemt greb og et billede af et mystisk dybhavsmonster. Få forbrugere, når de tager dette mesterværk i hånden, aner, at produktionen har været i gang i mindre end 10 år. Det første parti blev lanceret i 2010 med en imponerende alkoholprocent på 40 til 47%. Da der næsten ikke var tid til lagring, gik man en anden vej med kun 1-2 års lagring på fad og tilsatte naturlige urter til basen. Producenterne hævder, at der indgår 11 ingredienser, herunder kanel og ingefær. Farven kom fra tilsætning af karamel, og smagen blev ideel til cocktailblandinger.

Angostura-serien er skabt efter princippet om bredt udvalg. Den indeholder varianter til enhver smag og enhver lejlighed. Der er gave-, unge, søde, lagrede, stærke og eksperimentelle. Oftest falder købernes valg på den klare cocktail-Reserva eller Royal Oak Select, som også bruges i komplekse blandinger. Til premiumklassen hører Angostura 1787, 1919, 1824, som sælges i udlandet. Trinidads indbyggeres foretrukne drik har været og forbliver White Oak Rum, lagret på bourbonfade og med en tør, fyldig smag.

Sammensætning og kalorieindhold

Rom skader ikke figuren specifikt, da det har 220 kcal per 100 ml. Det produceres af biprodukter, der bliver tilbage efter fremstillingen af rørsukker. Elitevarianter fremstilles af rørmateriale, der kun dyrkes i bestemte områder. Opskriften inkluderer melasse, tilsætning af karamel og urter. Det bruges som aperitif, digestif, i cocktails og i madlavning.

Hvad drikker man rom af: det rigtige glas

De tidligste eksemplarer af denne alkohol var beregnet til sømænd og den fattigere del af befolkningen, som aldrig havde haft glas eller krystal. Man drak det af krus og feltflasker, tog det med på lange rejser eller gemte det til aftenens drikkelag derhjemme. Da rommen gradvist bevægede sig op ad den sociale rangstige, begyndte den at få aristokratiske manerer og kræve særlig opmærksomhed. Kendere har fundet ud af, at aroma og smag kommer bedst til udtryk, hvis man vælger glas i overensstemmelse med sorten. Der kræves ikke nogen særlige former eller glastykkelse til rom; almindelige snapsglas og vinglas fra eksisterende beholdninger er ganske velegnede. I ren form drikkes mørke sorter af whiskyglas. Tulipanformen åbner maksimalt bouquet'en af lagrede, stærke varianter.

Glas med fortykket bund kan være i alle størrelser. De bruges til servering med is. Graden af gennemsigtighed og farve har ingen særlig betydning. Meget af valget afhænger af festens format. Til vennesammenkomster er shotglas med let udadvendte kanter ideelle. Dosis er lille, det er praktisk at drikke af, og det ser æstetisk ud. Til drikke af højeste kvalitet er cognacglas mere passende. Til digestif er sherry- eller likørglas velegnede. Alle disse beholdere er beregnet til servering af ren, ufortyndet rom.

Til varme cocktails og punch er Irish glass på mellemlang stilk med en eller to hanke på glassets sider passende.

Hvad drikker man rom med, og hvad spiser man til

Kendere drikker rommen ufortyndet og uden snack. Det anses for at være helt selvforsynende og har ikke brug for tilføjelser. Dem, der ikke har så meget erfaring, eller som foretrækker at bevare klarheden længere, bør på forhånd sætte sig ind i reglerne for produktkompatibilitet.

Bemærk: Snacktype skal svare til romsorten og ikke overdøve smagsbuquetten.

Hvid

Den drikkes sjældent rent, men bruges mest som cocktailbase. Som aperitif serveres den i små glas, og før den første slurk varmes den i hænderne. Snacksen skal være let for ikke at ødelægge appetitten. En skiveskåret citrusblanding med fokus på lime og citron samt bagt og afkølet kalkunkød er velegnet. Du kan servere osteanretning, grønt, små sandwich med pølse eller skinke.

Sort

Den tillader kun kaffe, mørk chokolade og en dyr cigar som tilbehør. Citrusfrugter i skiver kan serveres. Den mørke farve opnås efter lang lagring i brændte fade. Der anvendes ingen yderligere farvestoffer. Den rige smagsprofil åbner sig gradvist; den bør ikke ødelægges med cola eller andre drikkevarer eller overdøves med forskellig snacks.

Bacardi

Mærket har flere varianter – fra let hvid til superelite. Men en fælles tendens ses i hver drik: naturlighed og dybde i smagen. Producenterne bruger principielt ikke forstærkere eller stabilisatorer. Alle typer smages bedst fra små glas eller snapseglas med tynde vægge. Så varmes den hurtigere af håndvarmen og opnår optimal temperatur. For dem der er vant til at skylle stærke drikke ned, bør man have vand eller friskpresset juice klar. Til snacks er kød- eller frugt-citrusanretning, flydende chokolade, ananas i tern velegnet.

Captain Morgan

I mange lande betragtes den som standarden for denne drikkegruppe. Hvis styrken ikke tillader at nyde den ren, er citron- eller kokossaft acceptable tilføjelser. De bevarer begge den grundlæggende struktur uden at ødelægge den med urenheder. Du kan servere stykker af mørk chokolade, ananas, appelsin.

