Multe og pilengas: Hvad er det for en fisk, og hvad er forskellene?

Multe og pilengas er to lignende fiskearter, kendt af de fleste husmødre. For ikke at tage fejl ved valget, skal man vide, hvordan de ser ud, og hvad der adskiller dem fra hinanden.

Pilengas: Hvordan ser den ud, og hvor findes den?

Pelengas, pilengas eller belingas tilhører slægten Multe-liza i familien Multefamilien. Havfisken klarer sig godt med saltvariationer, trives i varmt vand om sommeren og koldt om vinteren.

Pilengassens diæt består af organiske rester, der sætter sig på bunden, havorme, små hvirvelløse dyr, brisling og ansjos.

Arten når seksuel modenhed omkring to år. Til gydning, som begynder i juni, vælger de flodmundinger og kystnære farvande med en saltholdighed på 32–35 promille.

Hvordan ser den ud

Fisk på 2–7 kg og 0,6–1 m betragtes som fangstbar.

Stime-pilengas har en torpedoformet, grå-sølvfarvet krop dækket af store cykloide skæl. Siderne og maven er lysere end ryggen.

Hovedet er let fladt med en bred pande. Kendetegn:

1. Øjne med rød eller orange regnbuehinde.
2. Bred hudfold over munden, dannet af den fremspringende overkæbe.
3. 7 mørke langsgående striber på siderne.
4. Tilstedeværelse af et svagt udviklet fedtøjenlåg.

Brystfinnerne er rødlige, halefinnen er kløftet og spids i enderne.

Hvor lever den

Pilengassens oprindelse er Det Japanske Hav fra Amurflodens flodmunding til kysten af Sydkorea. I 1970'erne blev fisken indført som et eksperiment i Azovhavet og Sortehavet. Multerne akklimatiserede sig hurtigt på det nye sted og overgik i størrelse deres slægtninge fra Fjernøsten. I dag udgør fangsten af pilengas ved Sortehavskysten halvdelen af den samlede fangst i sæsonen.

Om sommeren foretrækker fisken at leve på havbakker. Når kulden sætter ind, søger den mod dybvandet i floderne Don, Dnepr og Donau.

Geografisk, efter levesteder, opdeles pilengas i fjernøstlig, azov (don) og sortahavs (kuban) varianter.

Multe: Hvordan ser den ud, og hvor lever den?

Grå multe (lat. Mugil cephalus) er den største fisk i multefamilien af slægten Grå multer. I vinterperioden og under fedning danner den værdifulde kommercielle art ofte store stimer med pilengas. I fareøjeblikke springer den let over sættenet.

Grå multer lever af detritus, orme, små bløddyr, krebsdyr og alger. De bliver kønsmodne tidligst efter 5 år. Gydning foregår fra maj til oktober både i åbent vand og i kystnære farvande. Hunnernes frugtbarhed afhænger af alder og vægt. I gennemsnit lægger et individ op til syv tusinde pelagiske æg.

Hvordan ser den ud

En aflang, foran let fladtrykt krop med ktenoide skæl når en maksimal længde på 1 m, vægt på 12 kg. Fiskens gennemsnitlige størrelse er 35–40 cm med en vægt på 1,5 kg.

Kroppens farve skifter fra blågrå på ryggen til sølvfarvet på maven. På siderne ses tydeligt brune langsgående striber.

Karakteristiske træk ved multe:

1. Stort hoved med bred pande, dækket af skæl til spidsen af snuden.
2. En fedthinde, der dækker øjet til begyndelsen af pupillen.
3. Lige overkæbe uden bøjninger.
4. Kort tværgående mund.
5. Gatfinnen og den kløftede halefinne er farvet gulgrønne, bugfinnerne lysegule, de 2 rygfinner gråblå.

På grund af de mørkeste skæl blandt multefamilien, kaldes multe for sort multe.

Hvor lever den

Multe er almindelig i den vestlige og østlige del af Atlanterhavet. Fisken findes langs kysterne af øer i den tropiske zone af Det Indiske Ocean og i den vestlige del af Stillehavet.

I Rusland forekommer multe i Fjernøsten, i Tatarstrædet, Sortehavet, Azovhavet, den sydlige del af Okhotskhavet.

Fisken tager på i bugter, flodmundinger, kystnære farvande. Til overvintring trækker den ud på åbent hav.

Hvordan skelner man multe fra pilengas?

De to fiskearter af multefamilien kan kendes fra hinanden på flere træk:

1. Pelengas' størrelse — gennemsnitsvægt 3 kg ved kropslængde 50 cm. Vægten af en voksen multe er 7 kg, længde — 0,4–0,9 m.
2. Pelengas' skæl — store, dækker hovedet til spidsen af snuden. Hos den anden fisk — små, fraværende på hovedet.
3. Multeøjnenes farve er blålig. Hos pelengas — rødlig eller orange.
4. Multeens fødesøgningsadfærd — jager i de øverste vandlag. Pelengas — søger føde på bunden.

Fiskene bliver kønsmodne i forskellige aldre. Hvis pelengas-hunner gyder fra tredje leveår, multe fra sjette. Multer gyder hele sommeren plus september, pelengas formerer sig fra begyndelsen af juni til midten af juli.

Hvilken fisk er mere velsmagende og sundere?

Smagsmæssigt minder multe- og pelengaskød om hinanden. Det er saftigt, mørt og uden små ben. Sidstnævntes kød er sødere, men mindre kalorierigt. Multe har opnået større anerkendelse i verden. Det er ikke overraskende, hvis man sammenligner begge arters udbredelsesområder.

Multe og pelengas tilberedes ved dampning, kogning, stuvning, bagning i ovn, på grill, på bål.

Energiværdi per 100 g multe — 150 kcal, protein/fedt/kulhydrat — 25, 5, 0 g. Kalorieindhold per 100 g pelengas — 117 kcal, protein/fedt/kulhydrat — 19, 4, 0 g.

Multe indeholder mere protein, vitamin A, PP, B-vitaminer, mineraler. Pelengas indeholder cholin, calciferol, tocopherol, som multe slet ikke har.

Multe og pelengas er værdifulde kommercielle arter, hvis indtagelse normaliserer blodets kolesterolniveau, styrker blodkarrenes vægge og reducerer risikoen for blodpropper. Hvis man inkluderer fiskekød i kosten to gange om ugen, normaliseres fordøjelsen, kroppens modstand mod forkølelse øges, og det generelle velbefindende forbedres.