Vigtigt: Rom må ikke efterlades i en åben flaske; den mister styrke og det meste af smagen. Den ideelle opbevaringsmetode er et lommelærke af sølv.

Barceló

Normen for denne mærke er at servere is eller rent, meget koldt vand. Glas uden stilk foretrækkes; drikken skal afkøles let før servering. Til snacks tilberedes skaldyr, hårde oste, bagværk og frugt, med citrus som foretrukne.

Kokosrom

Den produceres på Barbados og kaldes oftere likør på grund af sødmen og en styrke på højst 21%. Ingredienserne er hvid rom, vand, sukker og kokossaft. Den serveres ren og i cocktails. Tilbehør kan være desserter, frugt, is. Klassisk servering er før kaffen.

Kan man drikke det rent?

Det er præcis sådan kendere nyder den, ved at smage på buketten og nyde eftersmagen. Til dette kan man vælge enhver type rom. Oftest vælges mørke eller gyldne sorter af premium- og extra-klasse med lang lagringsperiode.

Romcocktails: opskrifter

Med cola

Den nemmeste at tilberede og den mest udbredte. Til den skal du bruge 50 ml rom, 3 gange så meget cola og 1/4 lime. Fyld et højt glas halvt op med is, pres derefter saften af limen og tilsæt rom. Sodavanden fuldender billedet. Der skal ikke røres, alt sker naturligt, hvis du overholder rækkefølgen af væskerne.

Piña Colada

Dens sammensætning er ret kompleks, men opskriften er et varemærke for mange smarte barer. Den indeholder lys og mørk rom, henholdsvis 60 og 15 ml, 50 ml kokossirup og dobbelt så meget ananassaft. Tilsæt knust is og saften fra en kvart lime til blandingen, og ryst den i en shaker. Serveres i et højt glas, og et ananasring er et obligatorisk dekorationselement. Der findes også varianter med Malibu-likør og friske jordbær.

Mojito

Berømt for sine skønne forfriskende egenskaber. Grundlaget er rom, sodavand og blade af frisk mynte. Der er en lille hemmelighed bag en vellykket tilberedning. Læg først mynten, derefter limen, hæld 15 ml sukkersirup over lagene, og pres let i glasset, så myntesmagen blandes med citronsmagen. Kom derefter is i, og hæld sodavand og lys rom over.

Antallet af rombaserede cocktails er umuligt at tælle. Sammen med de klassiske opskrifter dukker der jævnligt nye op, som overrasker med smag og udseende.

Fordele og ulemper ved rom

Om de gavnlige egenskaber siger det faktum, at drikken var en obligatorisk del af kosten for menige og officerer i den britiske flåde. Stærk alkohol dræber colibakterier, desinficerer vand og kan lindre almentilstanden ved feber. Den bruges til at berolige og slappe af efter en stressende dag, og i en grog kan den forebygge forkølelse ved underafkøling.

Skaderne ved produktet opstår ved stort indtag. Leveren og nyrerne kan ikke holde til det massive slag og svigter deres opgaver. Blandt elskere af rom af lav kvalitet er der også mange kroniske alkoholikere. Alt skal være i moderation, og så vil smagningen kun give positive oplevelser.

Sådan laver du rom derhjemme

Dem, der gerne vil eksperimentere, vil blive opmuntret af, at drikken på et tidspunkt også blev produceret i Sovjetunionen. Man klarede sig dengang helt uden sukkerrørsråstof og erstattede det med andre ingredienser.

Det er værd at bemærke: uden destillation og lagring på fade får man en almindelig tinktur, men med en lignende farve, der fjernt minder om den traditionelle smag.

Den hurtige tilberedning tager 2 uger. Ingredienser:

• 2 l hjemmebrændt brændevin eller sprit;
• 40 g sukker eller honning, det behøver ikke at være rørsukker;
• 0,5 g vanilje;
• 3–4 g formalet kaffe;
• 5 g egebark.

Hvis man ønsker det, kan man erstatte spritten med vodka, men alkoholprocenten i det færdige produkt vil falde. Det er meget enkelt at tilberede. Sukkeret skal brændes til karamel; hvis kroppen ikke tåler det, kan ingrediensen erstattes med honning. Derefter lægges alle ingredienser i en dunk eller et glas, hældes med sprit og lukkes tæt. Lad det trække på et mørkt, varmt sted, og rør dagligt ved at vugge beholderen, undtagen de sidste 48 timer. Hæld derefter det færdige produkt over i en ren beholder gennem en tynd slange uden at forstyrre bundfaldet. For større autenticitet opbevares drikken i et glas med egetræsplanker eller -pinde i op til 1 år.

Interessante fakta

1. I Amerika, Australien og på de caribiske øer blev rom brugt i stedet for guld.
2. Prisen var så lav, at selv de fattigste øboere kunne købe det.
3. Der er ingen præcis opskrift, og inddelingen i typer sker efter produktionssted.
4. Indtil anden halvdel af det 20. århundrede indgik denne alkoholholdige drik i sømændenes obligatoriske ration.
5. Forbedringen af teknologien førte til fremkomsten af eksklusive varianter, og rom blev en drik for overklassen.

Rom har gennemgået en utrolig rejse fra et affaldsprodukt til en nationalskat. Dets historie fortjener en eventyrroman, og varianterne er så forskellige, at de kan tilfredsstille den mest kræsne smag.

Foto af rom